skip to Main Content

Årets sidste jagt!

klapjagtI min svigerfamilie har juledagene altid betydet ingen jagt! Dyrene skal have ro over julen og måske familien også værdsætter at jægerne faktisk er hjemme, fremfor at bruge feriedagene på endnu mere jagt! Denne tradition holder stadig hjemme hos os, så min jagtlyst har været stigende, nu hvor juledagene er ved at rinde ud… I dag bød så på den første jagtdag siden jul og dermed også min sidste for kalenderåret 2016.

Jeg var blevet inviteret med på en klassisk konsortiejagt, under Gisseldfeldt gods og med hundene i bilen, kørte jeg mod syd for at mødes med Simon, som havde inviteret mig og resten af konsortiet, klokken 8 til morgenmad. Det er altid spændende at møde et nyt jagtfællesskab. Et konsortie er jo bygget op af mange forskellige jægere og stemningen, tonen og jargonen kan variere en hel del fra sted til sted! Det var tydeligt at mærke at dette konsortie havde en hyggelig og humoristisk tone og i den morgenmadsopdækkede stue spiste vi en god morgenmad med blødkogte æg og masser af brød og basser! Alle folk snakkede ivrigt og det var tydeligt at alle havde glædet sig til i dag, efter en længere julepause.

klapjagt
Med solen i øjnene, er der i det mindste én undskyldning klar ved forbiskud!

Hele dagen gik vi fra såt til såt og på klassisk konsortie-vis, skiftedes vi til at stå for og gå igennem. Der var remisser og regulære skovstykker og der var fugle i stort set alle såterne! Nogle blev leveret og andre fik lov til at flyve videre med kammeratlige drillerier til de forbiskydende skytter! Alle jægerne var snakkesalige og flere gange måtte jagtlederen bede os om at dæmpe os lidt, for ikke at jage fasanerne væk… Lige lidt hjalp det dog og humøret og snakken fortsatte hele dagen.

klapjagt
Det var første gang jeg nogensinde har set en rottweiler som jagthund! Han var sød og rolig og apporterede fasaner som om det var det mest naturlige…
klapjagt
Mille og Maddie er klar!

Der blev skudt lave fugle og høje fugle og endda også en sneppe som ellers drillede en hel del skytter, inden den til sidst måtte dumpe ned i skovbunden! Jeg selv skød en enkelt kok, som Mille rejste inde midt i en såt og da den var kommet fri af de høje træer, brækkede den bagud, hvor der ingen skytter stod. Den faldt tungt til jorden og Maddie apporterede den i fin stil!

klapjagt
Maddie på vej retur med fasankokken!
klapjagt
Fin og rolig aflevering!

Højdepunktet for mig var dog ikke denne kok, men to situationer hvor Maddie fik god stram stand… Den første var for en fasankok i noget tæt buskads midt imellem grenene på et væltet træ! Maddie har virkelig forstået det med at søge efter fugle og i dag gik hun flot og med hovedet nede igennem skoven. Hun fulgte ikke bare blindt efter Mille, men søgte selvstændigt og med rigtig god kontakt til mig. Da hun kom springende forbi kronen på det væltede træ, sank hun, nærmest i luften, ned i knæ og tog et enkelt krybende skridt før hovedet snurrede til venstre og BANG, så stivnede alt på hende… Jeg stod kun et par meter væk og det var som om at tiden stod stille! Al larm fra de andre drivere og deres hunde forsvandt og i et par sekunder eksisterede der kun Maddie og hendes stand. Jeg gik langsomt tættere på og da hendes venstre øje rullede bagud og fik kontakt med mig, kommanderede jeg hende frem! Hun kastede sig ind i de tætte grene og lige foran hendes snude rejste kokken og på buldrende vinger steg den højt op og fremad! Utroligt at hun kun har stået mindre end 20 centimeter fra fuglen! Jeg fløjtede Maddie dæk og selvom hun ikke lige smed sig med det samme, var der dog nogenlunde ro under opfløjet! Jeg var stolt og med et stort smil fik hun igen lov til at søge videre…

Det skulle dog blive endnu bedre, for i den sidste såt havde en driver skudt til en fasankok, som han ikke kunne finde. Da såten var slut gik vi ned til de tætte graner for at lede med lidt flere hunde og efter kort tid stivnede Maddie endnu engang i en fast stand inde under de lavthængende grangrene. Jeg formodede at det var den døde eller anskudte kok og med et ivrigt “AVANCE” kommanderede jeg hende frem! Hun strøg et par meter frem, drejede lidt og fortsatte yderligere et par meter, helt tydeligt på fod af noget… Ca. 5 meter længere fremme samlede hun den nu døde fugl op. Maddie var relativt upåvirket mens hun bar fuglen ud af træerne, men hvis nogen havde taget et billede af mit ansigt, så var det nok indbegrebet af stolthed og jeg kan ikke sige mig fri for at der nok var en enkelt lille tåre i øjenkrogen! Tænk at en hund kan gøre en så glad og stolt…:)

Dagens resultat blev 32 fasaner og 1 sneppe. Efter paraden og flot hornblæsning, spiste vi lækker frokost som bestod af hjemmelavet lasagne. Da maden var spist, jagtlederen havde takket af for i år og jagtfiskalen havde uddelt bøder med et smil på læben, brød vi op og med adskillige “godt nytår” hilsner i luften, begav jeg mig hjemad…

En dejlig dag i selskab med nogle skønne jægere som var indbegrebet af hvad et godt konsortie kan byde på, nemlig: varieret jagt, godt kammeratskab, hyggelig og humoristisk tone, drillerier og grinerier og fællesskabet om vores store passion og interesse-jagten og naturen.

Tak fordi jeg måtte deltage på denne jagt, for mig, årets sidste…

Knæk & Bræk og godt nytår til jer alle!

klapjagt
En fin parade!

 

This Post Has One Comment
  1. Det var da ærvligt at jeg ikke hviste det, så kunne du have kørt med simon over til os på det sidste andetræk. blot 4 km fra hvor i var på jagt. Nå men rigtigt godt nytår.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top