Dagbog fra Azerbaidjan. Del 1

22050023_10155102705834397_5789694407213165905_n

22050023_10155102705834397_5789694407213165905_n“You have problem with Visa… You don’t come in!” Ordene ramte mig som en hammer, dels fordi den halv sure imigrations officer bare kiggede på mig med kolde og halv sure øjne og dels fordi at det hun sagde var alvorligt!

Vi var lige landet i Baku, Azerbaidjan efter en længere flytur over Frankfurt og jeg havde bare glædet mig til at tjekke ind på Hilton og få lidt luksus inden vi skulle tilbringe 5 dage på en bjergside…

Sagen var at jeg havde lavet en kæmpe idiotisk fejl og skrevet forkert ankomstdato på min visum ansøgning og nu sad damen i buret og kiggede koldt på mig mens hun rakte mit pas og visum tilbage ud af det lille hul i glasburet… Jeg forsøgte mig med et charmerende smil og sagde at der jo kun var tale om en lille-bitte fejl og at selvom det stod d. 19.9. i visummet, så kunne vi da rette det lille tal til dagens dato, nemlig d. 14.9.?? Hun trak straks pas og visum tilbage og kaldte på en overordnet… Ikke nødvendigvis et godt tegn og med stigende frygt og bekymring i maven, så jeg en anden officer komme gående!

En endnu mere udtryksløs betjent dukkede op og med et par stjerner på skulderen var ham her helt sikkert chefen… Han kiggede kort i min ansøgning og sagde: “Big problem, you need new visa!” En ung emigrations medhjælper blev tilkaldt og han forklarede mig beklagende at jeg havde fire muligheder: Den første var at vente til d. 19.9.! Den næste var at lave en ny ansøgning, som kunne tage op til 3 dage at gå igennem! Den tredje mulighed var at flyve hjem, men den sidste var at lave en “emergency visum ansøgning”! Det lød som den bedste og eneste mulighed og selvom den så ville koste 50 dollar mere så var det planen! Den flinke medhjælper forklarede mig hvor heldig jeg var, da denne “emergency” løsning først var blevet lanceret få dage før vores ankomst! “Emergency” ansøgningen ville blive behandlet hurtigst muligt og indenfor 3 timer, så selvom jeg godt kunne vinke farvel til spa-opholdet på Hilton, så betød dette dog at jeg ville komme ind i landet og faktisk komme på jagt!

Jeg fik udpeget en stol midt i visumkontoret, som jeg kunne vente på og der sad jeg så i 2 timer og 56 minutter, før min ansøgning endelig gik igennem…

Den halv-sure kaptajn løftede ikke så meget som et øjenbryn da han endelig kunne stemple mit pas og uden et eneste udtryk vinkede han mig ind i landet…

Efter lidt kort bureaukrati i security havde vi alle fået vores rifler og nu gik turen endelig til Hilton! Her fik vi en god nats søvn, en fantastisk morgenmad og kl. 8 blev vi hentet af vores minibus som skulle køre os ud til jagtområdet.

Jagt i Azerbaidjan

Man ved at morgenmads buffeten er i toppen, når der er frisk og rigtig honning på menuen!

Jagten skulle foregå i de østlige dele af Kaukasus bjergene og vi skulle jage den fantastiske Dagestan tur! Jagten var arrangeret af Diana jagtrejser og jeg rejste sammen med 3 gode venner og min fotograf Emil. Jeg må indrømme at bjergjagten virkelig har fået fat om mit jægerhjerte og efter at have været i Kirgisistan for et par år siden var drømmen om en Dagestan tur det næste bjergeventyr som skulle afprøves! Nu var vi endelig på vej, efter mange drømme, mange samtaler, mange træningstimer og humøret var helt i top!

Køreturen tog et par timer med forskellige stop på markeder og i supermarkeder for at få provianteret til vores dage højt oppe i bjergene.

Jagt i Azerbaidjan

Dejlig frokost på vej til bjergene!

Jagt i Azerbaidjan

“frisk” kød på markedet…

Fremme i en lille landsby mødte vi så endelig vores guider som havde klargjort et par heste og en virkelig gammel lastbil! Selv mens vi pakkede alt vores grej op på denne, var chaufføren travlt i gang med at fylde vand, olie og diesel på den gamle vogn!

Jagt i Azerbaidjan

Mon den nogensinde har været til periodisk syn?!

Jagt i Azerbaidjan

På vej på eventyr!

Jagt i Azerbaidjan

Det blev en noget rystet og bumlet tur!

Jagt i Azerbaidjan

Højt humør og store smil… Vi anede ikke hvad der ventede!

De fleste guider gik eller red i forvejen mens vi stod på ladet af den gamle lastbil. Vi bumlede ud igennem et stenet flodleje og selvom vi stoppede hvert kvarter for at fylde vand, olie og diesel på de hullede tanke, så gik det fint i flot solskin… Efter en times kørsel kunne vi stige ned og her skulle al vores bagage og proviant ompakkes til hestene. Mens guiderne gjorde dette, kunne vi kontrolskyde vores rifler. Da alt var klart og pakket, red vi yderligere et par timer op af flodlejet, indtil vi ankom til en lille stenhytte som var vores base camp.

Jagt i Azerbaidjan

Kenan, vores outfitter med æg på skødet! Foto: Emil Heinsen

Jagt i Azerbaidjan

“Sadlen”…

Jagt i Azerbaidjan

På vej til base camp.

Jagt i Azerbaidjan

Vi krydsede floden mange gange…

Her pakkede vi ud og fik os organiseret i soverummet mens guiderne fandt sig til rette på de primitive sovepladser i “gården”. I takt med at vi fik pakket vores rygsække med det grej som vi egentlig skulle bruge på bjerget, gik kokken i gang med at tilberede det sidste gode måltid mad som vi ville få i mange dage! Den stod på lam i alle mulige afskygninger og til det fik vi serveret en udmærket lokal rødvin og mens vi spiste gik snakken på alle sprog om én ting, nemlig Tur! Vores lokale outfitter Kenan forklarede at vi var kommet på et svært tidspunkt, det havde nemlig ikke regnet i 3 måneder! Det betød at de små urter som Turene normalt spiste, midt på bjerget, var helt tørre og derfor var der ikke meget som kunne lokke de sky dyr ned fra de høje tinder! Fordi det var tørke, var temperaturen også høj og gederne foretrak de køligere bjergtinder for at få lidt kold luft… På trods af disse dårlige tegn, var der dog ikke meget som kunne slukke vores iver og positivitet og det tog mig mange timer at falde i søvn, da nervøsiteten og spændtheden krillede i hele min krop… Jeg anede ikke hvad der skulle vente de næste par dage og hvis jeg havde vidst dette, havde jeg nok forsøgt at få noget tiltrængt hvile, for de næste 5 dage skulle byde på de hårdeste dage i mit jagtliv!

Jagt i Azerbaidjan

En af guiderne inspicerer min riffel!

Jagt i Azerbaidjan

Kokken i gang i køkkenet!

Jagt i Azerbaidjan

Mens vi pakkede ud, fik hestene vand af samme balje, som kokken vaskede op i og som guiderne vaskede hænder og fødder i!

Jagt i Azerbaidjan

Spisestue og soverum i ét!

Næste morgen blev vi vækket kl. ca. 7 til lyden af en lejr som var i opbrud og kaffelugten og duften af stegte æg spredte sig i den lille lejr… Kl. ca. 9 tog Emil og jeg afsked med Philip og Henning, de to skulle sammen op på et bjerg og min lille gruppe skulle op på et andet. Vores hold bestod af 3 guider: Goskar, Aios, Eltien og så chefguiden Sakit. De lagde ud i et ivrigt tempo og efter blot få kilometer gik Emil og jeg aller bagerst igennem flodsengen. Følelsen af at “nu var vi endelig på jagt”, spredte sig i min krop og selvom det var varmt og svært at gå mellem de små og store løse sten, så var humøret højt. Temperaturen var ca. 30 grader og sveden væltede af os mens de fire guider stadig så ud som om vi slet ikke var begyndt endnu… Det var vi jo heller ikke, det skulle blive meget værre!

Jagt i Azerbaidjan

Emil er klar til opstigningen!

Jagt i Azerbaidjan

Allerede i flodsengen begyndte guiderne at kigge efter Turer!

Ved et lille sving i floden holdt vi et hvil og derfra begyndte selve opstigningen af bjerget. De første par hundrede meter gik vi i mellem gamle og krogede egetræer og underlaget var langt og tørt græs. Det skulle hurtigt vise sig at disse Azerbaidjanske bjerge ville byde på 4 forskellige slags underlag, med følgende udfordringer:

  1. Græs: Græsset var tørt og halvlangt og hvis man ikke trådte direkte på den lille tue, så kunne man nemt glide på de lange strå. Dette gjaldt både når man gik op, men også ned og særligt ned af var det risikabelt at glide, for så landede man tit på røven og kunne glide ukontrollerbart ned af bjerget!
  2. Løse skiffersten: Disse sten-slides var umulige at gå op af, så vi gik der kun når vi skulle ned. Når man tog et skridt ud på disse løse sten, så gled man sammen med et lille stenskred et par meter ned af bjerget. Disse slides var gode at gå på når vi skulle ned, for man fik ligesom “foræret” et par meter… Taktikken var at tage store lange skridt og så lade sig skride med ned af bjerget. Det støvede og for at holde balancen spændte vi i alle muskler. Det var hårdt og nok også fordi vi kun gik i dette underlag når vi var på vej ned, så kroppen var i forvejen træt!
  3. Hård jord med klippesten: Dette underlag var i virkeligheden det værste for mig! Det var svært at få fodfæste på den hårde jord og de små klippefremspring som der var, kunne enten byde på en stabil platform til ens fødder, eller være en forræderisk løs sten som ville betyde et styrt midt på bjerget! Dette underlag mødte vi oftest på de stejle steder, så hvis man mistede fodfæstet, betød det et virkelig farligt styrt som kunne ende fatalt!
  4. Bjergklipper: Når det var aller stejlest, var der kun ren klatring tilbage… Dette var faktisk ikke så slemt, for der blev man nødt til at sætte farten ned og koncentrere sig om at finde gode punkter at holde fast i eller træde på…
Jagt i Azerbaidjan

Så gik det op af! Foto: Emil Heinsen

Jagt i Azerbaidjan

Vandet fra camel baggen forsvandt hurtigt! Foto: Emil Heinsen

Jagt i Azerbaidjan

Dengang det stadig var sjovt at tage selfies med flodsengen i baggrunden… Dagen begyndte nogenlunde bag mit hoved, helt nede ved floden!

Jagt i Azerbaidjan

Pause…

Jagt i Azerbaidjan

Næsten på toppen!

Som hjælpemiddel havde vi fået udleveret en solid vandrestok som vi brugte som støtte. Denne pegede vi opad bjerget og så kunne man læne sig op af den når man skred, faldt eller bare gik… Efter et par timer op af bjerget var jeg så træt, forpustet og dehydreret at min balance allerede var røget og derfor klamrede jeg mig til den stok i 5 dage som var det min eneste livline… Det var den nok også i virkeligheden og jeg må indrømme at jeg faktisk var lige ved at tage den stok med hjem til Danmark, for den havde virkelig redet mit liv!!

Ingen af vores guider kunne tale engelsk, så det var vanskeligt for Emil og jeg at få at vide hvor vi skulle hen, eller hvor lang tid vi skulle gå. På de fleste af vores spørgsmål pegede de blot smilende op på den nærmeste bjergtinde og grinede… Emil og jeg kiggede måbende på hinanden, for den tinde var så langt væk at det umuligt kunne være meningen at vi skulle derop!
Vi gik op af og op af og den umulige tinde virkede som om at den kom tættere på… Vi svedte og prustede og lige som vi blev mere og mere udmattet, fik guiderne os overtalt til at overdrage Emils kamera og min riffel! Jeg er normalt ikke så vild med at andre skal bære min riffel, men i dette tilfælde var det nok en god ide! Chefen, Sakit tog den på ryggen og han var nok mindre tilbøjelig til at falde end mig og jeg måtte hurtigt æde min stolthed og erkende at hvis jeg skulle nå den bjergtop, så skulle jeg have hjælp til at bære min riffel! Goskar tog Emils kamera og med begge hænder fri, gik vi da også lidt hurtigere op af bjerget…

Jagt i Azerbaidjan

Guiderne kunne blive ved hele dagen! Foto: Emil Heinsen

Det er svært for mig at forklare hvor hårdt og stejlt det bjerg var, men jeg vil give et eksempel på det: Efter ca. 5 timer tabte jeg min stok og den gled et par meter ned af bjerget… Kun et par meter, men jeg stod faktisk længe, måske 5 minutter og overvejede om jeg bare skulle lade den ligge… Jeg kunne slet ikke klare at tage bare ét skridt ned af bjergsiden, blot for at vide at jeg skulle gå op igen… De bjerge er stejle og ubarmhjertige…

Efter ca. 7 timer i helvede nåede vi pludseligt en top og her var der lavet små skjul ved hjælp af sten, som var stablet ovenpå hinanden. Sakit lagde sig øverst og kiggede ivrigt i min håndkikkert og spotting scope mens vi andre lagde os et par meter under ham. De tre andre guider pakkede vores forkost frem, som bestod af kogt kylling og tørt brød, mens Sakit holdt øje.

Jagt i Azerbaidjan

Det smagte godt, men man skulle ikke tænke over at alle guiderne lige havde været på “toilettet”… UDEN toiletpapir!

Jagt i Azerbaidjan

Sakit holdt nøje øje…

Den kylling kunne Emil og jeg godt huske blev handlet på et marked hvor alt kødet lå frit fremme i ca. 30 graders varme og uden noget som helst beskyttelse mod støv, fluer og vilde hunde… Nu sad vi og huggede kyllingen i os med fingrene, sammen med de tre andre guider! Vi besluttede os hurtig for at gøre som de lokale, for disse bjerge var nok noget af den mest fjendtlige udebane vi havde været på! Hvis de lokale spiste noget, eller drak noget, så var der nok en grund til dette og så gjorde vi det også!

Efter en times tid rullede skyerne ind i dalen og på et øjeblik kunne vi ikke se mere end 10 meter væk… Det blev koldt og blæsende og skyerne føg henover den top vi lå på! Alle guiderne rullede sig sammen og faldt i søvn mens Sakit, som den eneste lå på toppen og kiggede ned i den næste dal. Normalt plejer jeg at være meget aktiv med min kikkert og jeg overvejede kort om jeg skulle kravle op til ham… Der var blot 3 meter, men jeg kunne simpelthen ikke overskue at bruge en eneste muskel i min krop…

Jagt i Azerbaidjan

Smukkere udsigt er svær at finde!

Jagt i Azerbaidjan

Et øjeblik hvor strabadserne og de ømme muskler var glemt… Foto: Emil Heinsen

Jagt i Azerbaidjan

Sakit holder stadig øje…

Sådan lå vi på bjerget i et par timer før skyerne pludseligt var væk og Sakit ivrigt og ophidset viskede en masse på Azerbaidjansk! Alle vågende op og jeg kravlede op til ham og fik på det helt særlige jægersprog med fagter, tegnsprog og uforståelig lokal dialekt, forklaret at der lå en tur på bjerget! Jeg så hurtigt i sigtekikkerten at der ganske rigtigt lå en tur buk blot 300 meter væk! Han lå midt på de sorte løse sten og min puls begyndte straks at banke løs så mine ører dunkede… Emil var klar med kameraet men vi indså hurtigt at det ikke var nogen stor buk og Sakits skuffelse var til at mærke uden at jeg behøvede at kigge på ham… Solen var hurtigt på vej ned og kulden og mørket begyndte at sænke sig over os. Turen lå stadig bare og hvilede sig, men der var ikke tale om at jeg skulle skyde denne buk! Sakit vurderede ham til at have ca. 50-60 cm. horn og vi havde snakket om at en god Tur havde minimum 90 cm. horn! Ham her var altså for ung og vi kravlede slukøret ca. 50 meter ned af bjerget i mørke for at slå lejr i en lille fordybning. Her indtog vi en hurtig aftensmad, som bestod af tørt brød og makrel og andet fisk på dåse, før Emil og jeg lagde os ind i vores telt. Alle guiderne lå under en presenning og så var det ellers godnat! Vi fik besked på at være klar kl. 5 men selvom alle muskler i min krop gjorde ondt og var trætte kunne jeg ikke falde i søvn! På dette bjerg var der ingen flade steder og selvom guiderne havde gjort sig umage for at finde et godt sted til vores telt, så var det altså lige midt på en stor sten! Vi lå skråt, så vi blev ved med at glide ned i fodenden af teltet og med stenen imellem os kunne jeg ikke finde ro… Kl. ca. 24 opgav jeg og satte mig uden for teltet iført alt mit tøj! Jeg kunne kigge op på den smukkeste stjernehimmel jeg nogensinde har set men samtidig var jeg desperat for at finde noget ro og hvile for jeg vidste jo godt hvad der ventede næste dag!

Emil kom ud kl. ca. 01 og vi delte den lille lommelærke jeg havde med, som var fyldt med god Lagavulin whisky… Heller ikke dette hjalp, så jeg prøvede til sidst at finde ro ved at lægge mig ovenover teltet i spænd mellem de to teltpæle. Jeg kunne nærmest ankre mig fast med halsen på det ene telthjørne og så knæhaserne på det andet hjørne. Det gik nogenlunde bortset fra de hundredvis af tisler som jeg lå ovenpå… Klokken ca. 4 kunne jeg ikke holde det ud mere og jeg stilte mig klar for at vente på at klokken skulle blive 5 og vi skulle have morgenmad! Guiderne vågnede stille og roligt og selvom de heller ikke havde sovet på et godt underlag, så forbandede jeg dem over at de trods alt havde formået at finde ro! Jeg havde ikke sovet i to nætter og det tørre brød vi fik til morgenmad hjalp ikke på mit humør! Sakit kravlede ud i mørket for at spejde efter dyr og imens sad vi i mørket og gumlede på müeslibarer, kogte æg og fiskemadder!

Jagt i Azerbaidjan

Vores lejr… Jeg var temmelig morgensur!

Jagt i Azerbaidjan

Min medbragte Aromat gav dog lidt smag til de kogte æg som ingen vidste hvornår var blevet kogt, eller lagt for den sags skyld…

Jagt i Azerbaidjan

Emil nyder morgen udsigten!

Jagt i Azerbaidjan

Guiden Aios vikler et forklæde rundt om fødderne og stikker dem derefter ned i et par gamle gummistøvler!

Efter en times tid var lejren pakket sammen og Sakit pegede skuffet op på den næste bjergtinde… Nu vidste Emil og jeg hvad der ventede og jeg ville ønske at jeg kunne starte dagen lige så uvidende om strabadserne, som jeg havde gjort dagen før. Sakit forsvandt hurtigt i forvejen og jeg kunne fornemme at han hele tiden gik forrest for at spejde efter en god rute og for at kigge efter Turer. Efter et par timers vandren hvor vi gik langs en skarp bjergtinde, med et par hundrede meters frit fald på den ene side, kom Sakit pludseligt ivrigt løbende tilbage…

Jagt i Azerbaidjan

Opstigning i morgenskygge! Foto: Emil Heinsen

Jagt i Azerbaidjan

Emil laver morgenbilleder!

Jagt i Azerbaidjan

På vej…

Vi kravlede hen til en skarp kant og kunne se en flok Ture på den modsatte bjergside. Der var ca. 1,5 km. derhen, men vi kunne tydeligt se ca. 40 dyr og Sakit sagde at der var et par store bukke imellem.

Jagt i Azerbaidjan

Flokken af Ture bliver betragtet!

Udfordringen var, at vi nu skulle ned af bjerget, ned til en anden flodseng, for derefter at gå op af det modsatte bjerg! Nedstigningen så stejl ud, men der var ikke andet at gøre end at sluge sin bekymring og frygt og så blot koncentrere sig om at gå ned af… Emil og jeg opdagede hurtigt at det var endnu værre at gå ned af, for nu indså vi først rigtigt hvor stejlt dette bjerg egentlig var… Nu var det ikke bare hårdt, men også farligt og vi brugte vel et par timer på at gå ned af, uden vand i ca. 36 graders varme! Nede ved floden kastede vi os nærmest i det kolde vand og efter at have vasket os, siddet med fødderne i vandet og pustet lidt ud, tilberedte guiderne vores frokost… Emil og jeg sagde ikke meget til hinanden, jeg tror faktisk at vi blot sad lidt med vores egne tanker og tænkte tilbage på nedstigningen… Det er utroligt hvad der sker i ens hoved når man er fysisk træt og udmattet og når man har været oprigtigt bange! Jeg tror at dette netop er med til at gøre bjergjagt så fascinerende, for mig, fordi man når ud i de yderste kroge af ens fysik og mentale tilstand…

Jagt i Azerbaidjan

Nedstigningen begynder…

Jagt i Azerbaidjan

Der var rigtig stejlt!

Jagt i Azerbaidjan

Nede i dalen kan der igen grines lidt og Goskar viser sine “bjergstøvler” frem!

Jagt i Azerbaidjan

Frokosten deles på en flad sten!

Jagt i Azerbaidjan

Pølse, dåsefisk og tørt brød!

Jagt i Azerbaidjan

PAUSE!

Vi sad og lå længe ved den brusende flod og da Sakit endelig afbrød hvilen, var det med tunge skridt og tung sindstilstand at vi påbegyndte den nye opstigning af bjergsiden. Det meste af denne opstigning var en blanding af hård bjergside og tørt græs og vi arbejdede virkelig for at komme på plads, nogenlunde midt på bjerget.

Jagt i Azerbaidjan

Eltien var det mest smilende og optimistiske menneske jeg mødte på de stejle bjerge!

Jagt i Azerbaidjan

OG han klatrede op og ned af bjergene i nogle billige fodboldsko!

Her skulle vi lave vores næste lejr og mens Sakit, Goskar, Emil og jeg sneg os ud for at bruge de sidste soltimer, slog de andre guider vores telt op og gjorde klar til aftensmad. Vi sneg os langs skarpe bjergtinder og kiggede engang imellem over toppen for at kigge ned i dalen, men flokken af Turer var væk!

Jagt i Azerbaidjan

Sakit kigger forsigtigt over en bjergkant…

Vi gik tilbage i de løse sten i mørke og Sakit insisterede på at vi ikke måtte bruge lys… Med bævende og trætte ben kom vi tilbage til lejren og selvom brødet og sardindåserne var stillet frem, så gik jeg direkte i “seng”! Endelig havde guiderne fundet et nogenlunde fornuftigt sted at slå teltet op og jeg lå faktisk ret godt. For første gang i 3 døgn fik jeg sovet det meste af natten og med helt ny optimisme og med fornyet kræfter stod vi op kl. ca. 5 til vores blot anden dag på jagt!

Jagt i Azerbaidjan

På vej…

Jagt i Azerbaidjan

Midt på de golde klipper voksede der noget smukt mos!

Vi sneg os langs bjergtoppen ligesom aftenen før og vi lå på plads til at se solopgangen sprede varme solstråler ud over de ubarmhjertige og stejle men også smukke bjerge. Flokken af Turer var væk og Sakit var tydeligt frustreret. Vi var nu på et mindre bjerg i en slugt under de rigtig høje bjerge og vi havde ikke rigtigt nogen måde at komme videre op af på! Samtidigt var vi ved at løbe tør for mad og vand og jeg kunne forstå på Sakits fagter at vi skulle begynde nedstigningen til base camp.

Den jagtlige frustration over at dyrene var forsvundet var ingenting i forhold til den fysiske og mentale udfordring jeg følte det var at gå ned mod base camp! Ikke bare den hårde og til tider farlige nedstigning som ventede, men tanken om at hvert et skridt ned, kun betød et skridt til som skulle tages op ad dagen efter…

Jagt i Azerbaidjan

Jeg prøver at fordøje at vi skal begynde nedstigningen! Foto: Emil Heinsen

Jagt i Azerbaidjan

Vi er IKKE begejstret for projektet…

Nedstigningen bød på det hårdeste og sværeste jeg nogensinde har været udsat for! Det var varmt og stejlt og vi var igen løbet tør for vand! Emil havde det svært og kunne mærke at hans kræfter var ved at være brugt. Det betød at hans trin engang imellem bukkede og musklerne omkring hans knæ og ankler gav efter… Guiderne var søde og hjalp os begge meget med at støtte os og forklare hvor vi skulle gå og efter nogle lange og hårde timer var vi endelig igen ved en rindende flod! Her forsøgte Sakit at forklare at vi skulle gå op af det næste bjerg for at kigge ned i den modsatte dal… Jeg kunne godt se på både Emil og især hans to fødder, som nærmest bare var to store vabler, at han var færdig… Vi vidste begge to at denne flod ville løbe ned forbi base camp og vi besluttede os for at han skulle gå langs floden hjem, mens vi andre ville forsøge den næste bjergtop… Den beslutning var ikke nem for Emil og det var helt tydeligt at han ikke ville give op! Beslutningen for mig var dog nemmere, for Emils fødder skulle ikke udsættes for én til opstigning! Jeg forsøgte at forklare Sakit at Emil ville gå langs floden, men alle guiderne gik straks i gang med en lang forklaring om at det kunne ikke lade sig gøre, da der var et meget stejlt vandfald blot få hundrede meter længere nede… Den eneste vej ned, var op over den næste bjergtop! Jeg gik med tunge skridt tilbage til Emil for at forklare ham om situationen og jeg ville ønske at jeg ikke skulle fortælle ham de hårde sandheder!

Jagt i Azerbaidjan

Smukke men ubarmhjertige bjerge!

Jagt i Azerbaidjan

En rigtig svær nedstigning!

Jagt i Azerbaidjan

I floden kunne jeg vaske de støvede optikker!

Jagt i Azerbaidjan

Og vupti, ren og fin optik!

Jagt i Azerbaidjan

Emil puster ud…

Med ingen anden udvej snørede Emil dog sine støvler igen og med en mental kraftanstrengelse, fik vi rejst os og tog de første skridt op af det næste bjerg… Mange timer senere traskede vi trætte, stille og udmattet tilbage i base camp hvor vi blev mødt af Philip som var nybarberet og i godt humør! Det var tiltrængt med lidt snak og latter og selvom Philip heller ingen skudbare dyr havde set, så var humøret dog stadig højt og positivt! Vi fik vasket os lidt i den lille vandbalje og Emil fik sat plastrer på stort set overalt på de to stakkels fødder! Efter lidt varm mad og hvile sneg der både lidt jagtlig optimisme ind i mig men samtidig en bekymring for hvordan de næste to dage ville blive. Jeg måtte indse at Emil ikke ville kunne gå med mig og udsigten til to dage på bjerget uden en ven ved min side, var næsten ikke til at holde ud… Det eneste som holdt mig oppe var dog drømmen om at gå ned af bjerget med en Tur på ryggen og det billede og den drøm, var det eneste som kunne få mig op af det bjerg igen… Philip skulle videre til et andet bjerg midt om natten og jeg fik at vide at jeg ville påbegynde min opstigning næste morgen kl. 7. Den nat lå jeg på sengen i base camp og frygtede hvad der skulle vente og jeg må indrømme at der løb en enkelt tåre eller to ned af min kind… Jeg var ked af at Emil ikke skulle med op, jeg var ked af at han havde så ondt som han havde, jeg var bekymret for om jeg overhovedet ville kunne komme op af endnu et bjerg og jeg var så småt ved at omstille mig til at jeg ville forlade bjergene uden mit drømmetrofæ…

Du kan læse mere om de sidste par dage i bjergene lige her på bloggen, om et par dage…

Knæk & Bræk!

Jagt i Azerbaidjan

TRÆT!

2 Kommentare

  • Kim Havmøller siger:

    Fed læsning og jeg føler med dig, bjergjagt er vildt facinerende men så hårdt at det ikke kan beskrives men det gør du godt. Glæder mig til næste del og håber det lykkedes for dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *