Dagbog fra Azerbaidjan. Del 2

22491723_10155150233694397_7111810856361205126_n

22491723_10155150233694397_7111810856361205126_n

Dette er sidste del af min beretning fra Azerbaidjan. Du kan læse første del HER!

Jeg vågnede efter den bedste nats søvn som jeg havde haft i disse ubarmhjertige omgivelser… Selvom jeg havde haft svært ved at falde i søvn, så endte jeg med at sove som en sten! Philip havde ellers rumsteret rundt midt om natten for at komme tidligt afsted og Emil fortalte at musene havde holdt en fest hele natten på gulvet og i vores müeslibarer og chokolader. Jeg havde intet hørt og vågnede egentlig med rimeligt friskt mod og med en optimisme som udelukkende fandtes i mit eget hoved! Hele min krop gjorde ondt og alle mine muskler var ømme… Mine fødder var tilgengæld, nærmest følelsesløse og efter en lille uge uden et bad, var mit tøj stift af sved, støv og snavs og jeg turde slet ikke at tænke på hvordan jeg egentlig lugtede…

Morgenmaden blev indtaget uden ret meget snak, jeg tror vi alle sad med vores egne tanker og prøvede at forberede os på den tur op af bjerget som ventede…Kontrasten til denne lidt mutte stemning var dog lige uden for campen. Da jeg sad der med min kop kaffe og kiggede op mod de smukkeste bjerge jeg nogensinde havde set, levede jagtdrømmen og eventyret stadig og der var ikke andre steder jeg hellere ville være, end lige netop der!

jagt i Azerbaidjan

Smukkere bliver det ikke…

Vi havde to jagtdage tilbage og det tegnede ikke godt for vores jagtlige succes! Tanken om at skulle bestige bjerget endnu engang og at vi skulle vandre helt til toppen mindst to gange til, var lige ved at knække mig! Området hvor vi jagede var knastørt og vores outfitter Kenan, havde forklaret at det ikke havde regnet i 3 måneder! Det var ualmindeligt og en af forklaringerne på at vi ikke havde set særligt mange Turer var at de urter som voksede midt på bjerget og som dyrene plejede at komme ned for at æde, nu var helt tørre og det gad de sky geder altså ikke at vandre ned for at lede efter… Med en temperatur på ca. 30 grader, betød det at Turerne sad helt oppe på toppen af bjergene for at nyde lidt af den køligere luft. Det betød så for os, at det var vanskeligt at vandre op af bjerget i dagslys fordi dyrene nemt ville opdage os… Ikke de nemmeste vilkår, sammenlagt med de afsindigt stejle bjerge!

Kenan havde besluttet sig for at tage med mig og mine guider op de sidste to dage og med Emil ukampdygtig, var planen også at Kenan ville filme hvis vi skulle være så heldige at komme i nærheden af en Tur!

jagt i Azerbaidjan

Sakit kiggede ivrigt i kikkert hele vejen op af bjerget!

Guiderne fik læsset de to heste og Kenan og jeg gik i forvejen op af bjerget lige bag ved base camp. Terrænet var stejlt men ikke lige så stejlt som højere oppe og bjerget var dækket af det tørre gule græs. Vi gik i zig-zag op af de velbrugte stier som hyrderne og deres får også brugte og selvom det ikke var så vanskeligt, så gik der ikke længe før sveden sprang af os og vores åndedræt var temmelig gispende… Da vi var nået næsten halvvejs blev vi overhalet af guiderne med hestene men på dette tidspunkt havde Kenan også fundet forbindelse til begge hans telefoner. Pauserne blev lidt længere og med mindre intervaller, for der var åbenbart mange emails som lige skulle besvares! Jeg brokkede mig ikke meget, da jeg godt vidste at så snart vi var nået til vores lejr, så skulle vi stadig bestige den stejle del af bjerget i et par timer…

jagt i Azerbaidjan

Kenan i gang med at besvare emails, eller blot i gang med at maskere en pause..;)

jagt i Azerbaidjan

En træt, men stadig smilende jæger…

Da Kenan og jeg endelig nåede frem til lejren havde de andre allerede slået vores telte op og var i gang med at tilberede the. Efter en times tid hvor vi sad og drak the og bare stirrede mod bjergtoppen, gav Sakit den frygtede ordre, nu skulle vi afsted… Efter en stejl og besværlig opstigning, kom vi til en lille “gryde” hvor vi kunne ligge og holde øje med hele tre bjergsider. Der var ingen dyr fremme eller synlige og med tanken om at vores opstigning havde været synlig fra alle retninger, så var ideen altså at Turerne tilfældigvis skulle komme vandrene ned i en af vores dale. Spændingen steg en smule da de fra base camp kaldte os på walkie-talkien og  forklarede at de kunne se en flok dyr som var på vej op af en dal, på vej hen mod os…

jagt i Azerbaidjan

Mens vi drak the, blev der stadig kigget ivrigt i kikkert!

Flokken skiftede dog hurtigt retning og vandrede i stedet direkte over bjergkammen og direkte ind i Rusland! Som mørket sænkede sig, indså jeg at guiderne havde tænkt sig at vi skulle gå tilbage til lejren, for så blot at lave den samme opstigning i løbet af natten! Jeg så ikke frem til en nedstigning i mørke og jeg kunne slet ikke overskue endnu en opstigning i mørke, få timer senere… Jeg forsøgte at forklare at jeg hellere ville ligge her i den lille “gryde”, men både guiderne og Kenan protesterede voldsomt og fortalte at det ville blive alt for koldt! På det tidspunkt ville jeg faktisk hellere fryse end at gå ned og op igen, i mørke! Det kunne dog ikke komme på tale, så ned kom vi…

jagt i Azerbaidjan

Langt under os kunne vi skimte vores telte og endnu længere nede var basecampen!

jagt i Azerbaidjan

Udsigten fra vores lille “gryde”.

Lige så ubehageligt og hårdt det var at gå ned af bjerget i solskin, lige så uoverskueligt ubehageligt og farligt føltes det at gøre i mørke! Med rystende ben og sitrende knæ satte jeg mig tungt på en sten rundt om det lille madbord som guiderne havde forberedt. For første gang havde vi mulighed for at bruge et gasblus og det betød at vi kunne spise mine medbragte madposer med nudler og spaghetti! Guiderne var vilde med dem og selvom der også blev åbnet et par dåser med fisk, så spiste alle lystigt af madposerne. Efter maden fik vi varm the og sad i en times tid og kiggede på jagtbilleder på hinandens telefoner… Selvom vi ikke kunne snakke ret meget sammen, så kunne vi dog sagtens finde ud af at glæde os over hinandens billeder!

jagt i Azerbaidjan

Jægere er vel jægere uanset hvor de mødes i verden!

Vi skulle begynde opstigningen kl. ca. 4 om natten, så jeg gik mod mit lille telt som heldigvis var blevet slået op på et nogenlunde plant underlag… Jeg børstede tænder under en helt klar nattehimmel, med tusindvis af stjerner som oplyste bjergene og i et kort øjeblik var jeg både lykkelig og glædede mig nærmest til næste dags udfordring! Dette var sidste chance og i min uslukkelige optimisme, kunne jeg ikke forestille mig andet end at det nok skulle lykkes…

Det føltes som om at jeg bare lige havde lagt mig i min sovepose før jeg blev vækket af at guiderne rodede rundt ved gasblusset! Sakit var helt tydeligt meget oprevet og skældte ud på alle de andre, men især Aios fik en ordentlig skideballe! Jeg fornemmede at problemet var opstået da Aios havde fået ansvaret for hesten med køkkengrejerne. Gasflasken som den stakkels hest nu havde slæbt helt herop var åbenbart tom for gas og selvom jeg ikke forstod et ord af hvad der blev hvæsset imellem guiderne, så kunne jeg dog tydeligt gætte mig til hvad der blev sagt… Sakit vendte ryggen til de andre og med en kort ordre begyndte alle at lede efter noget som vi kunne sætte ild til… Selvom situationen var temmelig anspændt, kunne jeg ikke lade være med at smile lidt i mørket!

jagt i Azerbaidjan

Desperate guider som forsøger at lave ild!

Da der endelig kom ild, blev der serveret the til Sakit som den første og derefter kaffe til mig… Jeg spiste et par muëslibarer og mens Sakit snørrede sine støvler, forsøgte jeg at indstille mig på at dette var den absolut sidste chance… Jeg var bekymret for opstigningen som skulle foregå i mørke og uden pandelamper, men jeg var især bekymret for at vi blot ville komme op til tinderne for at konstatere at der stadig ingen dyr var i dalene… Med en mental kraftanstrengelse fik jeg skubbet alle bekymringerne væk og nu gjaldt det blot om at sætte det ene ben foran det andet og så nå bjergtoppen! Efter nogle timer begyndte solen så småt at stå op og mens vi sad og holdt en pause kom der pludselig to dyr til syne bare 100 meter væk! Vi sank alle sammen på bjerget og langsomt fik vi alle kigget på de to dyr i kikkerterne. Det var et ungt dyr og et får og de kiggede begge to stift over imod os uden dog at virke som om de havde set os! Alle guiderne slappede igen lidt af og sagde henkastet: “Mama and baby”… Derefter rejste Sakit sig op og fortsatte mod bjergtoppen og inden jeg kunne nå at sige noget til ham, forsvandt de to dyr tilbage over bakkekammen… I mit hoved, gav dette ingen mening! Det mindede mig mest af alt om at være på bukkejagt i Polen, hvor guiderne også tit er ligeglade med råerne… De fortsætter pürchen, selvom en rå har opdaget os og det betyder oftest at når råen løber skræmt væk, ja så løber bukken også væk! Derefter vender guiden sig om og slår opgivende ud med armene… I dette tilfælde anede vi jo ikke om disse to dyr var alene eller om der stod en flok på 200 dyr lige på den anden side af bakkekammen… Men nu var de i hvert fald skræmt væk, så nu kunne vi jo bare forsætte til toppen af bjerget!

jagt i Azerbaidjan

Aios holder en lidt opgivende pause…

Helt oppe på tinden kunne vi ligge og kigge ned i den modsatte dal. Dette var Rusland og langs bjergsiden og i dalen, løb der en stor flod. Langs floden var der et lysegrønt bælte og helt nede i bunden var der en flok turer på ca. 100 styk! Det var tydeligt at se forskellen på “vores” side af bjerget og så denne!

jagt i Azerbaidjan

På grænsen til Rusland!

Her var der masser af grønne urter og den flok vi nu kunne se var helt nede i bunden, langs floden… På “vores” side af bjerget var der ingen lysegrønne områder og de få dyr som vi dog havde set, havde opholdt sig helt oppe ved bjergtoppen! Vi lå længe her og kiggede og et par af guiderne gik til hver side langs bjergtinden… Efter et par timer kom Sakit dog tilbage og han sad og snakkede lidt med Kenan. Jeg kunne fornemme at de diskuterede hvordan de skulle fortælle mig at vi skulle gå ned og altså at nu var vores jagt helt slut… Der gik nogle lange minutter hvor vi alle vidste hvad der skulle ske, men ingen ville rigtig være den som smed håndklædet i ringen!

jagt i Azerbaidjan

På toppen af verden!

Til sidst rejste Sakit sig og med en alvorlig mine, gryntede han noget på Azerbaidjansk… Han kiggede nærmest beklagende på mig og pegede ned mod teltene, som vi lige akkurat kunne skimte langt ned af bjerget! Jeg kunne mærke at tårerne pressede på og følelsen af fiasko, udmattelse, træthed og skuffelse skyllede ind over mig! Det var som om at jeg de sidste par dage bare havde haft låget skruet hårdt på den flaske som indeholdt alle mine følelser, men nu hvor vi var færdige med jagten, sprang låget simpelthen af! Mens vi traskede ned af bjerget trillede tårerne ned af mine kinder og jeg forsøgte at definere hvorfor jeg var så følelsesladet. Jeg ved jo godt at når man drager på eventyr i de fjerneste egne af verden, så er der ingen garantier for at nedlægge det dyr man er på jagt efter! Det er jo netop det, at det er ægte vilde dyr og vild natur, som også gør jagterne og eventyrene så ærlige og fantastiske… Mine tårer var ikke så meget over at vi ikke fik nedlagt noget, men det var mere fordi at vi virkelig havde knoklet hårdt og den eneste motivation som jeg havde haft, var at bære det nedlagte trofæ ned af bjerget igen… Nu var jeg endegyldigt i gang med min sidste nedstigning og der manglede simpelthen de store flotte kurvede horn på min ryg… Alle guiderne undgik mig lidt, selvom de stadig holdt øje med mine ustabile skridt på de løse sten, men det var helt tydeligt at de også var skuffet og ingen turde rigtig at få øjenkontakt med mig…

Med følelserne i laser og helt trætte og rystende ben traskede jeg ind i basecampen hvor Emil, Henning og Philip stod klar med krammere og vi kunne alle få fortalt om vores forskellige oplevelser. Vi var alle enige om at de sidste par dage havde været de hårdeste i vores liv, men samtidig havde de også været helt enormt spændende og fantastiske!

Vi fik hurtigt pakket campen sammen og på hestene foregik hjemturen mod den lille landsby… Efter nogle lange timer i sadlerne mødtes vi igen med den lille minibus og nu var næste mål Hotel Hiltons spa afdeling i Baku, vi havde alle brug for nogle lange bade og lidt friskt rent tøj…

Et eventyr var slut og selvom vi ikke havde haft en eneste skudchance, så var humøret relativt højt, for denne tur ville vi alle huske til evig tid…

Knæk & Bræk!

jagt i Azerbaidjan

Tre trætte jægere som nu bare glædede sig til et bad!

EFTERSKRIFT:

Da vi kom hjem til Danmark snakkede jeg med Diana jagtrejser om turen og vores oplevelser… Vi var alle enige om at denne tur jo jagtligt havde været en katastrofe og det helt store problem havde jo været den tørke! Det skulle outfitteren Kenan have fortalt os i god tid, således at vi kunne have valgt at udskyde vores tur… Naturen og vejrforandringer kan ingen jo diktere, men hvis vi havde fået fortalt at det ikke havde regnet i 3 måneder, ja så havde vi nok udskudt vores tur…

Diana Jagtrejser er stadig i kommunikation med Kenan og løsningen bliver højst sandsynligt en erstatningstur til næste år!
Det er service på et unikt niveau og en kundepleje som jeg kun kan respektere! Selvom jeg nu ved hvad der venter, kan jeg ikke lade være med at have den der spændings fornemmelse i maven og selvom mødet med de Azerbaidjanske bjerge var det hårdeste jeg har oplevet, så glæder jeg mig allerede til igen at traske svendene og prustende op imod de smukke Dagestan turer…

jagt i Azerbaidjan

På gensyn Azerbaidjan…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *