Hvil i fred lille Mille!

foto

foto

I mandags sagde Christina og jeg desværre farvel til vores elskede lille FT-springer, Mille! Mille blev næsten 14 år gammel og til sidst var det en cyste på livmoderen og en livmoderbetændelse som skulle være årsagen til vores farvel… Jeg sidder lige nu, med tårerne trillende ned af kinderne og kigger på hendes yndlings plads på terrassen. De sidste aftenstråler fra solen opvarmer træplankerne, men Mille er der ikke længere…

Mille var faktisk et decideret fejlkøb! For snart 14 år siden havde vi lige sagt farvel til vores ruhåret hønsehund Mikka og vi var alle kede af det. Vores lille gravhund Molly var decideret deprimeret og hun lå bare i sin kurv og så ulykkelig ud… Jeg selv kunne slet ikke forestille mig at gå på jagt uden en apporterende hund, så vi besluttede hurtigt, at vi måtte kigge efter en afløser. Vi var slet ikke klar til endnu en ruhår, så jeg besluttede mig for at jeg ville have en lille, tætbygget FT-springer som skulle være brun og hvid. Jeg ringede til 3-4 tilfældige kenneler og opdrættere men der var ingen som havde det jeg søgte… Det sidste opkald endte dog med en aftale om at jeg da gerne lige måtte komme ud og kigge… Det gjorde Christina og jeg og da vi kørte derfra, efter aftensmad og timevis af spændende snak, så sad lille spinkle “Snowy” bag i bilen! Vi døbte hende hurtigt “Mille” og hun var nærmest den diametrale modsætning af hvad jeg havde drømt om: Hun var bestemt ikke tætbygget, hun var mest af alt ranglet! Hun var ikke hvid og brun, hun var nærmest kridhvid med sorte tegninger over hoften og i ansigtet! Hun vandt dog hurtigt vores hjerter med hendes helt unikke kærlige sind og selvom mange troede at det var en ung engelsk setter, så var hun i mine øjne verdens bedste FT-springer!

Mille

Mille som helt ung og ivrig!

Jeg vidste ingenting om spaniels, andet end at jeg altid havde været imponeret over deres arbejdsglæde og iver, når jeg mødte dem på jagt.  Så alt var nyt! Jeg lærte hende selv at apportere, hjemme i vores lejlighed på Østerbro, hvor vi øvede os med sammenrullet sokker! Hendes søg fik vi hurtigt styr på og som opdrætteren havde fortalt mig, så var det mest af alt et spørgsmål om at jeg skulle lære at bruge fløjten, Mille kunne alt i forvejen!

Når jeg nu sidder og tænker tilbage på hende, så kan jeg slet ikke huske at hun nogensinde har været andet end enorm kærlig og hengiven og en virkelig ivrig jagthund! Jo vist, der var lige den periode hvor hun åd måske 10 par solbriller og almindelige briller som hvalp, men det var jo Christinas, de var vistnok billige (OK, ikke lige Gucci brillerne!) og det har hun vist også glemt… Næsten!

Mille

Når vi bare gjorde tingene sammen, så var Mille frisk på alle eventyr!

Jeg har så mange gode minder med Mille og der sidder stadig hendes fine små hvide hår på det meste af mit tøj… Disse vil forsvinde med tiden, men minderne vil altid bestå for Mille var virkelig den sødeste hund jeg nogensinde har mødt og min allerbedste jagthund!

Der er som sagt mange minder, men to vil jeg dog dele med jer her…

Den første er fra Milles første fugl som hun selv rejste og apporterede. Jeg havde trænet intenst med hende og da jeg endelig selv havde lært at bruge hundefløjten var vi klar til at forsøge os på rigtige vilde fugle! Jeg havde sat min far i stævne og instruksen var klar: Han måtte kun skyde hvis Mille rejste fuglen indenfor ca. 20 meter og udelukkende hvis hun satte sig og forholdt sig i ro i det fuglen rejste… Vi gik langs en skovkant og hun fik kontakt med et par fasaner hvor det ikke rigtig lykkedes med roen under opfløj, før det hele klappede! Jeg havde hurtigt bemærket at hun ændrede haleføring når der var rigtig frisk fært i luften, det var som om at den lille hale logrede endnu hurtigere end før, selvom det nærmest virkede umuligt!
Mille kastede sig frem i noget tæt buskads og op lettede der en sneppe på blafrende vinger! Dette var Milles første møde med skovsnepper og hun satte sig prompte ned, inden jeg overhovedet nåede at fløjte hende sit! Sneppen kastede sig ud over engen og fortsatte direkte væk fra os… Far er en rutineret sneppejæger, så da jeg råbte “SKYD!” faldt der prompte et skud som sendte den lille fugl til jorden… Mens de små lysebrune dun svævede i vinden kiggede vi begge på hinanden. Jeg kiggede langsomt ned på Mille som sad med hele den lille krop sitrende af spænding mens hun stirrede mig så intenst ind i øjnene, at jeg var bange for at hendes øjne simpelthen ville poppe ud af hovedet på hende! Jeg tror faktisk ikke at ordren “APPORT” nåede at komme ud af munden på mig, før hun snurrede rundt og løb lige hen til der hvor sneppen var faldet ned, samlede den op og spurtede retur med den, som om at hun havde apporteret hundredvis af fugle! Det havde hun ikke, dette var hendes allerførste men det skulle vise sig at være den første sneppe ud af talløse, som hun skulle finde, rejse og apportere for min far og jeg!

Mille

Den sidste sneppe som Mille fik apporteret!

Mille

Mille og Maddie på hårdt arbejde med at apportere ænder!

Mille

Andejagt var en af Milles favoritter!

Mille

Men gåsejagt kunne hun også li’!

Jeg tror faktisk at jeg har skudt over 100 snepper for den lille hvide hund med den logrende hale og især min nummer 100 i alt, står lysende klart for mig!

Mille

Min sneppe nummer 100, med en brombærmærket Mille!

Min far og jeg, gik på vores side, ned langs et levende hegn i vores yndlingsmose i Vestjylland. Lige inden et tæt brombærkrat kunne jeg se Milles hale logre på den der helt særlige måde, som kun betød én ting: Frisk fuglefært… Hun kastede sig helt ind imellem  de tætte, stikkende brombærgrene og op lettede en sneppe! Den fløj ud over engen og den faldt i første skud. Da jeg knækkede bøssen kiggede jeg tilbage på Mille som sad inde midt i busken, viklet ind i brombærgrene! Hen over hendes næseryg hang der en tornet gren og den tvang hendes lille hoved helt ned på brystet af hende! Selv i denne ubehagelige position, kiggede hun med det ene øje, som jeg kunne se, intenst og bedende på mig… “Må jeg ikke nok hente den?!” På hendes knaldsorte og våde næse piblede der små bloddråber frem fra alle tornene og alligevel var der kun én ting som hun ville, nemlig hente min fugl…  Det fik hun dog ikke lov til, for denne fugle skulle udstoppes, så den hentede jeg selv og jeg kunne mærke hende stirre mig skuffet i nakken mens jeg selv gik ud over engen.

Mille

Sneppeturen 2016, skulle blive Milles sidste…

I går aftes kiggede jeg på den udstoppet sneppe og jeg håber at hun fik tilgivet mig med tiden, lige nu føler jeg mig nærmest lidt tarvelig… Til gengæld fik hun lov til at apportere utallige ænder, fasaner og snepper igennem hendes lange hundeliv og det var faktisk også hende som fandt og apporterede min fars sneppe nummer 100!
På hendes gamle dage begyndte hendes kræfter dog at slippe op og i takt med at hun blev døv, gik alting lidt mere roligt og langsomt. Hun mistede aldrig sin jagtlyst, men det var som om at hun ikke rigtig kunne se de ænder som faldt længst ude i søerne, eller de fasaner som stangskudte og på stive vinger svævede hen til den næste remisse et par hundrede meter væk… Så var det godt at Maddie sagtens kunne se disse og hun havde og har kræfterne til at afløse gamle Mille…

Mille

Når Mille havde afleveret en sneppe, så fik jeg altid lige et hundekys på næsen…

Mille

Selv rypejagt i Sverige klarede hun i flot stil!

Mille

Selvom hun et par gange måtte bæres hjem om eftermiddagen!

I aften er jeg alene hjemme og jeg ved at det bliver helt enormt svært at falde i søvn… Jeg kan lige så godt indrømme det: Mille sov alle nætter i vores seng! Hun stod og ventede ved siden af min side af sengen og når jeg løftede dynen, sprang hun ind under den og rullede sig sammen ovenpå min ene fod! Der lå hun hele natten og i nat vil min fodende være helt utrolig tom og kold uden hendes lille bløde krop…

Mille jeg savner dig allerede helt enormt og jeg tror aldrig at jeg kommer til at møde en så kærlig, hengiven og trofast hund som dig…

Jeg håber og tror på at du nu er sammen med lille Molly i hundehimlen og i to skal nok få lavet nogle ulykker og jage med en masse snepper…

Ære være dit minde… Sov godt “Snowy” AKA Mille, min allerbedste jagthund!

Mille

Molly og Mille… Bedste venner!

26 Kommentare

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *