Kravle-bukken

11825742_10153153820524397_7524801447607717977_n

bukketrofæ16.5.06

Jeg husker denne premieremorgen som kold, blæsende og med sorte tunge skyer! Min far og jeg var stadig medlemmer af konsortiet på Vejlø, under Gavnø gods. Denne morgen havde jeg, ved lodtrækning, fået det samme område som jeg havde fået året før og denne morgen mindede meget om den da vejret også var smådårligt! (Læs dén historie her: Vejlø bukken)

Jeg besluttede mig for at anvende samme strategi som året før, nemlig at starte med at sidde i et tårn ude i remissen som vi kaldte “De tre huller”. Vel oppe i tårnet sad jeg i en times tid, men da regnen og især den kolde blæst efterhånden havde gennemblødt alt mit tøj og gav mig ukontrolleret kuldegysninger besluttede jeg mig for at gå ind i selve skoven-Om ikke andet, så i det mindste for at komme lidt i læ! Jeg gik og tænkte på at hvis jeg selv havde været en råbuk i dette vejr, så ville jeg heller ikke gide at stå ude midt i regnen på en omblæst mark…

Jeg gik stille og roligt igennem skoven på en skovvej og på grund af den relativt hårde blæst behøvede jeg ikke bekymre mig så meget om at lave larm. Vinden susede i løvtræerne og de tunge regndråber nærmest larmede når de ramte skovbunden!

Den sædvanlige skønne morgensang af småfugle og alle de lyde som vi jægere nyder så meget under bukkejagt-premieren var helt druknet og jeg besluttede mig egentlig for at gå retur til jagthytten…

Jeg nærmest følte mere end jeg så den umiskendelige form at en bukkeopsats bevæge sig langt inde i skoven blandt nogle gamle høje bøgetræer! Hele min krop reagerede med det samme og jeg stod helt stille midt i et skridt! Det er en velkendt fornemmelse for bukkejægere, at stå midt i et skridt og så at skulle stå stille sådan uden at have ordentlig balance på hverken det ene eller det andet ben! Langsomt begyndte jeg at kunne se silhuetten af bukken som sad op ad en gammel bøg. Han sad og tyggede drøv og kiggede en gang imellem lidt til siderne… Det var sådan en bevægelse som havde afsløret ham og på ca. 150 meters afstand, var det også denne lille bevægelse som jeg havde genkendt på instinkt!

Min gamle håndkikkert var pladdervåd og dugget og jeg kunne ikke se andet end det var en buk og at den sad med ryggen mod mig… Jeg besluttede mig for at sige mig tættere på for at kunne bedømme bukken og især opsatsen bedre.

Der var ca. 20-30 meter mellem bøgetræerne og skovbunden var dækket af anemoner og gamle gule bøgeblade. Det hele var jo pladdervådt, så det larmede ikke ret meget at gå på dette underlag og med vindens susen var jeg ikke så bekymret for at bukken skulle høre mig. Jeg nåede kun at gå et par meter da bukken rullede fra den ene side og over på den anden! Dette betød nu at han kiggede direkte mod mig når han ikke engang imellem kiggede til siderne…

Jeg sank ned på mine knæ og kravlede langsomt lidt til siden så der var en bøgestamme imellem os. Med stammen “i vejen” kunne jeg ikke se bukken, men hvad der var vigtigere; bukken kunne ikke se mig!

Sådan gik det langsomt igennem skoven, fra træ til træ. Hver gang jeg kom til en ny træstamme, blev jeg nødt til at kravle helt nede på maven på tværs af bukkens synsfelt for at komme hen til “skyggen” fra det næste træ…

Denne fremrykning tog næsten en time og når jeg kravlede dér hvor bukken faktisk kunne se mig, turde jeg slet ikke at kigge over mod ham og jeg håbede blot at han ikke så mine langsomme bevægelser…

Da jeg nåede det træ som var nærmest bukken rejste jeg mig forsigtigt og langsomt op langs stammen og kiggede med det ene øje rundt om træet… Bukken sad stadig og tyggede og missede lidt med øjnene hver gang en regndråbe ramte hans ansigt! Jeg var kun 15 meter fra ham og kunne nu tydeligt se at der var tale om en ung buk som havde sat op som en tynd og lys ulige 6-ender… Jeg husker at jeg blev lidt skuffet, da jeg havde håbet på en ældre buk som havde sat bedre op! Omvendt var jeg så fuld af adrenalin og spænding efter den lange kravle-pürch og det faktum at jeg var totalt gennemblødt var helt glemt… Mens jeg stod dér, klar med riflen og på blot 15 meters afstand, rejste bukken sig pludselig op! Den rystede sig lidt som en våd hund og da han i et kort sekund stod og sikrede tog jeg en hurtig beslutning og skød! Den gamle Mauser i kaliber 8×57 bragede i skoven og i et splitsekund hang regndråberne stille i luften i kølvandet af trykbølgen… Bukken blev slynget til jorden og lå og sitrede lidt med løbene… Han nåede slet ikke at opfatte hvad der skete!

Jeg var også selv lidt forundret da skuddet nærmest gik uden en bevidst handling! Bukken var ikke verdens bedste trofæ, ej heller var den gammel nok til at den burde være blevet skudt, men alligevel var jeg lykkelig over at den lange og nervepirrende pürch var lykkedes!

Hver gang jeg har kigget på denne buk i nu snart 10 år har jeg altid en lidt ambivalent følelse… Jeg mener stadig at den burde have haft lov til at blive et par år ældre, men omvendt er det til dato, den mest spændende pürch jeg har oplevet!

Nu hænger den her på min væg og minder mig om at spændende jagtoplevelser ikke nødvendigvis behøver at ende med at skyde noget, oplevelsen havde jeg nok husket lige så godt og stærkt, hvis jeg havde ladet denne unge buk gå…

Knæk & Bræk!

Bukketrofæ

En høj, tynd og lovende ung buk, som burde have et par år mere!

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *