Driverliv i de svenske skove
I sidste uge var jeg i Sverige med Maddie for at deltage som driver på en jagt. Det var jo rent faktisk Maddie som var blevet inviteret, men jeg fik dog lov til at tage med og endda også med min riffel!
Maddie er efterhånden blevet en ren drøm at gå igennem med. Hun går ikke for langt i hendes søg og når hun får fært i næsen eller kontakt med dyrene, så driver hun med høj og skinger hals! Hun driver lystigt med alt fra rådyr til elg og selvom hun til tider kan være rigtig tæt på dyrene, så kan jeg se på GPS’en at hun ikke driver længere end ca. 400-500 meter, før hun selv vender tilbage til mig. Helt perfekt, for når hun er i hælene på f.eks. dåvildt, så nytter det heller ikke noget hvis hun sætter så meget fart i dyrene, at skytterne ikke kan skyde til dem!
Vi skulle mødes ved det svenske revir klokken 8 til morgenmad og under spisningen trak skytterne lod om posterne og vi drivere fik udleveret små kort over alle såterne. Klokken 9 gjorde vi klar og efter få minutter stod Maddie og jeg klar til første såt mens sneen faldt tungt og flot…
Skoven var helt stille og sneen gjorde at al lyd nærmest blev dæmpet, så da tre stykker dåvildt listede sig ud af såten, lige forbi os, var de helt lydløse! Dyrene sprang over vejen og stoppede efter få meter på den anden side. Jeg kaldte på radioen for at spørge om skoven på den anden side af vejen også hørte med til jagtreviret og mens jeg ventede på svaret i øresneglen, svingede jeg den gamle Mauser til skulderen… Prikken i Aimpointen faldt til ro på kalven som stadig stod frit og med siden til. Der var ca. 50 meter til de tre dyr og mens stilheden i min øresnegl fortsatte, steg min puls… Beskeden kom klart og tydeligt igennem: “Nej, den del er skoven er IKKE med i jagten!” Jeg tog forsigtigt riflen ned og de tre dyr fortsatte igennem den hvidklædte skov…
Kort efter var alle skytter på plads og drevet og den egentlige jagt kunne begynde! Maddie sprang derudaf på trods af at hun havde sin kevlarvest på! Den er hun ikke helt vild med, men normalt glemmer hun sine fine fornemmelser når drevet så endelig starter! Egentlig er vesten nok ikke streng nødvendig, da hun ikke er særlig skarp eller aggressiv over for vildtet og da slet ikke overfor vildsvin, som hun har stor respekt for! Men, for at være på den sikre side, har jeg valgt at bruge vesten, for man ved aldrig hvad der kan ske i de svenske skove! Hun har aldrig mødt en anskudt gris, bare for at tage et scenarie… Jeg ved ikke om færten af blod vil gøre hende mere modig og jeg ved slet ikke hvad en anskudt gris kan finde på, så selvom hun ikke så gerne vil have vesten på, så får hun det altså!
Dagens første drev bød ikke på noget ophidsende for os, selvom det var en flot og spændende tur igennem tæt skov og store lysninger, alt sammen dækket af flot hvid sne. Da jeg kom frem til et spor, samlede jeg med to andre drivere, Rolf og Julie og vi gik egentlig ud fra at drevet var slut. Langt nede, langs vejen, stod der en skytte og han kaldte os op på radioen og fortalte at vi blot skulle fortsætte over sporet og videre igennem skoven. Vi spredte os ud og fortsatte drevet igennem nogle tætte unge graner som efterhånden blev erstattet af ældre høje graner med skrub og buske spredt imellem stammerne…
Efter et par hundrede meter så jeg at Rolf, som gik på min venstre side, hævede sin riffel og sigtede ned mod en lille lavning med tætte små træer…
Jeg kunne ikke se hvad han sigtede på, men jeg gjorde mig alligevel klar… Rolfs hund var langt ude til venstre og Maddie kunne jeg skimte imellem stammerne på min højre side. Rolfs lyddæmper smældede og med det samme brød et rådyr ud af de små træer og med fuld fart løb det lige imod mig! Da den skulle op af den lille lavning, så det ud som om at den trak underligt og ustabilt på det ene forløb og jeg råbte til Rolf at han havde ramt dyret! Jeg vendte mig halvt rundt og mens dyret spurtede forbi linjen mellem Rolf og jeg, gjorde jeg klar til at skyde! Dyret havde så meget fart på at sneen stod op omkring de flyvende klove og med hoved og hals sænket helt ned i vandret stilling strøg det afsted… Det løb så hurtigt at jeg på ingen måde ville have overvejet at skyde, hvis ikke det var fordi at Rolf netop havde påskudt det… Afstanden var kun ca. 20 meter og da rådyret havde passeret vores linje og Rolf var uden for skudretningen, svang jeg riflen igennem dyret..
Skuddet faldt per refleks da den røde prik var et godt stykke foran det flygtende dyr og mens jeg repeterede så jeg rådyret slå 3 kolbøtter hen over sig selv og mens den våde sne stadig hang i luften, kurede det lille dyr den sidste meter henover skovbunden…
Et fantastisk skud og et utroligt belønnende resultat, som jeg nok havde været ret stolt af, hvis der altså ikke havde været tale om en decideret aflivning!
Jeg råbte til Rolf: “Jeg fik det!”, men mens jeg gik frem mod rådyret så råbte Rolf blot: “Tillykke!” og gik frem mod de tætte små træer!
Det viste sig at Rolf havde set et rådyr stå stille, mellem træerne, mens det sikrede op mod Maddie og jeg. I skuddet faldt dette dyr om, mens det dyr jeg havde skudt var brudt ud af de tætte træer og var løbet hen til mig… Rolf havde altså ikke skudt på dette dyr og det som jeg havde antaget var et flagrende eller såret forløb, måtte altså blot have været dyret som enten skred eller gled på den snedækket skovbund!
Rolf og jeg trak dyrene sammen og det viste sig at Rolf havde skudt en rå og jeg et bukkelam. Stoltheden over skuddet kom så småt snigende, selvom jeg jo aldrig ville have affyret det, hvis jeg havde vist at Rolf havde skudt råen!
Sådan kan det gå når man skal tage beslutninger på få sekunder og vi var bare begge to glade for at vi havde leveret to fine dyr i to velplacerede skud!
Sneen skiftede så småt karakter og resten af dagen bød på kold og tung regn… Det formindskede ikke stemningen bland alle jægerne og mellem såterne blev der grinet, drillet og fortalt historier om hvad der var sket på de forskellige poster! Vi havde kontakt med masser af dåvildt og vi så både spor af gris og en enkelt stor gris blev da også observeret i et af drevene… Jeg havde selv et par “lige-ved-og-næsten” chancer på dåvildt, når små rudler forsøgte at snige sig bagud i drevet. Men når man skal skyde midt i en driverkæde, så er kuglefanget alt afgørende og i alle situationerne så følte jeg ikke at chancerne var sikre nok…
Maddie havde flere gode drev, men det mest ophidsende skete dog under dagens sidste såt. Maddie og jeg gik langs en tæt grantykning og mens Maddie løb ind og ud mellem granerne, så gik jeg langs kanten, så jeg både kunne se hvad der foregik i højskoven og samtidig havde jeg tæt kontakt med Maddie.
Vi nærmede os en højderyg hvor jeg kunne se et skydetårn med en skytte oppe på toppen… Maddie kom løbende op mod granerne, da hun pludselig stoppede op og trak an i stand! Jeg nærmede mig forsigtigt og regnede med at det nok var en sneppe som hun stod for. Det var det ikke! Pludselig rejste der en då få meter foran hende og den tumlede væk og slog en enkelt kolbøtte, før den besværet kom på benene igen! Dyret var helt tydeligt blevet hårdt ramt, formentlig fra skytten i tårnet og med mindst et ubrugeligt forløb forsøgte den nu at løbe væk fra Maddie og jeg! Maddie løb straks efter dåen og hendes halsen slog over i en mere aggressiv og dybere tone, nærmest som når jeg har hørt andre hunde have decideret standhals! Dåen satte sig efter et par meter og med Maddie dansende rundt om dyret og hendes voldsomme gøen, nærmede jeg mig bagfra… Dåen forsøgte igen at rejse sig og med et, sprang Maddie på den og bed sig fast i bagenden! Jeg har aldrig før set hende være så skarp overfor vildt og da dåen sparkede bagud med det ene bagløb, ramte den Maddie midt på kroppen! Hun rullede lige rundt en gang og sprang endnu engang frem, denne gang for at bide sig fast i halsen mens en voldsom knurren lød fra hendes strube! Jeg sprang straks hen på dyret og med min lange kniv, stak jeg dåen i hjertet… Efter et par krampetrækninger lå dyret stille, mens Maddie stadig stod og både gøede, knurrede og bed igen og igen i dåens hals!
Det tog lang tid at få Maddie til at falde ned igen og selvom hun havde gjort alting rigtigt, så var jeg stadig forbløffet over at have oplevet hende være så skarp! Efter lidt ros blev hun igen sendt ind i granerne og selvom hun var lidt tøvende med at forlade dåen, så kunne jeg se på GPS’en at hun igen optog et fint søg for at finde flere dyr.
Jeg meldte, på radioen, op til skytten at dåen var aflivet og han meldte taknemmelig tilbage… Han havde set dåen gå besværet efter skuddet, men han havde ikke kunnet skyde igen og heldigvis var vi kommet forbi kort tid efter.
Jeg forklarede hvor dyret lå og fortsatte drevet igennem den regnvåde skov…
Paraden blev afholdt i en lysning i skoven og mens vi alle stod, kolde og våde, og nød synet af de fine dyr som var blevet skudt, så lå Maddie i den varme bil og drømte garanteret om at jage flygtende dåvildt mens hendes skingre halsen ekkoede igennem skoven.
Tusind tak for en pragtfuld dag som vi begge to nød meget! Jeg glæder mig allerede til næste jagt hvor jeg er blevet inviteret med som Maddies ledsager…
Knæk & Bræk!