Hjortejagt i særklasse

14368743_10154046415004397_3407384643981368444_n

Hjortejagt

I tusmørket forsøgte Roman og jeg at snige os så lydløst som muligt igennem de unge bøgetræer. Det var ikke nemt for alle blade og kviste var tørre og indimellem dem, lå der agern og bog fra de store træer. Det var som om at alt hvad vi trådte på knasede, knækkede og bragede, men til vores held var de tre hjorte foran os, i den tætte skov, mere optaget af at brøle end at lytte efter to listende jægere…

Da jeg for et par uger siden havde talt med Anne Fick, fra DIANA jagtrejser, om denne jagt og dette revir, fortalte hun at det var et relativt nyt sted men området som stødte lige op til det store velrenommeret statsrevir “Chojna” som i jægerkredse er særdeles velkendt. På “vores” revir skød de 45 hjorte om året og med mere end 12.500 hektar at jage på, var der udsigt til masser af brølende hjorte… Her på vores sidste jagtdag, var vore forventninger og forhåbninger da heller ikke gjort til skamme! Vi havde set og hørt mange hjorte, vi havde haft mange lige-ved-og-næsten chancer og resultatet var da heller ikke skidt indtil videre… Mik havde aftenen før skudt sin allerførste hjort (Læs historien HER!)og Phillip havde skudt 3 hjorte og 2 små vildsvin! Den eneste som manglede at affyre et skud var bare mig!

Hjortejagt

To af vores guider, Roman til venstre og Pavel til højre!

Roman og jeg befandt os på et rydningsspor midt imellem en masse unge bøgetræer og foran os var der 3 hjorte som havde en intens brøle konkurrence! De var ikke langt foran os men vi kunne dårligt komme tættere på, så nu stod vi blot og ventede på at en af dem forhåbentlig ville komme i vores retning. Hjortene skiftedes til at brøle og feje mod træerne og det var tydeligt at de gik og cirklede lidt rundt om hinanden! Efter små to timers intens lytten og stirren ind mellem stammerne, så jeg endelig nogle hvide sprosser mellem træerne! Der gik en hjort lige bagved en stor kvasbunke og jeg kunne kun se de to kroner af geviret. Disse var dog besat med tre lange sprosser i hver, så jeg besluttede mig hurtigt for at denne hjort var den rette alder og ville nok minimum være en 12-ender… Hjorten gik langsomt med svingende hoved på den anden side af bunken og havde retning lige mod det rydningsspor vi stod ved. Afstanden var bare 50 meter og med riflen i skydestokken, gjorde jeg mig klar…

Hjortejagt

50 meter til kvasbunken. Riflen er klar…

Jeg afsikrede riflen idet jeg kunne se hjortens venstre forløb bøje sig i en 90 graders vinkel, for enden af kvasbunken… Midt i dette skridt stoppede han dog op og jeg kunne se at han drejede hovedet direkte mod os, bagved kvaset! Han skulle bare tage dette sidste skridt, så ville han stå frit til et skud, men i det samme kunne jeg mærke en kølig vind på min svedige nakke… Hele morgenen havde der praktisk talt været vindstille, men i dette sekund kom der et forræderisk vindpust direkte fra os og op imod hjorten! Han reagerede prompte og med geviret lagt ned langs ryggen løb han larmende igennem skoven, væk fra os… Med lyden af hans gevirer som ramte grene og kviste i ørene, vendte jeg mig om mod Roman som smilede på den der skuffet, men alligevel glade måde… En virkelig stærk oplevelse og når jeg skriver dette nu, kan jeg stadig helt tydeligt se det bøjet forløb for mig og de to flotte kroner stå i kontrast mod de grønne bøgeblade…

Hjortejagt

Hjorteskrab på et fyrretræ!

Hjortejagt

Kronvildtet skal nok komme over en indhegning hvis de vil…

Hjortejagt

… Og vildsvinene løber bare lige igennem hegnet!

På vej tilbage til bilen så vi en ung flot 12-ender gå og spise langs en skovvej, men nærmest inden vi havde fået kikkerterne op, afviste Roman denne hjort! De gamle hjorte var midt i deres højbrunst og det betød at de overhovedet ikke ænsede mad. De tænkte kun på at slås og parre sig med hinderne! En hjort som gik og spiste græs midt på formiddagen, var helt tydeligt ikke i brunst og derved blev han vurderet til at være alt for ung! Da vores polske guider havde brækket Miks hjort aftenen før, viste det sig da også at mavesækken var udspilet, men den var kun fyldt op med vand! Der var ikke en eneste fast perle af afføring i hele tarmen og når man tænker på at disse dyr på ca. 150-180 kilo skal bruge ca. 4-5 uger på kun at slås, parre sig og brøle, så er det endnu mere imponerende når kosten udelukkende står på lunkent mosevand!

Hjortejagt

Maveindholdet på Miks hjort… Udelukkende vand!

Hjemme ved hotellet stod det på endnu en dejlig schnitzel, tilberedt af køkkenet! Mik havde ved indtjekningen sagt at vi elskede schnitzler og kun ville have dette… Det fik vi så, til morgen, middag og aften og i alle mulige afskygninger! Kyllinge og svine schnitzler, med spejlæg, kartofler, kartoffelmos og med pomfritter… De var alle gode, men jeg tror nok der går lidt tid før jeg af mig selv bestiller en schnitzel igen!

Hjortejagt

En grævling som en stor ørn sad og spiste. Roman mente at det nok var en ugle som havde slået den ihjel den foregående nat!

Philip havde tilbudt at følge med mig på min aftenpürsch for at filme min jagt, så Roman, Philip og jeg kørte ud på turens sidste aftenjagt. Vi startede ud hvor vi slap om morgenen og idet vi steg ud af bilen kunne vi høre den første hjort brøle højt og dybt i skoven, bare 100 meter fra os… Vi brugte de næste ca. 2 timer på at snige os tættere på og igen befandt vi os midt i skoven omgivet af 3 hjorte som havde en intens brølekonkurrence! Den hjort jeg næsten havde skudt om morgenen havde nu fundet sammen med 4-5 hinder og kalve og de gik lidt frem og tilbage foran os. Der var enkelte gange hvor hjorten stod fri til skud i et par sekunder, inden en hind enten stod foran eller bagved ham! Mørket var efterhånden ved at sænke sig og  det var tid til en ny plan! Vi sneg os tilbage til bilen og kørte ud af skoven, ud til de store harvede marker udenfor skoven. Her så vi en hjort stå på vores højre hånd og efter at have kørt lidt længere frem sneg vi os tilbage af skovvejen.

Hjortejagt

Roman sidder og spejder efter hjorten imellem stammerne!

Hjorten havde dog set os og havde søgt tilflugt i skoven men mens vi stod og kiggede efter ham, kunne vi høre 2-3 andre hjorte brøle på den modsatte side! På denne side var der en stor bakket mark med skovkanter, levende hegn og midt på, lå der en stor beplantning, nærmest som en sjællandsk remisse! Klokken var ca. 19.15 og vi vidste at klokken ca. 19.30 ville det være så mørkt at et skud nærmest var umuligt! Vi gik i raskt tempo udover marken, med kurs direkte mod remissen. Da vi var ca. halvvejs kunne jeg se en hjort stå på den modsatte side sammen med ca. 10 hinder og kalve. Han stod med fronten mod os og udsendte et langtrukkent brøl! Vi trak lidt til venstre for at få remissen mellem os og rudlen og så nærmest løb vi op til remissehjørnet! Jeg sneg mig forsigtigt frem til kanten og kunne i håndkikkerten se den store hjort, stadig stå med front mod os og kigge intenst… Roman blev ved med at trække ud mod højre og altså væk fra remissens dække og skygge! Jeg kunne kun gætte mig til at hans mørke skikkelse stod i skarp silhuet mod den lyse harvede mark, så hvis dette skulle resultere i et skud, så skulle det være NU! Jeg målte afstanden til 200 meter ligeud og mens jeg fik Viper Flex skydestokken op, så jeg førerhinden begynde at trave forbi hjorten og udover marken… Riflen kom op og kliktårnet blev drejet op til 200…

Den lille røde prik fandt hurtigt hjortens brede bryst, men nu passerede hind nummer to også foran hjorten… Han stirrede stadig direkte mod mig og det føltes som om han kiggede mig lige ind i sjælen, igennem sigtekikkerten! Sikringen blev skubbet frem og nu drejede hjortens sit hoved for at kigge efter de to hinder. Jeg åbnede mit venstre øje og kunne se at resten af rudlen også var i bevægelse, alle sammen efter førerhinden, med kurs lige foran hjorten! Hjorten stod med det mørke og store gevir drejet i profil og det var tydeligt at han overvejede at følge efter hinderne… Jeg lukkede igen mit venstre øje og tænkte at dette var min eneste og bedste chance, men ligeså god som den var, ligeså smal var den også! Jeg kunne se den tredje hind i venstre side af sigtekikkerten og da den røde prik hvilede lige midt på brystet af hjorten, lige under den mørke manke, lod jeg skuddet gå!

Jeg så ikke nogen skudreaktion, men med ét var alle krondyrene i fuld fart på vej til højre udover marken! Støvet stod op omkring dem og da jeg instinktivt havde repeteret var jeg klar til et opfølgende skud! Jeg var helt overbevist om at det første skud var godt, så jeg måtte gå ud fra at hjorten var ramt! Ellers havde jeg ikke forsøgt et skud til en løbende hjort på ca. 200 meters afstand… Hjorten løb som nummer tre og der var plads både foran ham og bagved… Jeg havde taget riflen ud af skydestokken og havde et godt sving igennem den løbende hjort… Den røde prik var på vej op til skulderen og jeg forberedte mig på at nu skulle den blot en halv meter foran, så ville jeg skyde… Lige i det øjeblik, midt i mit sving mod højre, blev kikkerten helt mørk af en skikkelse som i fuld fart var på vej fra min højre imod min venstre side! Roman havde sat i løb, op imod skudstedet og nu var han altså løbet direkte ind i min skudvinkel!! Jeg rev riflen tilbage og pegede imod himlen, mens jeg nok udbrød et par eder og forbandelser!!! Jeg tror ikke rigtig Roman forstod hvor tæt han var på at blive skudt! Mit hjerte bankede nu endnu vildere og jeg forsøgte at ryste forskrækkelsen over næsten at have skudt Roman fra mig! Så længe jeg har gået på jagt, har der altid været én regel som var vigtigere end mange andre… Man går ALDRIG ind foran skytten, slet ikke som guide! Som skytte er det altid mit ansvar for hvad der sker med et skud, men at løbe ind foran mig, mens jeg er i gang med et sving på en løbende hjort, virker som et dårligt projekt… Roman var sikkert lige så ophidset som jeg var lige inden skuddet og han ville selvfølgelig bare gerne se hvad der skete med hjorten, men alligevel… Dette kunne sagtens have endt med en katastrofe!

Hjorten var stadig i bevægelse, omend han nu var sakket tilbage, bagerst i rudlen og jeg forsøgt igen at få et ordentligt hold på ham. Afstanden var dog ca. 400 meter og inden jeg kunne nå noget som helst forsvandt de bag de rullende bakker på marken! Jeg afspillede hele situationen for mit indre øje og selvom jeg var overbevist om at mit første skud var godt, så undrede jeg mig over at hjorten havde løbet ca. 500 meter uden rigtigt at tegne for et så kritisk skud! Han var faldet bagud i rudlen, men omvendt er det jo tit der hjorten løber, så det tog jeg ikke som en afgørende faktor…

Roman var stadig i løb, ikke mod skudstedet men med en kurs som ville afskære det tydelige spor henover marken. Jeg fulgte efter ham og vi gik begge og kiggede på den lyse markjord, for at finde blod eller andre tegn som ville bekræfte hvad der egentligt var sket…

Der var ikke en eneste dråbe blod og Roman gik lidt hovedrystende og mumlede for sig selv… “Katastofe, Nich tot, forbei schissen”…

Jeg syntes at hjorten, som den eneste af alle dyrene, enten sparkede sand op eller trak på mindst et af benene, for det var tydeligt at hans skridt ikke var så lette som de andre spor… I det lyse sand og på den meget finharvede mark, var det klart at der var store sandsprøjt ved hans afsæt eller nedsæt! Igen prøvede jeg at tolke på dette, men det kunne også bare være en 180 kilo tung hjort som måske var lidt træt i benene efter 4 ugers konstant brunst…

Jeg gik stadig og studerede spor da Philip og Roman var kommet op til skovkanten, hvor rudlen var løbet ind. Jeg gik nok lidt i mine egne tanker og kunne kun svagt høre og registrere Romans nedslående ord: “Nicht getroffen, ich bringe auto”… Men lidt efter lidt trang Philips ivrige nærmest hvæsende kommando igennem mit sind: “Jacob, kom her NU! Kom her, skynd dig!” Jeg kiggede op og så Philip som sad sammensunket ved skovkanten og kiggede ned i en slugt… Roman sprang ivrigt hen imod Philip men først da Philip skubbede ham væk og vinkede mig frem med vilde og store øjne, forstod jeg alvoren! Philip måtte kunne se hjorten og på hans bestmte toneleje og vilde fagter, måtte hjorten både være tæt på og også stadig i live! Jeg spurtede op til Philip og smed min lygte til ham! Han pegede den kraftige lyskegle ned i den buldermørke slugt og dernede kunne jeg se hjorten! Den røde pels på ryggen og den mørke manke var tydelig! Jeg fik straks riflen op og i sigtekikkerten kunne jeg se at han sad eller lå på maven i en vinkel skråt væk fra mig… Jeg var klar til at skyde igen, lige ned mellem skulderbladene, men jeg kunne også se det mørke gevir ligge fladt langs jorden… Endelig så jeg hans venstre bagløb ligge strakt ud bag ham og altså ikke foldet ind under ham… Efter disse tegn og efter at jeg havde forvisset mig om at han ikke trak vejret, afsikrede jeg riflen og kiggede på Philip. Vi var begge en smule mundlamme, forpustet og med en puls som enhver læge nok ville have sagt var livsfarlig! Hjorten måtte have snublet ned af skrænten og var styrtet sammen midt mellem de store sten! Kuglen havde truffet brystet lige midt på, men måske et par centimeter for lavt, så istedet for at ramme midt i hjertet, havde den ramt i den nederste tredjedel! Efter at have forklaret Roman situationen, mens han stadig lå hvor Philip havde skubbet ham ned, begik vi os ned af den stejle kant.

Hjortejagt

Den store ulige 16-ender så om muligt større ud i lygtens kolde skær!

Lommelygtens kraftige men kolde lys gav hele scenen en lidt uhyggelig og dyster følelse, men det var også spændende at nærme sig det store dyr og stadig ikke rigtig vide hvor stort geviret var… Det viste sig at være et stort gevir, rigtig stort! Hjorten var en ulige 16-ender med mørke og tykke stænger, såvel som at sprosserne også var tykke! Mens jeg sad med de tykke stænger mellem hænderne, gik det op for mig at dette ikke bare var den største hjort jeg har skudt til dato, nej det var faktisk den største hjort jeg nogensinde har set på jagt! Et rigtigt drømmetrofæ og en hjort som vil blive svær at overgå i fremtiden…

Selve jagtsituationen på denne hjort havde været kort, hektisk og endda dramatisk, men med alle de mange oplevelser fra Miks jagt i baghovedet virkede det som om at vejen hen til denne konklusion havde været lang og ekstremt spændende!

Mens vi sad og ventede på assistance med at få hjorten op af slugten kunne vi høre de andre hjorte brøle videre og nattens lydkulisse viste sig fra sin fineste side… Uglerne tuede, rævene skreg og jeg tænkte på om de andre, konkurrerende hjorte ville undre sig over hvor denne store gamle hjort blev af… Ville hjorten, som nok skulle overtage rudlen, tænke over hvad der var sket, eller ville naturen bare glemme at denne gamle skovkonge havde eksisteret? En ting er helt sikkert, jeg vil ALDRIG glemme hjorten og de intense minutter og jeg glæder mig til at få dette drømmetrofæ op på væggen hvor jeg vil sidde og kigge på det og tænke tilbage på de ekstreme oplevelser som brunstjagt på kronhjort kan tilbyde…

Knæk & Bræk!

Hjortejagt

Bedre oplevelse og trofæ skal jeg nok vente længe på…

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *