Damara Dik-dik. Den mindste antilope i Afrika!

Trofæjagt i Namibia

Den lille Damara Dik-dik buk stirrede intenst på mig og da afstanden var maksimum 50 meter, kunne jeg tydeligt se den lille næse på dyret vrikke fra side til side mens bukken prøvede at finde ud af om jeg var en trussel! Vi stirrede på hinanden så længe at jeg til sidst blev nødt til at kigge væk, for ellers tror jeg ikke at jeg kunne få mig selv til at trykke på aftrækkeren…

 

Jagtdagen sammen med Christian og vores guide og outfitter Anton var startet perfekt! Christian havde skudt en rigtig fin gammel Damara Dik-dik og jeg en Oryx inden frokost. Efter en god frokost var vi igen sadlet op på Landcruiseren og planen var at vi skulle afsøge en tør flodseng i et område hvor Anton vidste der var nogle gode Dik-dik’er.

Jeg elsker simpelthen at sidde bag på de gamle, velbrugte Landcruiserer og køre igennem den Afrikanske bush. Solen som bager ned, det røde støv som hvirvler rundt om bilen og den spænding som sitrer imellem trackerne, guiden og jægerne! Ingen ved hvad dagen vil bringe og med noget der ligner 40 forskellige jagtbare arter på reviret, er det heller ikke til at sige hvilket fantastisk trofæ der vil ende i saltskuret, hvis det overhovedet lykkes… I Namibia er det meste jagt, ulig mange steder i Sydafrika, jagt på den frie vildtbane. De vilde dyr kan frit gå hvor de vil og de steder hvor der er vildthegn, sker det ofte at elefanter eller andre af de større dyr, simpelthen bare ligger hegnet ned, når de står i vejen!

Trofæjagt i Namibia

Solopgang i Afrika!

Trofæjagt i Namibia

De nøgne kopjer som var de perfekte udsigtspunkter.

Hver eneste dag så vi spor efter større og mindre elefantflokke som vandrede rundt på tværs af de forskellige revirer, søgende efter vand og føde.

Christian og jeg sludrerede lavmælt bagpå bilen efter at vi kortvarigt havde kontrolskudt den lille halvautomatiske salonriffel som jeg skulle skyde med.

Den lille riffel skød perfekt, selvom der var et lidt for langt og trægt aftræk på den. Jeg skød 4 kontrolskud som sad fint, på trods af det uvante aftræk og jeg blev ved med at sige til mig selv at jeg skulle huske på det, hvis en Damara Dik-dik skulle befinde sig i sigtekikkerten!

Christian havde om morgenen gjort præcis det samme og efter kontrolskuddene også konstateret at aftrækket var lidt ”sløvt”. Da han så pludselig havde fået chancen for en gammel Dik-dik, rykkede han da også skuddet en smule, som heldigvis ramte fint, selvom kuglen traf den lillebitte antilope en snert for lavt.

Nu var det min tur til at sidde med salonriflen i skødet og mens vi langsomt sneg os frem i flodsengen, blev jeg ved med at minde mig selv om aftrækket…

Disse tanker forsvandt dog straks da vi så to Dik-dik’er liste rundt oppe på toppen af de høje flodbrinker!
En buk og et hundyr gik forsigtigt og nippede til forskellige buske og selvom de havde opdaget os, så var de sådan set ikke så bange for os!

Trofæjagt i Namibia

Under den krogede gren kan man lige skimte en af de små Dik-dik’er!

Mens Anton intenst vurderede de små horn, fik jeg lang tid til at kigge på de små fine antiloper. Damara Dik-dik’ens næse er aflang, nærmest som en spidsmus, og langt det meste af den er opbygget af blødt brusk. Det betyder at de kan dreje næsen, nærmest rundt om de grene de spiser af og i kikkerten og på den korte afstand, var det nærmest som at se en miniature snabel, når Dik-dik’erne ledte efter de friskeste blade på buskene…

Efter lang tid, havde Anton endelig fundet frem til en konklusion om hornenes længde og derved om bukken var gammel nok til at blive skudt. Med så små horn er det et spørgsmål om millimeter som afgør om en buk er afskudsbar eller ej!
Denne buk vurderede Anton til at være en god gammel repræsentant, så den skulle vi jage!

Nærmest i det, den hviskende dom kom fra Anton, fornemmede de to små dyr at noget havde ændret sig!

Trofæjagt i Namibia

Vi brugte lang tid på at vurdere bukken!

Både hundyret og bukken strækkede hals og ind i mellem gik en af dem et par hastige skridt ind og ud af skyggerne fra de store gamle mopanitræer over os…

Den lille Damara Dik-dik buk stirrede intenst på mig og da afstanden var maksimum 50 meter, kunne jeg tydeligt se den lille næse på dyret vrikke fra side til side mens bukken prøvede at finde ud af om jeg var en trussel! Vi stirrede på hinanden så længe at jeg til sidst blev nødt til at kigge væk, for ellers tror jeg ikke at jeg kunne få mig selv til at trykke på aftrækkeren…

De små dyr med deres alt for store sorte øjne var simpelthen alt for søde at kigge på og jeg kunne mærke at jeg have brug for lidt afstand og adspredelse før vi kunne påbegynde jagten på dem…

Vi lod de to små dyr trække væk og selvom de ikke var decideret skræmte, så var det tydeligt at især hundyret gerne ville væk fra os og hun trak dermed bukken væk fra flodsengen og længere ind i den tætte bush…

Vi gav de to dyr et par minutter til at trække lidt væk og falde lidt til ro, før vi langsomt og forhåbentligt lydløst igangsatte vores pürch.

Anton gik forrest med Viperflexen og jeg gik i hans fodspor med salonriflen klar.

Trofæjagt i Namibia

Jagt begynd…

Efter ca. 100 meter så vi hundyret gå og nippe af en lille busk og ikke langt bag hende kom bukken.

Afstanden var ca. 30-40 meter og med riflen klar i skydestokken ventede jeg nu blot på at bukken skulle træde ud af skyggen bag en lille busk. Hundyret var allerede gået videre og efter at have set hvordan disse små dyr gik fra busk til busk, kunne jeg godt se at bukken ville gå direkte fra busken og videre til den næste…

Da den var midt mellem de to buske uden at sænke farten eller se ud som at ville stoppe, peb jeg som jeg ville gøre en ræv… De pivende lyde er også Damara Dik-dik’ens kontakt lyd og bukken stoppede straks op og sikrede imod den uventede lyd!

Mit sigte var helt roligt og midt på skulderen. Med den lille .22’er skulle jeg ikke bekymre mig om at ødelægge hverken skind eller trofæ, så med ro i sindet tog jeg aftrækket… Eller det troede jeg ihvertfald at jeg gjorde! Jeg havde glemt alt om det træge aftræk og som om at jeg så det hele udefra, oplevede jeg hvordan min finger spændte op og forcerede aftrækket! Selvom min hjerne forsøgte at stoppe det, skete det uundgåelige alligevel: Jeg rykkede skuddet nedad og resultatet blev et alt for lavt træf!

Bukken sprang lige op i luften og med begge forløb flagrende i luften landede den halvt oppe i busken den var på vej imod, for derefter at sprinte foroverbøjet væk i en stor støvsky!

Anton kiggede på mig og i et par sekunder var der ingen af os der sagde noget… Vi kommunikerede det samme budskab, men udelukkende med vores øjne! Vi vidste begge to at den var gal og nu stod vi med en anskydning på grund af min dumme fejl!

Vi var begge to helt sikre på at Dik-dik’en var blevet ramt, men med min fornemmelse af skuddet og dyrets reaktion, var vi også helt overbevist om at skuddet havde ramt alt for lavt! Begge forløb var ramt og mit håb var bare at kuglen også havde ramt en del af brystkassen…

Fremme ved skudstedet, kunne vi dog hurtigt konstatere at der ikke var meget blod at se, faktisk ingenting! Anton og jeg gik begge foroverbøjet rundt for at finde bare lidt blod og på et tidspunkt var vi kommet et stykke fra hinanden… Jeg kunne pludselig høre en skramlende lyd og nærmest per instinkt blev jeg klar over at lyden kom fra de hårde sten som blev sparket ned af en stejl lille bakke!

Jeg så i glimt den lille buk tumle op af bakken og i en støvsky og med rullende sten bag sig, forsvandt den op over toppen!

Jeg sprang efter den og kom op over bakken, nu både svedende og forpustet! Bukken var blot løbet ca. 50-100 meter for derefter at sætte sig. Blandt de røde sten på jorden kunne jeg ikke se den, men så snart den så mig, sprang den op og løb igen! Dette skete 3-4 gange og jeg havde efterhånden passeret et par bakketoppe. Jeg anede ikke hvor jeg var, kun at denne situation skulle afsluttes så hurtigt som muligt! Jeg så intet blod på jorden og med den fart som det lille dyr kunne præstere, kunne jeg konstatere at det nok blot var forløbene som var ramt…

Jeg stod nu og kiggede ud over en lille bakkedal som var fuld af buske og halvstore træer… Indimellem disse var der større og mindre sten og selvom jeg virkelig forsøgte at kigge godt efter kunne jeg simpelthen ikke se bukken! Jeg stod foroverbøjet, forpustet og med sveden dryppende af mig… Mit hjerte hamrede, både af anstrengelsen men lige så meget af ophidselsen af at lave så dum og grim en anskydning! Denne Dik-dik skulle bare findes!

Jeg havde 4 skud tilbage i magasinet og efter at have kontrolleret sigtekikkerten, sikringen og mine omgivelser, tog jeg forsigtigt et skridt ned af bakken…

Med det samme brød bukken fra sit skjul!

Han tumlede ned af bakken og stoppede op efter et par meter… Han stod på vaklende forben og kiggede op ad bakken. Han havde helt sikkert hørt mig, men ikke set mig…

Jeg var ikke sikker på afstanden og sigtede derfor en anelse højt på dyret… Skuddet gik lige over ryggen på ham og med smældet fra salonriflen rullende op og ned af bakken satte det lille dyr i fuld fart ned af bakken!

Jeg svang med og sigtede en halv meter foran og lod skuddet gå!

Den lille Dik-dik blev ramt lige midt på skulderen og slog en enkelt kolbøtte før den lå stille blandt de røde sten…

Mit hjerte hamrede stadig i mit bryst og efter en kort løbetur, kunne jeg endelig sætte mig ved siden af den mindste af de små antiloper i Afrika!

Trofæjagt i Namibia

Bukken hvor han endelig faldt…

Det første skud havde ramt begge forben men var gået lige under brystet så hvis ikke jeg havde jagtet den op over de adskillige bakketoppe, havde vi formentligt aldrig fundet den! De små forløb var så tynde som min lillerfinger og selvom begge var blevet skudt over, var der intet blod og den fart som det lille dyr alligevel kunne præstere havde været imponerende!

Nu lå den her i den varme sol og dens pandehår strittede lige op mellem de bittesmå horn. Et enormt smukt lille dyr som mindede mig lidt om en blanding af en spidsmus og et lille rådyr…

Trofæjagt i Namibia

Unikt og smukt lille dyr!

Efter at have siddet og beundret bukken i nogle minutter begav jeg mig retur mod Christian og Anton og da jeg kom over den sidste bakketop var lettelsen tydelig at se i Antons øjne! Han havde allerede talt med en hundefører over radioen, men nu var alt godt og den lille Dik-dik blev straks pakket ind i et håndklæde som vi søbede i koldt vand!

Trofæjagt i Namibia

En træt og svedig jæger bringer et drømmetrofæ hjem!

På vej tilbage til slagterummet, nu for 3. gang, jokede Christian og jeg med at nu manglede han jo bare at skyde en oryx også, så havde vi begge skudt de samme to dyr, på én dag!

Hvad vi ikke vidste var at vi den aften rent faktisk fandt en rigtig fin oryx tyr til Christian så dagen sluttede faktisk med at vi kunne stå i det Afrikanske måneskind, uden for saltdepotet, og beundre to Damara Dik-dik trofæer og to langhornet oryx kranier…

En fantastisk dag var slut i Namibia og selvom min Damara Dik-dik havde budt på lige lovligt meget dramatik, skulle det vise sig at være det rene ingenting i forhold til hvad der skulle ske for mig dagen efter…

Den historie kan du læse mere om her på bloggen om et par dage!

Knæk & Bræk!

Trofæjagt i Namibia

Svedig, men stadig lykkelig!

Hvis i vil vide mere om reviret i Namibia, så besøg Estreux safaris hjemmeside HER!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *