En fridag i andejagtens tegn

img_9613_fotor

img_9613_fotor

I torsdags havde jeg taget mig en fridag og dagen skulle bruges på at være apportør på en andejagt. For mig er det at få lov til at arbejde med mine hunde næsten lige så sjovt som selv at skyde med. Når jeg selv skyder, har jeg jo også hundene med, men når jeg “kun” skal apportere kan jeg rigtig koncentrere mig om de to hunde og jeg kan rigtig nyde de mange oplevelser og forskellige situationer som opstår. Jeg vil næsten, også kun næsten, hellere blive inviteret som apportør, som jeg vil inviteres som skytte…

Mille og Maddie opfattede hurtigt at de sædvanlige morgenrutiner var lidt anderledes! Normalt står vi op kl. ca. 5.45 og det første der sker er at de to hunde bliver lukket ud i haven. De når lige at tisse, før de vil ind for at have mad. Når de har spist den, skal de ud igen og når de så skal ind plejer det at passe med at jeg har været i bad og har fået en del af mit tøj på…

Denne morgen, havde jeg kun nået at få bukser på, mine jagtbukser vel at mærke! Begge hunde løb forbi mig da jeg åbnede havedøren men de nåede kun lige inden for døren, inden de nåede at lugte at jeg havde taget “de rigtige” bukser på!

Resten af morgenen blev brugt på at sidde eller være meget tæt på mig, i frygt for at blive glemt! Selvom det efterhånden er længe siden at vi har været på “rigtig jagt”, så var der slet ingen tvivl i de to hundes sind om hvad dagen skulle gå med og de ville med!

Turen til Lykkesholm slot på Fyn foregik i pragtfuldt solskin og forventningens glæde spredte sig i hele bilen. Jeg elsker virkelig andejagt og selvom jeg ikke skulle skyde en eneste and, denne dag, så kørte tankerne rundt om høje ænder som rappende, fløj imod den lyseblå himmel. Jeg ved ikke rigtigt hvad det er som jeg så godt kan lide ved andejagt, men det er bare noget særligt.

Da jeg kørte ind på gårdspladsen, stod de fleste apportørerer allerede og ventede i skyggen og de ca. 26 graders varme og strålende sol varslede om en flot men varm dag.

Efter en parole for os alle, fordelte de ca. 20 apportørere og medhjælpere sig, med og rundt om de 8 skytter. Første såt bød på en stor sø med fine skydeplatforme og masser af små halv- og hele øer. Ca. halvdelen af søen havde store sivbræmmer og mens vi listede os på plads, kunne vi tydeligt høre de tørre “RAAAAAP RAAAAP” fra ænderne i søen.

andejagt

Den helt særlige spændte fornemmelse inden den første and går på vingerne!

Maddie har ikke ret meget erfaring med decideret apporterings arbejde og Mille kan jo næsten ikke høre noget længere, men det var tydeligt at de var helt med på hvad der skulle ske da det svage “jagt begynd” signal kunne høres…

Ænderne blev lettet i små flokke, sådan så de ikke allesammen skulle komme på vingerne på én gang. Skuddene bragede og

i takt med at flere ænder kom i luften, faldt der også flere og flere døde ænder ned på vandet.

Vi vidste at det ville blive en lang såt, så der var ingen grund til at apportere dødskudte ænder langt ude på søen, vi apportører skulle derimod primært koncentrere os om anskudte eller vinge-skudte fugle.

Mellem den skytte som jeg stod bagved og den næste i kæden var der en lille ø med krogede træer og en gammel rådden gangbro. Jeg så hurtigt at hvis jeg kunne komme derud, så kunne jeg både apportere ænder ude midt på søen og enkelte anskudte og uskadte ænder søgte imod denne ø.

andejagt

Udsigten ude på den tætbevokset ø!

Jeg listede mig ud på de glatte, delvis rådne brædder og da vi var derude kunne jeg tydeligt se på Mille og Maddie at der var fært. Begge hunde blev sendt i frit søg og Maddie nåede ikke langt i det mudret, ufremkommelige terræn, før hun stivnede i en stram stand! På den anden side, af en væltet stamme, lå der 3-4 ænder og gemte sig. På kommandoen “REJS” forsøgte hun at springe over stammen men det bløde mudder gjorde fremspringet vanskeligt og hun endte midt på stammen, smurt ind i mudder og med alle fire ben sprællende i vandoverfladen! Ænderne reagerede dog prompte og fløj med høje rappen ud af de grønne grene… Maddie fortsatte sit søg igennem stammer og rådne træer mens Mille, som er noget mere erfaren, blot sprang fra bræt til bræt og lod Maddie om det hårde arbejde. Jeg smilte lidt for mig selv mens jeg listede mig længere ud og Mille blot observerede Maddie. Når Maddie drev ænderne tæt på hende, så sprang hun i og enten rejste eller apporterede en anskudt and! Erfaring slår ungdommeligt ivrighed hver gang…

andejagt

Den første and er apporteret!

andejagt

Mille er mudret men kigger efter ænderne som flyver over øen!

andejagt

Maddie med dagens første and!

Det blev en lang såt og efter ca. 2 timer lød signalet “jagt forbi”. Lyden fra jagthornet ekkoede fra bred til bred og mens skytterne pakkede sammen fortsatte efterapporteringen. Vi havde haft travlt ude på den lille ø og især Maddie havde arbejdet hårdt! Hun havde svømmet rundt i det tykke mudder i næsten to timer og havde drevet med ænder og apporteret både døde og anskudte fugle! Maddie har jo ikke altid elsket at apportere, så det var simpelthen så fantastisk at se hende komme svømmende med en and i munden, efter at have været “alene” i frit søg i flere minutter. Når hun så kravlede op på den mudret og glatte gangbro og kom listende hen for at sætte sig for at  aflevere anden, var jeg så stolt at jeg næsten kunne revne…

andejagt

Mille sidder klar, mens Maddie kommer med en and!

andejagt

Endnu en and bringes hjem i det vanskelige terræn!

andejagt

Mille med såtens sidste and!

Da alle ænder var samlet op, mødtes vi ved en lille robåd. To mand gik i båden og jeg og en anden hundemand iførte os waders. Nu skulle alle sivbræmmer søges igennem! Vi to med waders gik sammen med den ene ansatte skytte, Christian Juul, ude i sivene. Oppe på bredden gik der to andre hundeførere og tanken var at evt. anskudte ænder enten ville blive opsamlet af hundene eller ville søge ud i søen hvor de to i båden kunne affange og opsamle ænderne. Christian havde slået nogle bredde tydelige spor i de høje siv, men det var stadig hårdt at gå i! Vanddybden varierede fra ankel dybt til brystdybt, men hvis det var hårdt for os mennesker, så var det intet imod hvor hårdt hundene havde det! De svømmede og sprang rundt igennem sivene og langs kanterne og vi var da heller ikke nået halvvejs før gamle Mille ikke kunne mere! Jeg bar hende ud til båden og resten af turen sad hun og tronede og holdt øje med os.

andejagt

Efter såten og mens jeg ventede på at iføre mig waders!

andejagt

Mille og Maddie afventer at efterapporteringen skulle begynde!

Maddie var også ved at være godt brugt og når hun fik fært af en død and, som var drevet ind i sivene, så gik hun i en stand som jeg havde svært ved at få hende videre fra… Selve søget blev også mindre og mindre og det var tydeligt at kræfterne var brugt op. Det passede dog fint med at vores hold skulle afløses af et hold friske hunde og førere og mens vi blev kørt til frokost, overtog det nye hold for at afsøge resten af sivene.

I skyggen fra en gammel ahorn på gårdspladsen, spiste vi smørrebrød og både hunde og mennesker havde godt af denne lange frokostpause!

Selvom de waders jeg havde lånt var tætte, så var jeg alligevel blevet drivvåd af sved, så det var rart at sidde i godt selskab og tørre lidt…

Dagens anden såt var en sø, i kanten af en mark, som jeg kender godt. Hele søen er omkranset af høj bevoksning så ænderne kommer ofte pludseligt og højt og der kan også sidde rigtig mange krikænder!

andejagt

Dagens anden såt!

Jeg fik til opgave at apportere og loade for en ældre amerikaner som var pensioneret dyrlæge. Han blev hurtigt lidt forelsket i Mille og var især imponeret over at hun på trods af hendes døvhed kunne arbejde. Mille og jeg har efterhånden fået udviklet et tegnsprog, som gør, at jeg blot peger på hende og derefter ud på anden som kommandoen “APPORT”! Efter at hun har afleveret en and, så sætter hun sig tit et par meter væk fra mig og holder øje med både mig og de faldende ænder. Hendes ro og erfaring er fantastisk og da jeg også skulle loade for den ældre skytte, så var der et par ænder som faldt, som jeg ikke observerede. Når der var lidt ro på, kunne jeg kigge på Mille og hvis hun stirrede intenst på mig, betød det at der lå en and som ikke var apporteret. Med håndtegnet, strøg hun ud over pløjemarken og hentede den døde and!

Maddie holdt jeg i snor og hun fik lov til at hente de ænder som landede langt væk, eller som faldt i den tætte underskov. Da såten havde været i gang i ca. 20 minutter, rakte skytten mig den knækket bøsse med ordren: “hold this”… Han tog sit kamera frem og begyndte at tage billeder af Mille, mens ænderne fløj over hovedet på ham! Han havde aldrig været i Danmark før og det var tydeligt, at for ham gjaldt det ikke blot om at skyde så mange ænder som muligt- nej, det var hele oplevelsen som talte og da han havde knipset ca. 20 billeder af lille Mille så var han klar til at skyde videre…

Da såten var slut havde skytten skudt præcist 10 ænder og vi havde også samlet lidt ænder fra naboskytterne. Jeg samlede de afskudte hylstre op og da skytten vendte sig for at give hånd og sige “tak for hjælpen” så stak han mig en sammenkrøllet 20 dollar seddel, på den klassiske amerikanske måde, mellem fingrene og med i håndtrykket. Jeg forsøgte at sige “nej tak”, men han kiggede strengt på mig og sagde med tyk amerikansk accent: “It ain’t for you, young man… It’s for Meeelliii! Buy her something nice!” Det kunne jeg ikke sige noget imod, så med dollarsedlen i lommen, samlede jeg ænderne og sammen gik vi op mod bilerne.

En varm og god jagtdag var ovre og jægerne, medhjælpere, de to skytter, hornblæsere og hundeførere samledes i parken foran Lykkesholm slot som skinnede flot gult i solen. Tonerne af “andens død” og “jagt forbi” rungede mellem slotsmurene og gav ekko henover slotssøen. Den helt særlige følelse af respekt og andægtighed faldt over hele gruppen og med bøjet hoveder kunne vi kigge på en flot parade og tænke tilbage på en suveræn flot andejagt. Bevares, en del af amerikanerne tog mange billeder og videoer af hornblæserne og paraden, men de er jo heller ikke vant til disse flotte og vellagte parader…

andejagt

Efter paraden, takkede skytterne alle hundeførere og medhjælpere!

På vej hjem i bilen, kunne jeg høre hundene snorke fra bagagerummet, samtidig med at jeg forsøgte at forklare en god ven på telefonen, hvorfor jeg havde taget en fridag for at knokle rundt i 26 graders varme iført waders og nu lugtede af sved og mosevand! Jeg er ikke sikker på at han helt forstod det, men det gør heller ikke noget, jeg havde haft en fantastisk dag og med bilen fuld af trætte og snorkende hunde og med moselugten i næsen, glædede jeg mig allerede til næste gang at jeg kan være apportør på en god andejagt!

Knæk & Bræk!

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *