Bittersøde oplevelser i Azerbaijan

Dagestan tur jagt i Azerbaijan

Der er nu gået et par måneder siden jeg kom hjem fra min anden tur til de ubarmhjertigt stejle Azerbaijanske bjerge.

Denne tur var en erstatningstur fra rejsebureauet, da vores første tur ikke ligefrem var en bragende succes! For at gøre en lang historie en smule kortere, så var vores første tur en fiasko på grund af en alt for varm og tør sommer og bjergenes græssletter var simpelthen blevet svedet i solen og derfor var der ikke nogen dyr i de dale vi ellers oksede og baksede op og ned ad i en hel uge! Vejrsituationen var velkendt af outfitteren og bureauet og havde stået på i over 4 måneder, så vi skulle aldrig være blevet sendt afsted under disse usædvanlige varme forhold!

Derfor var det da også med nervøse og blandede følelser at jeg endnu engang pakkede alt mit bjerggrej, for at eftersætte den vagtsomme Dagestan tur.

Dagestan tur jagt i Azerbaijan

Hestene hjalp os og vores grej op til base camp. Derfra var der ikke mere hjælp at hente!

Dagestan tur jagt i Azerbaijan

Min hest og jeg på vej op i højderne.

På den ene side så vidste jeg jo nu hvad der ventede og derfor var jeg da også i bedre form end første gang og havde pakket både mindre grej og betydeligt mindre tøj, men samtidig så vidste jeg jo netop hvad der ventede og det var ganske simpelt: Der ventede en uges benhård jagt i nogen af de farligste og stejleste bjerge jeg nogensinde har oplevet!

Denne tur blev faktisk en af de bedste jagtoplevelser i mit liv, men desværre var det på trods af dårlig planlægning og et decideret dårligt valg af terræn!

Dagestan tur jagt i Azerbaijan

På vej på eventyr!

Efter to års forhandling med rejsebureauet blev vi endelig enige om en ny tur, som erstatning for den første. Det var samme set-up: 4 jægere og muligheden for 2 Dagestan turer pr. mand. Vi ville gerne bo sammen i base camp, men derfra skulle jagten foregå således at vi kunne forlade base camp og så jage enkeltvis ud fra forskellige spike camps oppe i bjergene.

Henning, Philip, Christian og jeg endte desværre med at vi allesammen boede i samme camp, som både fungerede som base camp og spike camp. Fra denne camp havde vi kun én mulighed for at komme op i højderne og det var ved at starte midt om natten og så ellers gå i samlet flok op ad den samme bjergkam. Efter adskillige timers klatring kunne vi så endelig skille os op, men heroppe var der reelt kun to bjerge at jage på. Dette betød at vi for det meste jagede fire mand sammen og kun to dage kom to af os helt til tops på bjerget!

Dagestan tur jagt i Azerbaijan

Vores telte i forgrunden og bjerget hvor vi jagede i baggrunden!

Guidernes første reaktion da vi var ankommet til base camp var da også forbavselse over at vi var fire jægere! De havde aldrig mere end to jægere ad gangen på dette revir…

Konsekvensen blev som sagt at vi alt for ofte jagede alle sammen i en gruppe og at vi kun kom helt op til bjergtoppene, hvor turene for det meste opholder sig, to gange på én uge!

Nogen dage kom vi ikke afsted tidligt nok, fordi guiderne sov over sig og andre morgener blev jagten udskudt fordi det regnede. Vejret er der jo ingen der er herre over, men at sove over sig, fordi guiderne havde drukket alt rødvinen, skabte ikke bedre stemning i lejren!

Dagestan tur jagt i Azerbaijan

Guiderne er dybt involveret i et alvorligt spil kort!

Vi vidste alle sammen at tur jagt i bjergene er både hårdt og svært og for at få det meste ud af det, så skal hver eneste time bruges på enten at komme op i højderne eller også skal de bruges på intens kikkertsøgning af bjergsiderne…

For at denne historie ikke kun skal handle om dårlig planlægning og dårlig organisation, så vil jeg straks gå videre til at fortælle om min til datos hårdeste og mest belønnende jagtoplevelse!

Dagestan tur jagt i Azerbaijan

Der spottes efter tur!

Vi var nået til den allersidste jagtdag og ærlig talt var humøret ikke ret højt… Christian havde formået at skyde en ung tur ikke så langt fra lejren, men derudover var der ingen af os som havde set dyr tættere på end et par kilometer i kikkerten! Henning og jeg var de eneste to som én enkelt gang havde været helt oppe i bjergene, men da vi efter mange timers klatren endelig var kommet derop hvor turene faktisk levede og vi kunne påbegynde den egentlige jagt, så kom der en tæt tåge rullende og indhyllede bjergtoppen! Vi kunne intet foretage os andet end at rulle os sammen og forsøge at holde varmen og håbe på at tågen ville lette… Det gjorde den aldrig og derfor endte denne dag med en farlig og dårligt planlagt nedstigning først i tåge og derefter i mørke…

Dagestan tur jagt i Azerbaijan

Næsten på toppen af verden…

Dagestan tur jagt i Azerbaijan

Og så kom tågen rullende!

Dagestan tur jagt i Azerbaijan

I sådan en tåge kan man ikke gå på jagt!

Dagestan tur jagt i Azerbaijan

Så vi brugte tiden på at spise frokost!

Dagestan tur jagt i Azerbaijan

Træthed og frustration over vejret!

På vores sidste jagtdag satte Philip, Henning og jeg ud fra lejren klokken ca. 3 om natten og i mørke vandrede vi så henover bjergkammen og op imod det stejle bjerg som Henning og jeg havde klatret op af et par dage før… Jeg var på dette tidspunkt direkte mismodig og selvom det var en fantastisk klar nat og millioner af stjerne skinnede ned på os, så kunne jeg ikke ryste den velkendte fornemmelse af fiasko af mig… Jeg havde nærmest mentalt givet op, men det skulle ikke betyde at vi ikke skulle udnytte hvert minut vi havde til rådighed!

Dagestan tur jagt i Azerbaijan

På den anden side af bjerget til højre, lå vores base camp. Hver dag gik vi derfra og henover græssletten!

I det høje græs gik vi så på en lang række og ud over stjernerne og månen var der intet lys… Det betød dog ikke at vi ikke tydeligt kunne se de velbrugte veksler fra brunbjørnene som foretrak græssletterne til at æde på. Vi havde dagligt set bjørne fra base campen og mange af dem var hunner med helt op til tre unger. At gå midt i bjørnenes spisekammer, midt om natten, vel vidende hvad en hunbjørn vil gøre for at forsvare sine unger, var en spændende oplevelse… For at sige det på en pæn måde!

Dagestan tur jagt i Azerbaijan

Blomster og græs. Bjørnenes favorit mad!

Halvvejs oppe af bjerget var det nu begyndt at lysne i takt med at solen steg op bag bjergene. Philip blev sat af på et strategisk sted på bjerget og ideen var vel at han så skulle skyde de dyr som vi eventuelt ville skræmme ned af bjerget når vi var kommet op på toppen.

Dagestan tur jagt i Azerbaijan

Philip og jeg. Trætte men stadig smilende…

Dagestan tur jagt i Azerbaijan

En velfortjent pause midt på bjerget!

Henning og jeg fortsatte og efter mange timers hård klatring ankom vi til det samme sted hvor vi havde ventet på at tågen skulle lette, et par dage før. Her kravlede vores chef guide lidt længere op og ville spejde ned i den modsatte bjergdal. Efter en times tid kom han slukøret tilbage og sagde at der ingen dyr var! Så nu sad vi der igen… Vi havde klatret hele vejen op på bjerget og der var ikke en eneste tur i nærheden!

Dagestan tur jagt i Azerbaijan

Mit hjerte hamrede hårdt hele vejen op af bjerget! Peaket var 161 slag, normalen var omkring de 90-100 slag i minuttet!

Følelsen af fiasko og fortvivlelse krøb ind i hver eneste af mine smertende muskler og jeg tror faktisk at guiderne kunne se og mærke skuffelsen… Efter lidt diskussioner på russisk og azerbaijansk, foreslog de da også at to af dem kunne klatre op på en anden bjergtop for at spejde ind i den del af bjergene som stødte op til Rusland. Det ville formentlig tage disse to guider en times tid at nå frem til denne position og hvis der så var en skudbar tur, så skulle vi så støde til dem.

Henning og jeg kunne godt regne ud at hvis det ville tage guiderne en times tid, så var dette nok en klatretur som ville tage os det dobbelte.

Dagestan tur jagt i Azerbaijan

Iveren strålede ikke ligefrem ud af os, men planen blev vedtaget og afsted gik de to guider…

Jeg tror egentlig at jeg døsede lidt hen, for i modsætning til første gang vi sad på dette bjerg, så var denne dag en flot solskinsdag og med solens varme stråler i ansigtet, var det svært at holde øjnene åbne.

Jeg blev vækket af walkie-talkien som skrattende kom til live…

Jeg kunne ikke forstå hvad der blev sagt, men fra ophidselsen i den skrattende stemme og chefguidens glinsende øjne, var det tydeligt at de to guider havde set turer!

Jeg må indrømme at jeg i mit stille sind havde håbet på at de intet havde set, for nu betød det et helt uoverskueligt antal timer skulle bruges henover en hel del bjergtoppe!

Situationen var at de to guider havde set tre turer som lå og hvilede sig på den fjerneste bjergside i vores jagtområde. Guiderne var et par kilometer væk fra os og turene var yderligere et par kilometer væk fra dem!

Der var kun én skudbar vædder mellem de tre, så der var kun én jæger som skulle derover…

På den allerførste jagtdag havde vi alle fire trukket lod om rækkefølgen, hvis vi som gruppe skulle beslutte hvem som skulle skyde først. Jeg havde været så heldig at vinde denne lodtrækningen. Det betød at jeg egentlig var første vælger til denne, vores indtil nu eneste jagtmulighed og selvom jeg virkelig ikke havde lyst eller kunne overskue kravle turen derover, så kunne jeg ikke sige nej til denne mulighed!

Henning og jeg sagde farvel og med et halvhjertet ”knæk & Bræk” påbegyndte Henning den svære og stejle nedstigning, mens jeg fulgte efter vores chefguide op af den næste bjergtop…

Dagestan tur jagt i Azerbaijan

Et øde og barskt landskab!

Det tog os ca. to timer at komme frem til de to guider og jeg satte mig forpustet og svedende ved siden af dem. De var ivrige for at vise mig dyrene i kikkerten, men jeg vidste allerede at de var så langt væk at for mig, kunne de lige så godt stå på månen! Jeg var træt og havde ondt over det hele og jeg vidste jo også godt at nu var klokken ca. to om eftermiddagen og uanset hvad der ville ske, så ventede der nu ca. 8 timers yderligere op og/eller nedstigning!

Da jeg endelig havde fået pusten igen og fik stukket min kikkert i hånden, kunne jeg se tre bittesmå brune prikker midt på en bjergside.

Jeg var forbløffet over hvor gode øjne guiderne havde, for disse tre små skikkelser var i hvert fald 4 kilometer væk! De tre turer lå og sov og ville formentlig blive der i de næste par timer.

Chefguiden og jeg påklædte os alt vores bjerg-kamufleret vandtætte tøj og påbegyndte nu den endelige pürsch frem mod de tre dyr. Pürsch er måske så meget sagt, for det var mest af alt en ophidset march på tværs af bagsiden af bjerget, igennem sne, floder og på tværs af stejle stenskred!

Heldigvis var vi skjult af bjerget hele vejen og vi skulle ikke bekymre os om at turene ville se eller høre os! Det eneste vi kunne gøre var at komme så hurtigt men sikkert frem til dyrene og så bare håbe på at de ikke havde flyttet sig!

Efter yderligere et par timer kom vi nu frem til den slugt hvor dyrene lå. Vi satte os for at få vejret igen og få vores hjertebanken på plads og guiden sneg langsomt sit hoved over bjergtoppen for at se om dyrene stadig var der…

Han hviskede ophidset alt muligt på russisk og fægtede vildt med armene! Dyrene var der åbenbart stadig og nu satte bukkefeberen ind! Guiden tog en stor flad sten og forsøgte at tegne og forklare mig hvilken af de tre turer jeg skulle skyde! Vi slog vores hætter op og kravlede langsomt frem mod toppen… Jeg skubbede riflen foran mig og hele tiden rungede der i mit hoved at nu skete det måske endeligt! Endelig var jeg på vej i en skudposition på en Dagestan tur! Efter to ugers hård jagt og så på den allersidste jagtdag! Mit hjerte hamrede og mit åndedræt var helt ude af kontrol! Jeg var nervøs, spændt og ophidset, alt sammen på en gang og pludselig kunne jeg se de to øverste dyr! Vi var ca. 200 meter fra dem og de lå bare og solede sig midt i en stor bjergslugt. Jeg skubbede mig lidt længere frem og nu kunne jeg se det tredje dyr! Denne var helt tydeligt større end de andre to og han lå og bankede sine horn ind i bjergsiden!

Guiderne havde forklaret os at disse turer var hårdt angrebet af en form for svælgbremse! Dette betød at de gamle væddere ofte havde slået et par tommer af deres imponerende horn, for når de virrede med hovedet eller nyste, så slog de enderne af hornene ind i bjerget!

Denne vædder lå en lille smule skråt væk fra os og var helt koncentreret om at kradse sig og slå med hovedet.

Guiden havde fået udleveret mit kamera og nu var det hans opgave at zoome ind på turen og så sige til mig når jeg kunne skyde!

Jeg forsøgte at få mit åndedrag på plads, holde mit sigte på vædderen og samtidig forklare en azerbaijaner hvordan han skulle operere kameraet… Ikke en særlig optimal situation, men på en eller anden måde fik vi styr på det hele og jeg fik kommandoen: ”SHOOT!”

Dagestan tur jagt i Azerbaijan

Midt på den modsatte bjergside lå de tre turer!

Turen lå stadig ned og ingen af de tre dyr viste tegn på at have set os eller ville bevæge sig… Jeg bryder mig ikke om at skyde dyr som ligger eller sidder ned, men når man jager i bjergene er det nogle gange det som skal til! Disse dyr ville formentlig ikke rejse sig før senere på aftenen og det ville så betyde en nedstigning i buldermørke eller endnu værre: en eftersøgning i mørke!

Vi kunne prøve at pifte af dem for at få dem på benene, men disse dyr er simpelthen så sky at hvis de følte sig truet, så ville de formentlig blot springe direkte op og løbe op ad bjerget!

Derfor gjorde jeg mig nu klar til et skud… Jeg afsikrede riflen og dobbeltchekkede af mundingen af lyddæmperen var fri for de store sten som jeg lå og gemte mig bag…

Mit sigte faldt automatisk til ro lige på skulderen, men da vædderen lå lidt skråt væk fra mig, trak jeg den lille røde prik bagud og sigtede efter den modsatte skulder. For at få kuglen til at gå ud midt på denne skulder, sigtede jeg nu nærmest midt på dyrets modsatte kølle… Jeg følte mig ikke rigtig tryg ved dette, men engang imellem så skal man gøre som de lokale siger og chefguiden var fyr og flamme for at jeg skulle skyde…

Bukkefeberen rasede i min krop og med sitrende hænder koncentrerede jeg mig om mit sigte! I mit hoved nærmest råbte en stemme til mig: ”NU SKER DET!!”

Skuddet gik uden at jeg rigtig lagde mærke til det men jeg nåede at se kuglen ramme lige der hvor jeg havde sigtet!

Turen sprang op, men mens de to unge væddere løb mod toppen af bjerget løb denne ned af bjerget! Jeg repeterede og satte mig op og forsøgte at finde ham i kikkerten…

Han løb besværet og jeg kunne se blodet sprøjte ud af hans mund men alligevel råbte guiden at jeg skulle skyde igen…

Jeg fulgte med turens løb og trak en smule foran… Andet skud gik lige over ryggen! Jeg repeterede og skød igen! Endnu en forbier lige over ryggen!

Turen stoppede og stod med sænket hoved… Jeg sigtede midt på skulderen og i det tredje skud sank den sammen og rullede om på ryggen!

Det sidste jeg så i sigtekikkerten var de fire stænger som stak lige op i luften og dermed nærmest smed jeg riflen fra mig og sank selv sammen på ryggen! Tårerne trillede ned ad kinderne på mig og guiden kom løbende hen for at lykønske mig!

Efter et inderligt kram og en hel del dunken på ryggen, kunne jeg strække armene i vejret og udgive et primalbrøl, som jeg næsten tror kunne høres nede i base camp!

Endelig var det lykkes og alle mine følelser fra to lange jagtture fik nu lov til at komme frem… Jeg savnede Emil, som jeg inderligt ønskede kunne have været med på denne tur efter hans lidelser på den første og jeg savnede Christian, Henning og Philip! Jeg forsøgte at forklare guiden hvad der foregik inde i mig, men han forstod det nok ikke… Han var dog sød og efter første kram lod han mig få lidt fred så jeg kunne sidde og samle mig lidt…

 

Jeg ved faktisk ikke hvor længe jeg sad der og lod følelserne og tårerne få frit løb, men på et eller andet tidspunkt fik guiden vist nok, for han begyndte langsomt at gå hen imod turen. Jeg fik samlet mig en smule og med rystende ben fulgte jeg efter ham…

Fremme ved turen, var der naturligvis flere tårer og jeg kunne endelig få lov til at ligge min hånd på de imponerende tykke og bastante horn.

Dagestan tur jagt i Azerbaijan

En taknemmelig og lykkelig jæger!

Jeg ved ikke rigtigt hvad det er med de her bjerggeder, men de rører virkelig noget inde i mig! Det er kombinationen af den hårde jagt, det grusomme terræn og så den ærlige jagt som disse fantastiske dyr og trofæer repræsenterer. Når det endelig lykkes er det simpelthen så stor en jagtglæde og følelse af at have opnået noget fantastisk og for mig betyder det ofte tårer og en ydmyg glæde…

Dagestan tur jagt i Azerbaijan

Et fantastisk dyr i sit eget fantastiske miljø!

Mens de to andre guider fik bakset sig over til os, tog vi en masse billeder og der blev også drukket en tår eller to fra min lille lommelærke!

Dagestan tur jagt i Azerbaijan

En glad guide!

Dagestan tur jagt i Azerbaijan

Et minde for livet!

Dagestan tur jagt i Azerbaijan

Lommelærken vakte glæde…;)

Vi skar de bedste stykker kød af dyret sammen med hovedet og med dette pakket i rygsækkene, ventede der nu mange lange timers nedstigning! Selvom jeg var helt udmattet og havde trætte og smertende ben, så er der noget helt særligt ved at tage en rygsæk på som indeholder et dyr man lige har nedlagt på toppen af et bjerg! For mig, er det vigtigt at jeg selv bærer så meget som overhovedet muligt, fra et dyr som jeg har skudt og med langsomme og tunge skridt fulgte jeg efter de tre guider ned af bjerget…

Dagestan tur jagt i Azerbaijan

Kød og trofæ er pakket, nu skal vi bare ned af bjerget!

Dagestan tur jagt i Azerbaijan

Næsten hjemme! Turen var skudt på den anden side af bjergtoppen!

Det viste sig senere at stort set alle de andre guider og Philip, Christian og Henning havde kunne se vores sidste pürsch og derfor så de også guiden og jeg kramme, efter de fire skud! De vidste at vi havde haft succes og som vi mødte dem fordelt ned af bjerget blev der udvekslet flere kram og jeg tror også jeg græd lidt mere…

Henning havde mirakuløst også haft held til at nedlægge en god tur, som de ved et tilfælde havde set på vej ned fra bjergtoppen!

Altså blev resultatet 2 gode turer og et ungt dyr. Selvom det, som sagt, ikke var verdens bedst organiseret tur, så blev det dog en uforglemmelig oplevelse for mig og jeg kunne lægge mig i min sovepose den aften med en enorm følelse af glæde og lykke over at det endelig var lykkes!

Bjergjagt er hårdt og uforudsigeligt men belønningen er også så meget større! Jeg er absolut ikke færdig med at okse rundt på stejle og øde bjerge, men jeg ved at jeg nu aldrig mere behøver at tage til Azerbaijan igen!

Knæk & Bræk!

Dagestan tur jagt i Azerbaijan

 

9 Kommentare

  • Alex Hocke siger:

    Super tillykke min ven , perfekt beskrivelse at man få åndenød

  • Bob Karlsen siger:

    Fantastisk beskrivelse Jacob. Selvom jeg ikke er jæger, var det virkelig spændende læsning og næsten som at være der selv.
    Endnu engang tillykke med dit trofæ.

  • Anne-Helen T. Sørlie, Norge siger:

    Spennende lesning! Og en fantastisk beskrivelse! Gratulerer så mye, vel fortjent! 🌞👍

  • Hej Jacob
    Har kæmpe respekt for det du gør og den fantastiske måde du skriver og delagtiggør os andre, ydmyg jægere, i dine jagt bedrifter og oplevelser 😉
    Jeg håber jeg en dag får mulighed for at bruge nogle dage med dig 😉
    Både på jagt og privat.
    Tak for nogle fantastiske, lærerige og fangende historier
    Best regards Søren

    • Jacob Kamman Jacob Kamman siger:

      Kære Søren!
      Tusind tak, det betyder meget når jeg læser sådanne kommentarer!
      Du siger bare til, jeg er klar på mere samværd, både jagt og privat..;)
      Vi snakkes ved!

  • Tina Nielsen siger:

    Stort tillykke med det flotte trofæ, og tak for en super god beretning af turen, sad og blev helt forpustet . Du har nu altid været god til at fortælle, både her og i dine gode film du lægger ud. Tak for det. Jeg tager selv til Sverige på jagt om nogle få uger hvilket jeg glæder mig enormt til. Jagt i Sverige er så fedt. Forsat knæk og bræk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *