Kuduen som jeg aldrig vil glemme!

For mange jægere står kuduen eller ”the grey ghost of Africa” som den også kaldes, allerhøjest på ønskelisten, når turen går til Afrika.

Jeg har efterhånden været et par gange i Afrika og har haft et par skudchancer til kuduer. Situationen har aldrig været ”den helt rigtige” for mig, for jeg har altid ment at hvis, eller når, jeg skulle skyde en kudu så skulle hele oplevelsen og situationen være noget jeg aldrig ville glemme! Kuduen er simpelthen så ikonisk et dyr og for mig, er den så majestætisk og fantastisk at for at ære den, så skulle en jagtsituation være mere end at se en tilfældig tyr komme til et vandhul eller en hurtigt opstået chance i bushen! Derfor har jeg sagt nej tak til flere gode trofædyr, men jeg har faktisk altid drømt om at skyde en god, gammel kudutyr!
På vores fjerde jagtdag i Namibia, hos Anton fra Estreux Safaris, skulle min gode ven Anders og jeg jage sammen med guiden Ryan.

Kudujagt i Namibia

Ryan, Anders og jeg stadig smilende, inden vi vidste hvad dagen skulle bringe!

Vi kørte tidligt om morgenen ud i den kolde daggry og bag på Landcruiseren sludrede vi om hvem der ville jage hvad og hvad dagens plan skulle være… Jeg kom til at sige de skæbnesvangre ord, som måske forheksede resten af dagen, og som i hvert fald ville komme til at ringe i mit hoved i de kommende mange timer: ”Hvis jeg skal skyde en kudu, så skal det være en oplevelse som jeg aldrig vil glemme!”

Ryan kiggede på mig og smilte og sagde noget med at kudujagt i dette område altid var noget man ville huske…

Vi kørte op imellem nogle stejle stensætninger ”Kopjes” for at få udsyn ud over de enorme sletter under os.

Kudujagt i Namibia

På vej op i morgensolen.

Her kunne vi nyde både solopgangen og de hundredevis af forskellige dyr under os. Vi så flokke af zebraer, springbukke, oryxer og pludselige også en lille flok kudukøer!

De var langt ude og gik rimelig støt ned mod et vandhul en kilometer til vores højre side.

Brunsten var så småt ved at starte op og derfor håbede vi alle at der måske ville følge en tyr med de 10-15 kudukøer…

Dyrene var vel et par kilometer fra os og jeg kunne knapt se dyrene i min kikkert mens de gik imellem de store buske. Jeg sad og tænkte på om vi overhovedet kunne se forskel på køerne og tyrene på den afstand, da der pludselig trådte en tyr ud i en lysning! Jeg fik et decideret chok og med tilbageholdt åndedrag udbrød vi alle, nærmest i kor: ”Det der… Er en tyr!” Jeg kunne sagtens se forskel! Dette dyr var større, gråt og bare den måde den bar sig selv og de store snoede horn på, udstrålede styrke, mod, arrogance og bare en attitude om at her kom der en gammel tyr som havde styr på sine køer!

Før jeg nærmest havde nået at udånde igen havde Ryan set nok og han havde besluttet sig for at denne tyr var absolut skudbar! Vi kravlede hurtigt ned af kopjen og så var planen ellers at vi ville prøve at nå en ny højderyg som ville ligge et par hundrede meter fra den rute som vi formodede køerne ville tage mod vandhullet. Køerne essede ikke, de gik bare langsomt i en lige linje mod vandhullet, så Ryan var ophidset og optimistisk da vi kravlede op ad den lille bakke for at komme i position. Solen var nu stået helt op og sveden løb langsomt ned af både mit ansigt og på min ryg så T-shirten klistrede sig fast…

Kudujagt i Namibia

Langt derude gik kuduerne!

Vi sneg os langsomt og nærmest kravlende rundt om bakkekammen og satte os for at vente på kuduerne… Køerne gik stadig støt skråt ned imod os og det så ud som om, at vores plan ville virke. Jeg stillede mig op med Viperflexen og begyndte mig at gøre mig mentalt klar på at skulle skyde min allerførste kudutyr!

Kudujagt i Namibia

Ryan kravler over bakkekammen!

Som køerne kom ud på en større lysningen under os drejede de skarpt til højre og trak nu væk i en retning væk fra vandhullet og dermed også væk fra vores position! Tyren stod stille i et buskads og sikrede mod både køerne og ud over lysningen. Det var tydeligt at han var splittet mellem at fortsætte mod vandhullet (og os) eller at følge flokken af køer. Afstanden var 385 meter til tyren og hvis han ville følge køerne ville han passere et par steder hvor buskene var små, inden han enten ville være for langt væk til et skud eller helt skjult mellem buske og træer! Ryan og jeg hviskede intenst over hvad vi skulle gøre og kom hurtigt frem til at der kun ville være denne ene chance, hvis jeg følte at jeg kunne tage dette lange skud! Hvis kuduerne ikke ville gå mod vandhullet, ville de højst sandsynligt stille sig under de store tjørnetræer og at forsøge at snige sig ind på en flok kuduer som står stille i skyggen, ville aldrig nogensinde blive en succes!

Kudujagt i Namibia

Ryan og jeg næsten i position!

Jeg sigtede på den store grå skikkelse og med 20 ganges forstørrelse i sigtekikkerten og viperflexens ekstra ben slået ud, følte jeg faktisk at den lille røde prik hvilede helt stille på skulderen af kuduen! Jeg har skudt mange skud på lange afstande og føler at jeg har træningen til at stole på mine skud og hvis kuduen ellers ville stå stille længe nok, så ville jeg skyde…

Han stod længe halvskjult i busken og efter at have klikket kliktårnet op og fået helt styr på vejrtrækning, fodposition og skydestok ventede jeg nu blot på at han ville træde lidt frem og forhåbentligt stå stille igen…

 

Jeg ved ikke hvor længe vi stod sådan, men jeg husker det som meget lang tid! Den tid brugte jeg på at tænke alt igennem… Havde jeg klikket rigtigt på kliktårnet?! Havde jeg indstillet parallaksen korrekt?! Stod jeg godt nok osv. Osv… Pludselig så jeg et billede for mit indre, af min allerførste indskydning med denne riffel! Riflen var med mig på min første tur til Azerbaijan to år tidligere og da jeg skød den ind (med en anden sigtekikkert!) så skød den ca 40 cm. lavt og ca. 20-30 cm. Til højre på 300 meter! Dette billede af en skudgruppe på en papskive kom pludselig ind i mit hoved og på et kort øjeblik besluttede jeg mig for, at jeg jo blev nødt til at sigte 30-40 cm. Til venstre for der hvor jeg ville ramme…

Kudutyren trådte endelig et par skridt frem og stod nu igen og stirrede efter den lille flok køer… Jeg mærkede et par torne stikke mig hårdt i ryggen da jeg langsomt rykkede mit sigte en smule… Jeg flyttede den røde prik fra midten af skulderen og sigtede nu midt på den tykkeste del af den nederste del af halsen… Et perfekt sigte når jeg nu havde overbevist mig selv om at jeg skulle sigte 30-40 cm. Til venstre…

Kuduen stod stille, afstanden var ca. 400 meter, mit sigte var fast og Ryan hviskede til mig: ”NU, er din chance”…

Skuddet gik af og mens jeg repeterede så jeg kuduen sætte i et lidt stift spring fremad, mens en stor rød støvsky slog op et par meter bag ham!

Kuduen løb straks ind i nogle tætte buske hvor et opfølgende skud var umuligt! Vi kunne kun se den øverste del af de snoede horn over buskene men efter et par meter stoppede han op og stod nu helt stille…

Den røde støvsky fra kugleslaget hang stadig i luften og Ryan og jeg diskuterede ivrigt hvad der var sket!

Vi var begge enige om at tyren var ramt, både fra skudreaktionen og det faktum at han ikke var løbet meget mere end 50 meter væk!

Støvskyen måtte have været fra kuglen som efter at have ramt kuduen, havde skiftet retning og derfor slog ned i jorden et par meter bagved dyret!

Vi kiggede længe på tyren som blot stod stille inde i busken og i mellemtiden snakkede vi lidt om hvad der var sket… I det jeg forklarede mit sigte slog det mig at jeg siden Azerbaijan havde skiftet sigtekikkert. Bare ugen før havde jeg skudt 12 dyr i Sydafrika med dette set-up og aldrig tænkt på den afvigelse jeg havde oplevet inden den første indskydning! Jeg havde endda på skydebanen i Sydafrika skudt på en dykkerflaske på 500 meters afstand uden at kompenserer for andet end afstand og alle skud havde siddet hvor de skulle! Pludselig tænkte jeg det hele igennem igen og måtte konkludere at jeg formentligt havde ramt dyret alt for langt fremme på halsen eller brystet! Jeg ved simpelthen ikke hvorfor jeg kom til at tænke på den underlige indskydning to år tidligere og jeg følte mig som den største idiot på det Afrikanske kontinent! Jeg forklarede Ryan det hele og vi indså nu at vi stod foran en enten lettere anskudt eller svært anskudt kudutyr midt i frokostvarmen… Kuduen havde ikke rørt sig i hvad der nok var et kvarter til tyve minutter og dermed måtte vi desværre erkende at den ikke var særlig hårdt ramt…

Kudujagt i Namibia

Forskellige teorier diskuteres efter skuddet mens Ryan stadig holdt øje med kuduen…

Vi gik langsomt ned mod skudstedet mens jeg forbandede mig selv og prøvede at forstå hvorfor jeg havde gjort som jeg havde! Jeg tror nu, at jeg nok bare havde ladet mine tanker flyde for ikke at give mig selv for mange nerver og det havde så pludselig fremprovokeret dette gamle minde om en tvivlsom indskydning. At jeg slet ikke havde tænkt over de gode skud i Sydafrika, undrede mig stadig, men gjort var gjort og nu skulle vi have afsluttet denne situation!

Fremme ved skudstedet fandt vi hurtigt både kuduens spor og et temmelig voldsomt blodspor! Ryan og jeg sneg os langsomt langs sporet med vores tracker og Anders bagerst…

Kudujagt i Namibia

Blodet var nemt at se på de lyse blade!

Som vi nærmede os der hvor kuduen stod, foregik alting i slowmotion. Vi trådte i hinandens fodspor og alt kommunikation foregik med håndtegn. Selvom vi var så lydløse som overhovedet muligt og det eneste jeg kunne høre var cikaderne og fuglene i træerne rundt om os, brød kuduen ud af buskadset og løb i fuld fart væk fra os! Vi spurtede efter, men det eneste vi nåede at se var det røde støv som blev sparket op og nogle flygtige glimt af den grå pels og de snoede horn…

Vi stod et øjeblik og Ryan forklarede at kuduer oftest ville løbe et par hundrede meter og derefter stoppe op og stå stille for at se om deres forfølgerer stadig var efter dem. Vi fortsatte fremad på sporet og langsomt kunne jeg se at bloddråberne blev færre og færre. Min frygt var nu at kuduen ville løbe henover sletten og op i bjergene som vi kunne se i horisonten. Hvis blodsporet allerede var ved at størkne, så ville klipperne ødelægge alt håb for at vi kunne fortsætte sporingen!

Mens Ryan gik foroverbøjet og nærstuderede sporet, spejdede jeg i forvejen… Jorden var hårdbagt hvilket betød at kuduens spor kun var synlige når den var i løb. Når den gik, var sporene ekstremt svære at se og uden græs eller anden underbevoksning kunne tyren og vores lille gruppe bevæge os nærmest lydløst.

Kudujagt i Namibia

Ryan er på sporet…

For hvert skridt vi tog, sank mine drømme om en vellykket kudujagt og samtidig forbandede jeg mig selv mere og mere over min dumme beslutning om at korrigere mit sigte for langt til venstre…

Jeg var sur, skuffet og mest af alt ked af det på kuduens vejne, da jeg med ét blev revet ud af alle disse tanker!

Kuduen brød ud af et buskads 50 meter foran os og med højlydte snortene, nærmest hostende lyde satte i en besværet galop væk fra os!

Jeg kunne kun se toppen af ryggen og hovedet men fik alligevel svunget riflen op og fulgte med den løbende tyr. Ryan havde smidt sig på jorden og da kuduen passerede en lille åbning i buskene faldt skuddet!

Vi så alle støvet slå af tyrens skind og selvom jeg ikke kunne ramme den lavt på kroppen, sad skuddet nogenlunde over skulderen men temmelig højt!

Tyren forsvandt igen og med en smule ophøjet moral fortsatte vi nu sporingen…

Jeg havde forventet at der nu ville være lidt mere blod at gå efter, men med så højt et træf, så kom der bare ikke mere blod på jorden!

Alle jægere som har prøvet at gå på et blodspor ved hvor mange tanker der flyver gennem hovedet… Her gik vi så 4 mand, på et dårligere og dårligere spor, i 40 graders varme med solen allerhøjest på himlen! Sporet ledte os nu direkte op imod bjergene og mine fortvivlende tanker kunne afspejles i Ryans mere og mere slukøret ansigt…

Anders, som normalt taler ekstremt meget, forsøgte at holde humøret oppe med nogle få positive kommentarer, men ellers herskede der en tyngende stilhed mellem os alle fire.

Efter en times tid var vi nu ankommet til foden af bjerget. Tyren var faldet i et mønster med at løbe fra os et par hundrede meter ad gangen, når vi kom for tæt på. Derefter gik den yderligere et par hundrede meter for derefter at stå stille. Når den så hørte eller så os igen, satte den så atter i bevægelse! Vi kunne ikke slå en bue uden om den, for nu var den kommet op i bjergene og mit hjerte sank helt ned i maven mens vi kiggede op af de uvejsomme bjergsider, mens vi tog en tår vand og fik tørret det værste sved af panden…

Jeg ville have givet hvad som helst, lige i det øjeblik, for at have haft muligheden for at gøre alting om, men selvom jeg kiggede rundt, var der desværre ingen små alfer eller troldmænd, så det var bare med at mande sig op og forsøge at få færdiggjort denne situation, som jeg jo også selv var skyld i!

Bloddråberne var nu meget sporadiske på klipperne og uden trackeren og Ryans skarpe øjne var dette spor umuligt at følge! Selvom kuduerne er store dyr, så har de faktisk små smalle klove og de kan sætte dem blidt på jorden uden at efterlade markante spor. Nu hvor klipperne afløste den røde sandjord virkede det nærmest umuligt…

Kudujagt i Namibia

Ikke et stort spor at gå efter…

Efter en times tid hvor vi flere gange mistede sporet, var der pludseligt en stor blodpøl midt på sporet! Enten havde tyren stået stille så længe at blodet var løbet sammen, men det lignede mere at det var blod som var blevet hostet op og sprøjtet ned på stenene. Det ville give mening da vi flere gange havde hørt tyren hoste, men hvis lungerne var blevet ramt, gav det ikke mening at vi nu var næsten 4 timer inde i en svær eftersøgning!

Kudujagt i Namibia

Efter mange timer var der pludselig meget blod!

Vi havde alle forskellige teorier, men faktum var at sporet fortsatte opad…

Selvom blodklatten havde givet os lidt ekstra håb, så forsvandt alt håb i mit sind da vi kom op over den første bjergkam…

Foran mig åbenbarede der sig et bjerglandskab med masser af små kløfter, træer og stejle bjergsider…

Ryan stoppede op foran mig og tog sin bredrimmet hat af, for at tørre sveden af panden og hele hans kropsholdning udstrålede fortvivlelse… Jeg var overbevist om at han ville aflyse eftersøgningen lige der men med et, hørte vi dog begge to sten skramle ned af den modsatte bjergside og mellem træerne så jeg den grå skikkelse af en kudutyr på vej op ad bjerget!

Ryan sprang som en gazelle fra stentop til stentop og jeg fløj efter ham!

Jeg nåede lige at tænke at disse spring henover stenene ikke var det sikreste valg, for ét enkelt forkert skridt ville helt sikkert betyde en brækket fod eller det der var værre! Der var dog ikke tid til disse tanker, for nu var der endelig en reel skudchance og den skulle udnyttes NU!

Ryan var kommet til toppen af bjerget og i kikkerten bekræftede han at det var ”vores” kudutyr! Han nærmest råbte: ”SHOOT, SHOOOOT! SHOOT IT NOW!”

Forpustet, med hamrende hjerte og med sveden svidende i mine øjne forsøgte jeg både at få fodfæste på de ujævne sten, samtidig med at riflen svang med den løbende tyr… Han var ikke langt fra den modsatte bjergtop og hvis han forsvandt over denne, ville vi nok aldrig se ham igen!

Første skud faldt helt instinktivt og kuglen slog en stor støvsky af tyrens ryg! Han sank sammen med det samme og mens patronhylstret klingende faldt ned mellem stenene, skød jeg igen! Denne gang ramte kuglen lige på skulderen, men alligevel forsøgte den store tyr at komme op igen!

Jeg tog en dyb indånding og koncentrerede mig om mit næste skud…

Tyren lå og rumsterede med hovedet holdt højt, så jeg sigtede lige der hvor hals og krop mødes… Skuddet rungede i bjergdalen mens kuduen endelig forendte og de lange snoede horn lagde sig ned mellem de store sten…

Ryan og Anders jublede højt mens jeg simpelthen sank sammen på stenene og hulkede al min lettelse, fortvivlelse og anger ud… Tårerne trillede ned af mine kinder mens Ryan krammede mig og sagde ironisk: ”Tror du, du vil huske DENNE kudujagt?!”

Endelig kunne jeg sætte mig ved siden af denne gamle tyr som havde kæmpet så bravt og som vi havde brugt 4 timer på at spore…

Kudujagt i Namibia

Tårene trillede stadig da jeg endelig kunne sætte mig ved den fine kudu…

Det første skud sad lige præcis der hvor jeg havde sigtet og havde ramt foran skulderen i den nederste del af halsen! Ikke et direkte dræbende træf, men nok til at bløde relativt kraftigt og også nok til at have forhindret tyren i at trække vejret uden besvær. Dette skud havde helt sikkert slået tyren ihjel, men formentligt først efter flere timer eller måske endda dage! Jeg forbandede mig selv over min dumme beslutning, for havde jeg ikke korrigeret mit sigte, så havde kuglen ramt lige midt på skulderen og kuduen havde formentligt blot sunket sammen i knaldet!

Nu, nogle måneder efter denne oplevelse, kan jeg stadig ikke forklare hvorfor jeg fik det mentale billede af den indskydning og jeg forstår slet ikke hvorfor de hundredevis af skud jeg har skudt sidenhen, ikke med det samme trumfede den dumme ide… Måske begår vi til stadighed fejl, selvom træningen og erfaringen burde sige noget andet? Jeg ved udmærket godt at jeg ikke er ufejlbarlig, men engang imellem træffer vi vel nogle valg som er de forkerte! Jeg har skudt mindre dyr, på længere afstande og jeg følte at mit sigte og hele situationen var under kontrol! Træffet på halsen viser da også at der ikke var noget i vejen med mit skud, kun at jeg havde sigtet det forkerte sted!

Kudujagt i Namibia

The Grey ghost of Africa!

Jeg får formentlig ”skæld ud” af at fortælle denne historie og der vil være jægere som sikkert mener at jeg er en stor idiot, men jeg føler at ved at fortælle sandheden, så kan vi måske alle sammen lære noget af denne historie… Jeg har i hvert fald lært at jeg skal stole mere på mit grej og hvis jeg pludselig får en ide om at noget er ”skævt”, så skal jeg nok lade være med at trykke på aftrækkeren…

Én ting er i hvert fald helt sikkert: Jeg vil ALDRIG glemme denne kudutyr og selvom det ikke er den kønneste historie og udstiller min egen dumme beslutning, så er jeg alligevel stolt af både trofæet og vores lille firemands gruppe som under svære forudsætninger og besværlige forhold, holdt ved og fik afsluttet jagten…

Den kudu kommer til at hænge i mit hus på ærespladsen og hver gang jeg vil kigge på den, vil jeg huske mig selv på de fire lange timer under den afrikanske sol…

Knæk & Bræk!

Kudujagt i Namibia

Til sidst kunne jeg dog lokke et smil frem på mit ansigt! En lykkelig jæger på trods af alt hvad der var sket!

2 Kommentare

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *