En dramatisk eftersøgning!

26734119_10155383063199397_6707473979378602069_n

jagt i namibia

Denne, den tredje morgen i Namibia skulle jeg følge med Casper på jagt. Casper havde en drøm om at skyde en stor flot trofæ-Oryx og denne morgen skulle det være!

Dette er den femte historie fra Namibia.

Du kan læse de forrige historier her:

1. HISTORIE

2. HISTORIE

3. HISTORIE

4. HISTORIE

jagt i namibia

Casper og jeg hvor vi stadig er spændte og begejstret for dagens jagt! Her vidste vi endnu ikke hvad dagen skulle byde på…

Vi startede som sædvanligt med en morgensamling ved bilerne, hvor vi blev fordelt i de forskellige pick-ups, alt efter jægernes ønsker for dagens jagt… Casper og jeg fik Hannes som tracker og han lyste op i øjnene, da han hørte at Casper gerne ville skyde en stor Oryx! Vi kørte ud i bushen og i det pragtfulde varme morgenlys fra den opstående sol, gik vi på række efter Hannes… Vi gik vel en lille time før Hannes pludselig sank lidt sammen og gemte sig bagved en tjørnebusk! Jeg gik bagved Casper og jeg kunne med det samme se spændingen løbe igennem kroppen på ham! Han sank også sammen og svang langsomt riflen af skulderen… Hannes pegede ivrigt frem og vi kunne ane et par lange horn som stak op over det høje gule græs!

En lille flok oryxer græssede langsomt, ned imod os og afstanden var ca. 150 meter… Hannes slog Viper Flexen op og mens Casper lagde riflen tilrette, kiggede både Hannes og jeg i kikkert mod den lille flok. Dyrene havde ikke opdaget os og de gik langsomt lige ned imod os, mens de græssede fra både græsset og de små buske. De sorthvide og grå dyr så fantastiske ud med solen som skinnede i de blanke horn, mens det tørre gule græs gav en fantastisk kulisse…

Jeg målte afstanden og hviskede til Casper at der var 100 meter til det nærmeste dyr… Jeg kunne ikke rigtig se forskel på dyrenes horn, det så ud til at være en gruppe af jævnaldrende tyre, med nogenlunde lige lange horn.

Casper stod klar med riflen i skydestokken og så snart et af dyrene vendte siden til, skød han!

Både Hannes og jeg syntes vi så oryxen løbe fremad med stift forben, hvilket oftest indikere et fint træf på skulderen, men alle dyrene forsvandt i en lille støvsky og stilheden sænkede sig over os.. Hannes var allerede på vej frem mod skudstedet mens Casper vendte sig mod mig og spurgte mig om skudtegn og hvad jeg havde set!

Med tanke på min egen oplevelse med en særdeles skudstærk oryx, i frisk erindring, var jeg overbevist om at skuddet fra Casper, havde været godt placeret! Jeg var ikke overrasket eller nervøs over at det store dyr ikke var faldet i skuddet, så med opmuntrende snak, gik vi begge efter Hannes…

jagt i namibia

Ikke det nemmeste terræn at lede efter blodspor i!

Vi fandt aldrig rigtig skudstedet og det var tydeligt at Hannes heller ikke ledte efter det! Han koncerterede sig i stedet om det sidste sted han havde set det påskudte dyr. Ikke helt sådan vi ville gribe det an, her i Danmark, men det gav måske mening, da ingen af os rigtigt kunne udpege det præcise skudsted! Hannes fandt hurtigt blod på både jorden og på de lange gule græsstrå og  nu var vi da på sporet… Casper åndede lette lidt op og stemningen steg meget i vores lille gruppe. Til at starte med var der temmelig meget blod og jeg må indrømme at jeg blot troede at vi skulle gå et par hundrede meter, før vi kunne finde den døde oryx. Det skete bare ikke!

Efter en times tid, mistede vi kontakten til blodsporet og mens Hannes gik i cirkler for at finde den næste bloddråbe, så stoppede Casper og jeg op ved det sted hvor vi sidst havde set blod. Efter en lang eftersøgning, kom Hannes slukøret tilbage og forklarede at han ville køre tilbage for at hente de tre hunde…

Casper og jeg satte os ved en lille busk og indledte os på en lang og varm ventetid… Det er aldrig rart at vente på eftersøgningshunde, når man har affyret et skud! Alle som nogensinde har ventet på en sweisshund, kender fornemmelsen, så jeg forsøgte at berolige Casper med snak og distraktion, inden vi begge lagde os i solen for at sove lidt…

jagt i namibia

Det blev en lang og varm ventetid, men vi var stadig forhåbningsfulde…

Efter et par timer, kunne vi høre bilen langt fra os og igennem bushen kom Hannes gående med to andre trackere og de tre hunde.

Den ene hund var en sporhund af en foxhound-type og de to andre var to små Bullterriere. Proceduren var at sporhunden fik lov til at følge sporet et stykke, indtil at alle var sikre på at den gik på selve blodsporet. Derefter ville den blive sluppet af snoren og så snart den gav hals, ville de to andre blive sluppet. De to terriere kunne ikke spore noget som helst, men de kunne tilgengæld slås og meningen var at de to skulle affange dyret! Den ældste af de to Bullterriere blev kaldt “tripod” fordi den manglede et helt bagben! Det havde den mistet i slåskamp med en anden oryxtyr, men den episode havde blot gjort hunden endnu hurtigere og endnu mere aggressiv overfor anskudt vildt!

jagt i namibia

Jeg markerede hvert sted vi fandt blod, i tilfælde af at vi skulle miste kontakten til sporet…

Den store sporhund fandt hurtigt blodsporet, selvom de tre trackere var kommet fra den forkerte ende af sporet og bare lod hunden gå den modsatte vej et godt stykke… Ikke helt den samme metode, som jeg har oplevet de dygtige sweisshundefører bruge, herhjemme i Danmark, men efter et stykke tid havde hunden opdaget fejlen og nu trak den ivrigt i snoren og gik snorlige på blodsporet, i den rigtige retning… Hannes slap den ivrige hund og mens vi stod og ventede på at høre den dybe halsen, steg spændingen blandt os alle! Der gik ikke længe før vi kunne høre, hvad der mindede om standhals, selvom det lød som om det var meget langt væk! De to terriere hørte det også og de begyndte straks at hyle og danse rundt i snorene! De blev også sluppet og forsvandt hurtigt igennem det høje græs! Vi løb alle frem mod lyden af dyb hundeglammen og Caspers bekymret mine var blevet forvandlet til et forventningsfuldt smil… Vi troede vel alle at trackerhunden havde fundet oryxen og på nuværende tidspunkt, var jeg helt overbevist om at den da måtte være død…

Vores smil blev dog hurtigt forvandlet til forundret nervøse miner, da vi pludselig stod foran et kæmpestort hulekompleks! Græsset var slidt væk mellem de 4-5 store huller og synet mindede mest om et stort rævekompleks, som jeg kender hjemme fra Danmark! Der hang en lille støvsky, fra det røde sand, i luften og dybt nede under os, kunne vi høre alle tre hunde gø og knurre voldsomt! Trackerne begyndte straks at råbe på hundende samtidig med at Hannes dirigerede Casper og jeg væk fra hullerne! Jeg spurgte nervøst hvad der mon var nede i de store huller og Hannes svarede henkastet: “Warthog… Perhaps!” Hannes mente altså at dette var et vortesvins kompleks, men i virkeligheden kunne der jo bo alt lige fra hulepindsvin til leopard nede i mørket! Vi kunne høre hundene slås med et dyr under os og jeg kunne mærke jorden ryste i takt med at slåskampen blev mere og mere intens! Jeg forsøgte at filme Casper og få ham til at fortælle hvad der foregik, da der pludselig fløj et vortesvin ud af et af hullerne! Alle trackerne smed sig væk og det var helt klart at disse gutter havde enorm respekt, for ikke at sige frygt for dette lille stærke dyr! Casper svang riflen af skulderen, lige som at soen kiggede op på os… Det var som om at hun overvejde et splitsekund at gå efter os, men heldigvis besluttede hun sig for at løbe væk i det høje græs… Vi brød alle ud i en lettet latter som dog havde den der karakteristiske lyd af adrenalin-fyldt lettelse over at have sluppet ud af en decideret farlig situation!

De tre hunde kom hurtigt op af hullet og alle undtagen “Tripod” var sluppet helskindet fra slåskampen! Den gamle slagsbror havde fået en stor flænge under hagen og blodet piblede ud at den lange flænge… Trackerne kiggede på såret mens hunden bare gerne ville have lov til at eftersætte svinet…

Vi satte os lidt i skyggen, dels for at hundene kunne få pusten igen, men lige så meget for at vi alle lige kunne få vejret og få pulsen lidt ned! “Tripod” sad og gispede ivrigt efter vejret, mens blodet løb ned af halsen på ham, men jagtlysten lyste stadig ud af de små sorte øjne…

Efter alle havde fået lidt vand og roen endnu engang havde sænket sig, fortsatte vi sporingen af oryxen… Trackerhunden fandt hurtigt sporet igen, men nu gik sporet direkte tilbage mod det sted hvor Casper havde skudt til den! Vi var et par hundrede meter væk fra det oprindelige blodspor, men nu gik vi nærmest parallelt med det spor, tilbage igennem bushen… Trackerne slap igen den store foxhound og så gik vi ellers lidt sporadisk og spredt frem langs sporet… Det var som om at såret på oryxen var sprunget op, for nu så vi igen masser af blod på jorden og op af græsstråene!

jagt i namibia

Fine sarte blomster i den stegende sol!

Der var vel gået ca. 4 timer fra at Casper havde skudt og jeg havde svært ved at forstå at oryxen stadig var i live og hvorfor den var løbet retur mod skudstedet! Den eneste forklaring jeg kunne finde frem til, var at den måtte have stoppet i nærheden af vortesvinshullet og her havde den stået indtil at bilen med trackerne og hundene var kommet kørende fra den anden ende af “blocken”… Dette måtte have skræmt oryxen til at løbe retur og væk fra bilen… Trackerhunden kom ikke med nogen hals og efter et stykke tid kom den retur og søgte nu bare lidt på må og få… Alle hundene var varme og trætte og hver gang de kom til lidt skygge fra et træ, smed de sig og gispede efter vejret… Temperaturen var kommet op på ovet 30 grader og vi havde nu gået i ca. 6 timer midt i solens ubarmhjertige stråler! Vi havde ikke mere vand, hverken til hundene eller os selv og beslutningen om at afbryde eftersøgningen og vende retur til campen, var ikke rar at tage, men nødvendig!

Casper var ulykkelig og selvom planen var at vi ville tage derud igen efter vi havde fået noget at spise og drikke, så var stemningen og optimismen ikke ret høj under kørslen hjem…

Vi spiste en hurtig brunch og steg endnu engang på bilen men denne gang sammen med 5-6 friske trackere og hundene i snor! Klokken var ca. 2 om eftermiddagen og solen bagte ned fra en skyfri himmel! Jørgen var også taget med på denne tur og vi lavede hurtigt en simpel plan om at gå på linje, op og ned af “blocken” for at lede efter blod eller sporet… Efter ca. 4 timers intens og varm eftersøgning, måtte vi give fortabt… Både Casper og jeg var stadig overbevist om at skuddet havde været godt placeret, men vi kunne ikke rigtig ignorere at vi ikke kunne finde dyret! Hvis oryxen stadig var i live, så havde kuglen tydeligvis ikke ramt som forventet og hvis hundene og trackerne ikke kunne finde blod eller bare sporet, så måtte vi indse at dyret var tabt… Casper var forståeligt nok ked af det, men sådan er jagt jo også engang imellem!

Vi gør os så meget umage for at placere kuglen helt rigtigt og for det meste går det jo godt! Når det så, en sjælden gang imellem, ikke går som planlagt, så skal man lære noget af situationen og så ellers hurtigst muligt rykke videre… Det nytter ikke noget at tage gamle bekymringer og fejl med til næste situation, det vil ikke hjælpe noget… At såre et dyr og ikke finde det igen, er nok noget vi allesammen vil blive udsat for som jægere, men behageligt er det bestemt ikke!
Casper og jeg brugte lang tid på at tale hele situationen igennem og jeg tror ikke nogen af os vil glemme den dag under den varme Afrikanske sol lige foreløbig…

Heldigvis skød Casper en rigtig fin oryx den næste dag, i ét velplaceret skud, så det trofæ vil nok altid minde Casper om både jagtlig fiasko og enorm glæde og success…

jagt i namibia

Caspers medalje Oryx!

jagt i namibia

En lykkelig jæger, som endelig fik sit drømmetrofæ!

Knæk & Bræk!

 

 

8 Kommentare

  • Rune siger:

    Igen, skide godt skrevet. Man føler man var med jer derude efter den oryx.

  • Jørgen siger:

    Godt skrevet som altid. Som at være der igen, en noget speciel eftersøgstaktik de anvender på de breddegrader.

  • Casper Troelsen siger:

    Hårene rejste sig da jeg læste det, TAK Jacob for at genskabe en meget lærerig, og vanvittig dag – det var en fornøjelse at have dig med, bedre sparringspartner findes ikke!! Tak fordi du så udførlig genskaber øjebikkene.

    • Jacob Kamman Jacob Kamman siger:

      Kære Casper.
      Det var simpelthen så lidt! Det var en fornøjelse at være med dig, selvom det var en lidt vanskelig dag…

  • Alex siger:

    Som altid god læsning, jagt i Namibia er bare super fedt

    Men at ligge sig til at sove, er da nok den for farligste situation i min verden, vi skød en sort mamba som krydsede sporet.

    Jeg skulle ikke ligge og sove nogen som helst steder, Namibia har den største koncentration af giftslanger og for lige at krydder der lidt også de mest sindsygt giftige

    Jeg lagde mig ned netop for at sove da jeg var blevet væk under en eftersøgning, jeg kom på poterne igen da jeg kom i tanke om de kryb :)

    Super læsning Jacob

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *