60 år på Dianas stier

Billede 171
Billede 171

Min far med en stærk Mountain Reedbuck fra Sydafrika

Denne historie er den første i en serie af interviews af forskellige interessante jagtpersonligheder som jeg møder. Selve interview-spørgsmålene vil være de samme hver gang og jeg starter med at interviewe min mentor, lærermester og jagtlige idol, min egen far, Erik Kamman! Han har stort set lært mig alt hvad jeg ved og er dagligt en stor inspiration og han kan faktisk stadigvæk lære mig en ting eller to, hvis jeg lytter lidt efter. Omend en enkelt historie, vist er blevet fortalt før…:)

1.    Hvor længe har du gået på jagt og hvem introducerede dig til jagten?
Jeg har gået på jagt siden jeg var 12 år og fik en luftbøsse Diana 23 af min far i fødselsdagsgave. Den blev brugt i haven til småfugle, fortrinsvis gråspurve, som der var mange af dengang. Nu er jeg 72, så det bliver lige 60 år på jagtens stier. Min far tog sig af min jagtmæssige opdragelse og uddannelse. Jeg fik lov at følge ham på bukkepürch i Vestjylland, og jeg fik selv jagttegn, da det blev lovligt som 16-årig. Min far betalte 25 kroner på et girokort, og så var den i orden. I efterårsferien blev jeg sendt på ophold hos skytte Horsdal på Hverringe, og han lærte mig en masse om haglskydning, andetræk, haretramp, hunde og fortalte spændende historier om krybskytter. Der skød jeg min første hare med büchsflinten. Den fik jeg lov at gå med, fordi der var kun en chance med den, og så mente min far, at jeg nok skulle lære at gøre mig umage med det første og eneste skud.
 

2.      Hvad er den første jagtoplevelse som dukker op i dit hoved?
Ja, det var som sagt haren på Hverringe. Egentlig skulle vi på duetræk, men på vejen derhen gik vi over en mark, hvor der lettede en hare. Horsdal råbte at jeg skulle sigte på den, han ville bare have at jeg fik lidt øvelse i at svinge bøssen. Jeg svingede med og afventede ordre til at skyde, men da haren var ved at komme lidt langt ud, skød jeg uden tilladelse. Haren trille fint. Men skytten bandede, det var ikke meningen, at der skulle skydes på dette sted for ikke at ødelægge jagten, der hvor vi skulle hen. Haren blev omhyggeligt undersøgt, og da der var hagl i ørerne, blev jeg tilgivet. Jeg var både overrasket og glad over det heldige udfald.

3.       Har du hund og i givet fald hvilken?
Jeg har ikke hund nu, men familien har haft ruhåret gravhund og senere ruhåret hønsehund. Begge trivedes i familien og begge  var ivrige jagthunde. Særlig gravhunden havde medfødte evner. Den debuterede 8 måneder gammel på en almindelig klapjagt i skov. Sønnen (13 år) var egentlig tilsagt som hundefører, men han ville hellere blive inde og lege med sine fætre. Hunden blev derfor overladt til en anden klapperdreng med besked om at gå 20 m ind i første såt, slippe hunden og håbe det bedste. Kort efter fik hunden fært af et stykke dåvildt, fulgte foden i fint tempo ind på naboterrænet og var væk! Da såten var slut manglede vi hunden. Kaldte kort, opgav hurtigt og gik videre med jagten. Efter tredje såt gik jeg tilbage til klapppernes biler, som stod ved starten af første såt og der lå hunden og ventede på mig. Den havde aldrig været på jagt før, den havde aldrig været i denne skov, den havde aldrig set et stykke dåvildt før. Den havde altså fulgt dåvildtets fod i en rum tid, havde opgivet efter nogen tid og så fulgt sin egen fod tilbage til bilerne, som den heller ikke kendte. Klog hund.

4.       Yndlings jagtform og hvorfor?
Det må være sneppejagt for stående hund i Vestjylland. Alene eller sammen med min søn og gode venner. I vild natur. Alene med hunden bliver det en særlig intensiv oplevelse af samarbejdet med hunden og fordybelsen i naturen og de vilde fugle. Efterhånden har det været en favorit i mange år, selv om jeg kom lidt sent i gang med denne fascinerende jagtform. Min søn har været med fra han kunne følge med som lille knægt. Nu er han voksen, har egen hund og skyder bedre end jeg. Det har været en glæde at følge hans udvikling til rigtig jæger og vi har mange gode minder sammen. Vi går jo de samme steder hvert år, og gør det samme som sidste år, men alligevel er det forskelligt hvert år. Erfaringer fra tidligere jagter tages i brug, men der sker altid noget nyt. Snepper er altså noget uforudsigelige. Udfordrende jagt og godt selskab med gamle venner, så kan man vist ikke ønske sig mere.

5.       Hvad er din største gennemførte jagtoplevelse og er der en uopnået drøm?
Det må vist blive jagtturen på New Zealand med min søn. Vi var af sted det meste af en måned og jagede både i Nord og Syd. Jagten på New Zealand er meget forskellig fra den hjemlige, og jeg gjorde snart den erfaring at det var klogt og morsomt at bruge en jagtguide. Vi nedlagde dåvildt, kronvildt, gemse, thar, wallaby, vildsvin og vilde geder. Men det mest spændende var turen efter whitetail på Steward Island. Øen ligger en times sejlads syd for Sydøen på 47 grader Syd, dvs. i de brølende fyrrer. Øen er kun beboet af 390 mennesker og de bor alle ved den eneste havn. Øen er noget større end Lolland og helt bevokset med regnskov. Der er ingen veje, kun trampestier. Der er ingen telefondækning, så vi havde lejet en nødradio med aftale om at nogen ville lytte i et kvarter hver dag kl. 18:00.
Vi blev sat af i en lille jolle i bugten, hvor vi havde lejet et jagtområde, med besked om at være tilbage på samme sted om præcis en uge – på minuttet. Vi satte et hak i rælingen, så vi var sikre på at vi kunne finde stedet igen – og roede så i land. Der fandt vi en primitiv lejr med bygninger lavet af rafter, bølgeblik, plasticpresenning og sand som gulv. Hver dag pürchede vi hver for sig med stor forsigtighed i den tætte skov. Bestanden af whitetail er udsat for 100 år siden og i princippet uønsket af myndighederne, så alt må skydes hele året. Terrænet er dog så svært, at det nok er umuligt at udrydde bestanden uanset hvilke midler der tages i brug. Det lykkedes sønnen at skyde en ung hjort allerede den første dag, mens jeg aldrig så et levende dyr. Der var enkelte stier markeret af jægere, men også de var svære at følge. En gang sprang jeg over en bæk, og blev så klar over, at det havde jeg også gjort på det sted for en time siden. Jeg var altså faret vild. Det gør jeg ellers ikke ret tit, så nu var det med at bære sig fornuftigt ad. Der var ingen sol at se, og jeg havde hverken kompas eller kort, men dog en GPS. Der havde jeg gemt hyttens placering, men under træerne var der ingen forbindelse til satellitterne. Jeg måtte finde en lysning før der var forbindelse, og så gik det ellers på tværs igennem terrænet retning hjemad. Det blev det ikke lettere af, men som man kan regne ud lykkedes det.
Vor nærmeste nabo var en blå pingvin. Den havde sin hule ved stranden tæt på udsigtsbænken, og vi kunne hver dag se den vende hjem ved solnedgangstide efter en anstrengende dag på havet. Den lignede fuldstændig en træt pendler på vej hjem efter en lang dag på jobbet.
På en af de fælles ture ind i landet havde vi held til at komme helt tæt på nogle ægte kiwier.  Der er flere slags kiwier i New Zealand, og på Steward Island er de af den brune slags og dagaktive, fordi de bliver forstyrret så lidt. Vi kom over to der gik og fouragerede i nogle bregner. De lod os komme helt ind på klappe-afstand, og lod sig ikke mærke med at vi fotograferede dem med blitzlys, fordi der var så mørkt inde under de tætte trækroner. De er på dværghønsestørrelse, og borede med kraftfulde bevægelser efter føde i den bløde jord. Vi var meget heldige med at se kiwier i det hele taget, de fleste mennesker i New Zealand har aldrig set en vild kiwi.
Heldigvis var det fint vejr, da vi skulle hentes igen, ellers havde vi måtte vente i 24 timer på næste skibslejlighed. Båden kom til tiden og en fantastisk oplevelse rigere vendte vi tilbage til civilisationen.

Den uopnåede drøm må vel være jagt på en kafferbøffel i Afrika. Det har jeg læst om mange gange, og det lyder noget risikabelt, men netop derfor rigtig spændende. De vildtarter jeg har skudt er jo normalt ikke så farlige for jægeren, lige bortset fra vildsvin. Men en kafferbøffel skal man have rigtig meget respekt for, for den er farlig, mindst på linje med flodhest og elefant. Hvis det så kunne ske på en måde, så man oplever det som ene mand mod den vilde natur, ville det være en drøm.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *