Karakaljagt i Sydafrika

Hundenes nærmest tudende gøen skiftede pludselig karakter og klang og lyden rungede op igennem bjergdalen! Jeff lyste op i hele ansigtet og sagde: ”Derfor, går vi på jagt med hundene! Prøv lige at hør dem!”

Dette er den anden historie fra vores tur til Sydafrika. Læs den første HER!

Denne morgen, vores bare anden jagtdag, stod vi tidligt op. Vi havde sat Pauls nabo, Jeff i stævne for Jeff, havde styr på det med Karakal jagt med hunde!

Hans folk havde 17 ”hounds” som var specialister i at jage Karakaler, men når den afrikanske sol stikker sit ansigt op over bjergene, så bliver det for varmt for hundene at arbejde! Derfor skulle vi mødes tidligt, så vi ville få så meget ud af den kølige morgen, som overhovedet muligt.

Jagt i Sydafrika

17 friske og ivrige Hounds er klar til jagt!

Karakalen eller den afrikanske ørkenlos som den ofte bliver kaldt på dansk, er en meget almindelig kat som lever i de fleste afrikanske lande. Selvom den er talrig og absolut ikke sjælden, så er det de allerfærreste som er så privilegerede at have set én, for slet ikke at tale om at skyde én! De er udpræget nataktive og lever ensomme liv. De mødes kun kortvarigt for at parre sig og ellers passer de sig selv. Det vil sige, når de ikke nedlægger får, kalve, geder eller antiloper! De små katte kan nemt dræbe et voksent får og i visse egne af Sydafrika er de hårdt plaget af Karakaler som æder både landbrugsdyr og antiloper!

En Karakal vil sjældent æde mere end én gang fra et dyr som den har slået ihjel og derfor kan man heller ikke jage dem med bait, som ellers er en udpræget jagtform når man tænker på løve- eller leopardjagt. Da de næsten udelukkende er nataktive, så er der sådan set kun tre muligheder, hvis man drømmer om at nedlægge en Karakal nemlig: Enten skal man være ekstremt heldig og se én i dagslys, eller også skal man bruge lys og/eller IR-udstyr og så forsøge sig med natjagt… Det er selvfølgelig kun muligt i de lande som tillader natjagt! Sidste mulighed er så at gøre som vi gjorde den morgen, nemlig jage de sky katte med veltrænet hunde eller hounds, som vil forsøge at jage Karakalen op i et træ! Derefter gælder det om at først løbe igennem bushen og til sidst at snige sig tæt nok på, så man kan komme til skud med et haglgevær!

Jagt i Sydafrika

Langt nede i dalen løb hundeflokken!

Her stod vi så, Emil, Paul, Jeff og jeg og lyttede til hundene som jagede rundt i en bjergdal langt under os! Jeff og jeg blev hurtigt enige om at lyden af halsende hunde er en af de lyde som vi elsker allermest! Passionen for jagt med hundene og spændingen strålede ud af Jeff’s øjne og mens vi kiggede intenst på Gps’erne og lyttede til de to hundeførers ophidset kommandoer over walkien, begyndte mit hjerte at hamre hårdt! Hundene baksede noget med at udrede det friske kattespor og efter en halvtimes tid måtte hundeførerne konstatere, ved selv at tracke sporet, at hundene var blevet snydt af Karakalen! De fik imponerende hurtigt vendt de 17 hounds omkring og kort tid efter ekkoede dalen igen af hundeglam og tudende hyl!

Jagt i Sydafrika

Jeff og Paul følger intenst med på Gps’en!

Jeg ville egentlig helst have været nede sammen med hundeførerne, men Paul forklarede mig at de to gutter altså løb med hundene og for at følge med, skulle man altså kunne holde trit med 17 ivrige jagthunde! Derfor var planen at vi fire skulle ved hjælp af hundenes Gps’er og instruktionerne fra hundeførerne, hele tiden forsøge at være i strategiske positioner, så vi hurtigt kunne komme frem til flokken når og hvis Karakalen skulle blive ”sat” i et træ!

Efter at hundene fik fat i det friske spor og var på rette kurs, gik der ikke længe før Jeff mente at vi skulle skifte position! Vi sprang i bilen og ræsede ned ad en lille snoet bjergsti og sprang derefter ud, for så at løbe ned ad vejen…

Efter ca. 100 meters løb, hørte jeg en melding på Walkien og selvom jeg ikke forstod det lokale stammesprog, så var det tydeligt på både tonelejet og Jeff’s vilde udtryk i ansigtet at katten var blevet ”sat”!

Jagt i Sydafrika

“Kan du høre det?! nu har de den!”

Jeg var forinden blevet instrueret i at nu skulle vi hurtigst muligt frem til hundeførerne og der ville jeg få udleveret haglgeværet. Derefter skulle vi forsøge os at snige os tæt på, uden at skræmme katten! Karakalen ville ikke være så bekymret for de mange hunde, for den ville formentligt sidde højt oppe i et træ. Men, hvis den fik øje på mennesker, så ville den formentlig springe ned og derefter flygte! Jeff havde forklaret at hvis en kat først var blevet ”sat”, så ville den meget nødigt gøre det igen, så det gjaldt om at udnytte den første chance…

Vi løb igennem den tætte bush og selvom jeg forsøgte at undgå de fleste tornegrene, så begyndte spændingen og adrenalinen at fylde min krop og jeg så, mere end jeg mærkede, adskillige tornegrene rive fat i mig!

Fremme ved hundene herskede dig et lydkaos! 17 Hounds som alle gøede, hylede, tudede eller knurrede! De stod alle under et højt tjørnetræ med en bred og stor krone. De to hundefører stod lidt væk og da vi nærmede os fik jeg stukket en oldgammel side by side haglbøsse i hånden! Ud af lommen fiskede hundeføreren to blypatroner i størrelse 4. Jeg puttede dem i, lukkede bøssen og tog sikringen et par gange så jeg fik en fornemmelse af følelsen…

Med et nik, sneg vi os nu tættere på og mine øjne fløj rundt oppe i trætoppen, for at se om jeg kunne se katten! Indtil nu vidste vi ikke om det var en ung Karakal, eller en gammel! Vi vidste heller ikke om det var en han eller en hun, men parolen havde været klar fra begyndelsen: Uanset hvilken Karakal hundene fik ”sat”, så skulle den skydes! I det her område af Eastern Cape, som Paul fra Gem Safaris jager i, er der så mange Karakaler at de nærmest blev betragtet som skadedyr! Der var jagttid på dem hele året og derfor var jeg ikke i tvivl om at denne Karakal, et sted over mig i trætoppen skulle skydes, kun et spørgsmål om vi fik en mulighed for at afgive skud…

Hundeføreren sneg sig lidt rundt om træet og idet han pegede op, så jeg Karakalen! En stor lysebrun, nærmest rustrød skikkelse sad sammenkrøbet helt ude i kanten af trætoppen. Den sad som katte så ofte gør, med krum ryg og opmærksomme øjne, fast rettet mod hundene! Alle muskler var spændt i kroppen på den og det var tydeligt at den kunne springe eller flygte så snart det skulle være!

Jeg fik haglbøssen til skulderen og mens jeg tog sikringen, hviskede jeg hæst til Emil om han var klar med kameraet!

”Ja, SKYD!” Hviskede han tilbage, forbløffende tæt på mig… Jeg indså, at jeg på løbeturen igennem bushen, fuldstændig havde glemt alt om Emil og kameraet! Nu stod han lige bag mig og alt var klart… Nu var det op til mig at få afsluttet den her situation på en god måde!

Jeff og Paul hviskede begge at jeg skulle sigte lige bag skulderen på katten og så snart jeg førte løbene op på katten faldt skuddet nærmest som en refleks!

Katten tumlede ned fra træet og direkte ned i en dyb kløft foran os! Hundene strøg efter den og på det ene sekund det tog mig at sprinte hen til kanten, for at kigge ned, var alle 17 hunde nede ved katten! Det var den ene hundefører dog også og han stod med en lang pind og holdt alle hundene væk! Hvordan han var kommet derned først, kommer jeg nok aldrig til at forstå, men han vidste udmærket at de 17 hunde ikke måtte få fat i Karakalen… Trofæet ville naturligvis blive revet i småstykker hvis 17 hounds fik bare et par sekunder alene med en død Karakal, men hvis katten kun var anskudt, så ville den formentlig tage et par hunde med sig i døden!

Jagt i Sydafrika

Emil laver billeder af den fine kat!

Katten var dog stendød og kort efter mistede hundene interessen. De smed sig forskellige steder i skyggen og med 17 voldsomt forpustet hounds som lydkulisse, kravlede jeg ned i slugten for at se min allerførste Karakal!

Det var en gammel og stor hankat og alle var lykkelige! Jeg satte mig og studerede det smukke dyr nærmere… En Karakal er en smuk, smuk fuldent dræbermaskine! Den kan springe 4 meter op i luften og gribe fugle og den kan dræbe dyr som er mange gange større end den selv! Vi sad dog ikke alt for lang tid, for i den tiltagene varme galdt det nu om at få Karakalen tilbage til lodgen og få den skinnet! Hvis dyret lå for længe i varmen, ville hårene begynde at falde af og da hundene også trængte alvorligt til en stor skål vand, begav vi os hurtigt retur mod bilerne…

Jagt i Sydafrika

Trofæbillede i slugten hvor katten faldt!

En fantastisk jagtdag var slut og selvom selve skudsituationen var hurtigt overstået og selvom vi ikke skulle løbe alt for langt igennem den uvejsomme bush, ja så var denne dag, én dag som jeg nok aldrig vil glemme!
Senere den aften sad vi endnu engang rundt om bålet med stjernerne over os og en kølig drink i hånden… Jeg vidste jeg ville sove godt den nat, men det blev dog ikke til så mange timer i køjen, for næste dag skulle byde på endnu en fantastisk jagtoplevelse!

Den kan du læse mere om, lige her på bloggen, om et par dage…

Knæk & Bræk!

Jagt i Sydafrika

En stor kat og en stolt jæger!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *