Forår betyder bukkedrømme…

BukkejagtI morges da jeg vågnede, var det til en flerstemmet sangkoncert af havens forårskåde solsorter! Lyden af solsortene som synger solen op er en traditionel forårsbebuder og samtidig med at min hustru begyndte at tale om køkkenhaven, krydderurterne og alle de andre dejlige havefornøjelser, så må jeg indrømme at solsortenes sang udelukkende mindede mig om bukkejagt! Den lydkulisse man oplever en majmorgen, når man sniger sig ud igennem duggen, samtidig med at solen står op er og bliver min favorit koncert! Tankerne i bilen, mens jeg kørte på arbejde blev ved med at vende tilbage til bukke, solopgange og fantastiske oplevelser tidligt om morgenen.

Bukkejagt

Morgensol i Polen…

Da jeg kom hjem fra arbejde, sad jeg og kiggede et par gamle billeder igennem fra jagtture og faldt over en buk som jeg næsten havde glemt alt om! Det var en fin buk som jeg skød på en bukkejagt i Polen for et par år siden og da jeg så billederne, væltede hele oplevelsen frem igen…

Min guide som var en ældre, og meget lidt snakkesalig type var trods de få ord vi udvekslede ganske hyggelig at være på jagt med. Han pegede meget, lavede fagter og grimasser, så vi kunne sagtens kommunikere uden ord.

Bukkejagt

Min flinke men temmelig hårdtslående guide!

Denne morgen var vi på vej ud til en lille eng, hvor vi aftenen forinden havde set en god buk. Vi kørte igennem en fyrreskov hvor solens stråler skinnede igennem nålegrene og skabte et fantastisk lysspil i det dugvåde græs og alle edderkoppespindene. Guiden parkerede bilen langt fra engen og vi sneg os langsomt langs en sandet skovvej. Engen var tom for dyr, men vi stilte os op af en brændestak og ventede lidt. Vi var begge to overbevist om at bukken ville dukke op og det var formentlig blot et spørgsmål om tid før der ville ske noget…

Bukkejagt

Solens stråler igennem skoven…

Vi skulle da heller ikke vente længe før to råer og bukken forsigtig sprang ud på engen. Den gamle polak hvæsede og gestikulerede, som om jeg ikke selv var klar over at det var nu det skulle ske! Jeg kravlede langs brændestakken og frem til en grøftekant hvor der var en gammel sammenfaldet halmballe. Fra denne havde jeg perfekt anlæg og skulle nu bare vente på at bukken ville stå stille, med siden til… Lige som jeg skubbede sikringen frem følte jeg en stikkende smerte på min venstre hånd! Med det samme stak det pludseligt hele vejen op af min arm, på min mave og bryst og på min nakke! Jeg kiggede forbløffet ned af mig og indså at den gamle halmballe var en stor myretue! Der var vel over 100 hidsige myrer på mig og de forsøgte alle at finde et stykke bart skind som de kunne bide og stikke i! Jeg baskede myrer af mig, samtidig med at jeg forsøgte at komme tilbage til brændestakken, alt imens jeg prøvede at gøre det så langsomt og forsigtigt som muligt, så de tre rådyr ikke skulle opdage mig!

Min polske ven hjalp mig med at baske myrer af, selvom det mest af alt føltes som om han bare gav mig lussinger over hele kroppen! Han hviskede og hvæsede stadig og mens han slog mig, kiggede han hele tiden ud mod bukken!

Bukken og de to råer havde heldigvis ikke opdaget noget, så da den sidste myre endelig blev klasket, kunne jeg forsøge igen… Selvom det gjorde ondt over hele min krop, så fandt jeg dog hurtigt et roligt og godt anlæg på brændestakken. Bukken og råerne var nu ikke langt fra den modsatte skovkant og min guides hidsige lyde blev mere og mere intense…

Skuddet faldt i det, bukken rejste hovedet en sidste gang og mens råerne sprang ind i skoven spjættede bukkens fire løb en sidste gang i det høje grønne græs…

Bukkejagt

En fin 6-ender, som fremover kun bliver kaldt “myrebukken”!

Guiden grinte højt og faktisk også hele vejen ud til bukken. Efter den fine polske tradition med de tre små grene, insisterede han på at han skulle brække dyret mens jeg blev sat i en solstråle med en lokal flaske brændevin, hånden. Jeg formoder at han mente at det var den helt rette medicin mod myrebid!
I dag er der “Kun” 50 dage til at bukkejagten begynder i Danmark og heldigvis kun 45 til det samme sker i Polen!
Jeg glæder mig, gør du?

Knæk & Bræk!

Bukkejagt

Der er så meget klassisk Polen over dette billede…

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *