Hjortejagt i de Rumænske Karpaterbjerge. Del 1

_DSF5499-kopi_Easy-Resize.com
Hjortejagt i Karpaterne

Foto: Emil Heinsen

Disse linjer bliver skrevet i den mest fantastiske bjælkehytte i Rumænien!

Jeg er netop kommet ned fra de legendariske karpaterbjerge efter at have jaget kronhjort med 3 gode venner og min ven og fotograf Emil!

Vi ankom til Bukarest lufthavn sidste fredag og efter en lang køretur om natten, en kort overnatning i bjælkehytten og en omlæsning til nogle seriøse Landcruiserer, fortsatte turen op af de stejle bjergsider…

Jagten var arrangeret af Black Valley hunting og den ene af de to brødre, Catalin var vores chauffør. Lillebroderen, Adrian ventede på os i teltlejren, hvor han havde boet i den sidste uge for at gøre lejren klar og for at spejde efter brølende hjorte.

Vejret op ad bjerget var flot, selvom de ca. 25 grader og strålende sol ikke lige frem er det bedste for de store brunstende hjorte!

Karpaterbjergene er Europas længste bjergkæde som løber igennem 7 forskellige lande og er ca. 1.500 km. Lang. Bjergene huser Europas største skov og i denne, nærmest uberørte urskov, lever karpaterhjortene! Kronvildtet er markant større end den ”klassiske” centraleuropæiske og kan veje helt op til 500 kg.! De får ikke nødvendigvis lige så mange sprosser, men deres gevirvægt og masse ligger gennemsnitlig højt på vægtskalaen.

Hjortejagt i Karpaterne

En rigtig fin Ildsalamander, som lever i Karpaterbjergene!

En stor del af disse hjorte har formentlig aldrig set eller mødt et menneske før og deres levevis og vaner er udelukkende styret af naturlige hensyn og frygten for ulve og bjørne!

Jeg sidder nu og har fået et bad og en rigtig seng at sove i og forsøger at fordøje de mange oplevelser de mange dage i bjergene har budt på!

Lad mig sige det med det samme, denne jagt og oplevelse er simpelthen en af de bedste jeg nogensinde har haft! Organisationen, naturen, lejrlivet, maden og selve jagten har levet fuldt op til mine temmelig høje forventninger og drømme!

Jeg vil forsøge at beskrive vores oplevelser så godt som muligt og vil dele historien op, således at denne historie primært vil handle om lejrlivet og så de første par jagtdage…

Om et par dage følger der så en ny historie.

Efter et par korte timers søvn i bjælkehytten kørte vi i et par timer, før vi ankom til det mødepunkt hvor vi skulle mødes med Adrian. Vi stod i solen for foden af bjerget i vores helt rene tøj og stadig med Catalins hvide, rene bil.

Hjortejagt i Karpaterne

Rumænsk traffikprop!

Ned af den snoet bjergvej så vi Adrian komme kørende i en mudderdækket Landcruiser og ud steg Adrian og osede af livet i bjergene. Tøjet var støvet og mudret, skægstubbene var efterhånden blevet lange og ansigtet var vejrbidt og solbrændt. Alt i bilen og omkring Adrian lugtede af bål og lejrliv!

Vi pakkede hurtigt lidt om på alle grejerne og nu gik turen op af de meget velbrugte skovveje.

Jagtområdet som de to Vrabie brødre råder over var på 14.000 hektar og skoven var ejet af forskellige små landsby samfund som har en form for konsortie-ejerdel af skoven.  Det betyder at landsbyerne har ret til at hugge brænde til sig selv og i fælleskab driver de en mere organiseret træhugst, som de sælger videre. Derfor kunne vi bruge disse skovveje, i den ellers fuldstændig uigennemtrængelige skov som var en blanding af tæt underskov og oldgamle træer.

Hjortejagt i Karpaterne

Urskov!

Vejene blev primært brugt til de store skovmaskiner og traktorer og bar præg af at det meste tømmer blev trukket ned, i stedet for at være læsset bag på lastbilerne.

Vejene var forfærdelige, men Landcruiserne klarede det fint, selvom jeg var glad for at det ikke var min egen undervogn som fik den behandling!

Efter den temmelig bumlet tur ankom vi til toppen af en bjergryg hvor de to hvide tipi-telte ventede på os. Bålet sendte en doven røgsøjle op mellem de gamle grantræer og mens vi pakkede ud tilberedte lejrkokken et dejligt måltid af pølser, koteletter og stegt svineflæsk.

Hjortejagt i Karpaterne

Jægermad! Det var ikke meget salat vi fik..:)

Hjortejagt i Karpaterne

Kotelletter og lammekød med hvidløg!

Udsigten fra lejren var fantastisk og rundt om os bredte karpaterbjergene og de nærmest endeløse skove sig for vores øjne. Mens vi pakkede vores jagtgrej og gjorde os klar til aftenens pürch kunne jeg mærke spændingen stige, selvom både Adrian og Catalin var bekymret for den høje temperatur…

De forklarede at hjortenes store frygt for bjørne og især ulve gjorde at deres opførsel udelukkende var dikteret af rovdyrenes færden og så vejret!

Hvis det blæste, var diset eller tåget eller sneede så ville hjortene straks holde op med at brøle! Hinderne ville søge højt op i bjergene for at kunne overskue terrænet under sig, for med larmen fra vinden eller den dårlige sigt ved regn eller tåge, så var de urolige for ulve! Ud over disse faktorer, så betød varmen at hjortene måske ikke rigtig var i brøle humør, så der var mange faktorer som skulle blive afgørende for vores lille jagtselskab de næste par dage…

Vores første aften pürsch var relativ udramatisk, vi hørte et par hjorte brøle sådan lidt forsigtigt og det mest ophidsende vi oplevede var at vi så mange bjørnespor og friske efterladenskaber fra de store rovdyr! Emil og jeg kunne konstatere at vi ikke var de eneste jægere på dette bjerg!

Hjortejagt i Karpaterne

Et lille bjørnespor. Men hvor der er små bjørne, er der også store…

Christian, som jagede med Adrian, oplevede 5-7 forskellige hjorte brøle ret tæt på sin position, men de var nok mest af alt provokeret af Adrians brøl. Adrian havde et horn med som han prøvede at lokke hjortene tættere på med, men det var som om at alle hjortene stadig var bekymret for at gå ud i lysningerne og ingen af dem kom på skudhold denne aften!

Rutinen i lejren blev hurtigt lagt relativt fast: Vi stod op i buldermørke klokken ca. 5.

Hjortejagt i Karpaterne

Hvert tipi-telt havde en lille brændeovn!

Vi sov 4 mand i hvert af de store telte og Andreas havde taget sit eget lille telt med, som han sov i. Tipierne var udstyret med luftmadrasser og en lille brændeovn og de første par nætter var behagelige uden at være alt for kolde. Alligevel går det stærkt med at få skiftet til jagttøjet når man står 5 mand i teltet og forsøger at få bakset alt på plads, mens man morgen-fryser og alt foregår i det flakkende lys fra vores pandelamper! Morgenkaffen var cowboykaffe lavet over bålet og her kunne vi så sidde og vågne lige så langsomt før vi spredte os i alle retninger på bjerget…

Hjortejagt i Karpaterne

Cowboykaffe med det rigtige mærke!

Morgenjagten sluttede normalt klokken ca. 9/10 stykker og når alle var samlet omkring bålet, blev der fortalt historier og lavet en stor morgenmad som typisk bestod af masser af grillet kød og pølser og omelet.

Når morgenmaden var indtaget kunne vi sove lidt og ellers bare sidde og nyde udsigten og den helt særlige følelse som det vitterligt er at være på jagt i Karpaterne!

Hjortejagt i Karpaterne

Hygge sludder rundt om lejrbålet!

Hjortejagt i Karpaterne

Middagslur i tipien!

Aftenjagten startede klokken ca. 17 og sluttede når det var så mørkt at vi ikke længere kunne afgive et forsvarligt skud, typisk ved en 20-tiden.

Så mødtes vi alle igen rundt om bålet og endnu en grill-fest blev kokkereret mens vi fortalte endnu flere røverhistorier og nød den lokale øl, vin og hjemmebrændte snaps. Derefter tidligt i soveposen, for næste dag stod den igen på jagt!

Næste morgen jagede Emil og jeg med Catalin og en lille tavs guide som hed Dan.

Vi var ikke kommet langt ind i skoven før vi kunne høre et brøl på den modsatte bjergside! Lyden af hjortebrøl er magisk for mig! Det er en så urgammel lyd som tænder alle mine jægerinstinkter og mit hjerte hamrer så højt at det føltes som om at lyden nærmest kan høres 100 meter væk!

Hjortejagt i Karpaterne

Slugten vi stod og ventede ved…

Brølet denne morgen var ikke sådan rigtig kraftfuldt, det var mere lidt tøvende og udfordrende… Vi sneg os lidt længere ned imod en gammel lysning og kort tid efter lød der endnu et brøl fra hjorten. Denne gang var den dog betydeligt tættere på skovkanten og det var tydeligt at han havde fart på og var på vej ud i lysningen!

Både Catalin og Dan hviskede ivrigt og lavede ivrige fagter om at jeg skulle slå skydestokken op og at Emil skulle gøre sig klar!

Vi stod højt oppe på den modsatte bjergside, i skygge og i skjul mellem nogle oldgamle grantræer. Der var ca. 200 meter til den modsatte skovkant og mellem os var der en gammel skovrydning med halvhøj bevoksning… Mens jeg lagde riflen på plads i Viper Flexen, nåede jeg at forestille mig den brølende hjort ville komme ud i lysningen, brøle en enkelt gang og så var det jeg skulle tage mit skud!

Efter nogle lange minutter skete der dog ingenting og både Dan og Catalin blev lidt rastløse og bekymret. Hjorten burde være kommet frem og den burde også have brølt igen… Ingenting skete dog, før Catalin pludselig greb min skulder i et voldsomt klem og hviskede: ”There Jacob, THERE!!” Han pegede med sitrende fingre helt ned i bunden af lysningen og med et, kunne jeg se den store hjort! Han var på en eller anden måde kommet ud på lysningen højere oppe og gik nu langs med vores position langs kanten som var tættest på os!

Hjorten var stor! Jeg så i glimt hans massive og mankebeklædte hals og så opfangede jeg den højre krone, som havde 4-5 sprosser!

Hvis en Karpaterhjort har mange sprosser i kronen, så er det et gammelt monster og har formentlig en trofævægt på den anden side af 10 kilo!

Riflen blev straks afsikret og med ivrige hvisk spurgte jeg Emil om han kunne se den…

Mit røde sigtepunkt fulgte med hjortens skulderblad mens den store hjort gik imellem de forskellige buske… På et tidspunkt skulle hjorten under en stor væltet stamme og synet var så imponerende at ingen af os sagde noget eller trak vejret!

Hjorten gik lidt ned i knæ og lagde det store gevir ned langs ryggen… Mens han smøg sig under stammen kunne vi høre sprosserne kradse mod den gamle bark på stammen. Hjorten fortsatte med hovedet tilbage indtil at kronerne kom fri af stammen før han i nærmest slowmotion rettede hovedet igen og det store gevir atter pegede op mod himlen! Store hjorte har det med at bevæge sig med så stor ynde og alligevel med så meget indestængt styrke at det bare ser fuldstændig fantastisk ud!

Hjorten brølede et kort lille grynt før han forsvandt i skoven under os…

Catalin og Dan fik os straks indledt i en hidsig pürsch langs bjergsiden for at få afskåret hjorten som helt tydeligt var på aktiv jagt efter hinder og hans rute var nu fast, ned i dalen og væk fra os!

Mens vi forsøgte at bakse lydløst igennem skoven, følte jeg ikke engang ærgrelse over ikke at have skudt, bare synet af hjorten som gik under træstammen var nok for mig!

Hjortejagt i Karpaterne

Catalin og Dan opgiver hjorten, som er forsvundet ned i dalen!

Vi fik ikke kontakt til hjorten igen, men de næste par dage brugte vi på at gennemsøge netop denne bjergside i håbet om at se ham blot én gang til!

Hjorten var dog på udkig efter hinder og det var ikke ret sandsynligt at han ville dukke op igen netop her!

Imellem tiden skød Christian en rigtig fin hjort efter en spændende pürsch og vejret slog dramatisk om!

Hjortejagt i Karpaterne

Christians flotte regelmæssige 12-ender!

Før vi tog afsted på denne tur havde jeg spurgt lidt til hvilken temperaturer vi kunne forvente under vores jagt. Adrian sagde at vi skulle forvente mellem 0 og 25 grader! Jeg opfattede mest af alt hans svar som lidt ansvarsløst og useriøst, men mine tvivl blev gjort til skamme da vi en morgen vågnede op til sne og minus grader! De 25 plusgrader og strålende sol var nu radikalt ændret til minus grader, sne på jorden og hård vind! Vinden var det største problem men alligevel lykkes det os næsten på hver pürsch at enten se dyr eller høre forsigtige brøl hist og her…

Hjortejagt i Karpaterne

På post ved den store rydning!

Hjortejagt i Karpaterne

Først sad vi og ventede… Foto: Emil Heinsen

Hjortejagt i Karpaterne

Og så lå vi og ventede! Foto: Emil Heinsen

Jeg havde endnu en lige ved og næsten oplevelse med en kæmpe hjort en morgen hvor Emil og jeg var ude sammen med Dan og Florian. Vi jagede i det samme område vi havde set den første hjort og der var enkelte hjortebrøl i skovene omkring os. Hver gang vi troede en hjort var på vej op af bjerget, indledte vi en stejl opstigning, for så blot at høre hjorten nede i dalen!

Hjortejagt i Karpaterne

Dan og Florian på vej op af bjerget!

Vi kravlede op og ned flere gange denne morgen før vi befandt os imellem nogle gamle grantræer. Vi gik langs en slugt og var sådan set på vej retur til lejren. Dan og Florian gik ca. 20 meter foran mig og Emil et stykke bagved. Pludselig gestikulerede de to guider ivrigt til mig og jeg sneg mig hen til dem. Vi lå nu og kiggede ned i en lille dal hvor der stod 3 hinder og gloede retur på os! Hinderne havde rejst sig da de fornemmede Dan og Florian og nu hvor de så mig, var de virkelig på vagt! I dette øjeblik lød der en dyb og nærmest knurrende brølen lidt væk og hinderne begyndte at trave op af bakken væk fra os!

Vi vidste alle tre at en stor hjort ville følge i deres fodspor og nu gjaldt det om at gøre sig klar og at få Emil på plads!

Jeg kunne se hjorten i glimt mellem de tykke stammer og hvis jeg havde syntes den første hjort var stor, så var denne et vaskeægte monster!

Selvom jeg lå godt og havde et godt sigte, så var det en dårlig situation, for Emil fik aldrig fokus på hjorten og før vi vidste af det, forsvandt han efter hinderne!

Vi var alle 4 meget frustreret og selvom Emil og jeg forsøgte at pürsche os efter den lille ruddel, så så vi dem aldrig mere…

Florian sagde nedslået at dén hjort, var en vaskeægte ”once-in-a-lifetime” hjort!

Problemet var jo bare at da vi gik så forskudt, så opdagede hinderne guiderne lang tid før at Emil og jeg kunne komme på plads! Vi forsøgte at forklare at vi skulle gå mere samlet som en gruppe, men guiderne var skuffet og irriteret, så vi kom vist ikke så langt med den forklaring og instruktion!

Det er bare ikke så nemt at lave jagtfilm og slet ikke når guiderne ikke forstår at kameraet faktisk er vigtigere end skytten!

Da vi kom hjem til lejren lagde jeg mig i min sovepose og det sidste jeg så for mine øjne var en trofæhjort på over 12 kilo som langsomt gled igennem skoven, med mit sigte lige lidt foran skulderen… Skulle jeg have skudt?! Det havde jeg klart gjort hvis ikke vi netop var der for at lave film…

Hvad jeg ikke vidste var at næste dag, skulle byde på en helt perfekt jagtoplevelse, hvor alt klappede! Kameraet rullede, billedet var skarpt og Blaseren skulle få lov til at lyne hele tre gange!

Den historie kan du læse her på bloggen, om et par dage!

Knæk & Bræk!

Hjortejagt i Karpaterne

“Bushman TV”! Det er samme show på alle kanalerne, men showet er fantastisk!

2 Kommentare

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *